Eva Bang på NEVZA´s Allstar-hold
Eva Bang blev udtaget til Allstar-holdet i forbindelse med NEVZA-mesterskaberne. Læs hele nyheden her.
Til toppen
Cubansk træner
Vi kan tillade os at være stolte i Brøndby Volleyball Klub. I vores bestræbelser på at nå den absolutte top i dansk volleyball, har vi således skrevet en flerårig kontrakt med vores cubanske træner Ana Luisa Hourrutinier, som har været tilknyttet vores 1. damehold siden november 2005. Vi vil tillade os at betragte Ana Luisa som den måske største volleyball kapacitet, som har været tilknyttet en dansk klub. At hun har valgt netop os, begrunder hun med, at hun hos os kan få et ungt, engageret og motiveret hold med en stor talentmasse hun selv kan forme. Hun synes at samarbejdet med holdets to øvrige trænere Steen og Jens har været konstruktivt og glæder sig over, at dette samarbejde nu kan fortsætte. Hun er faldet godt til rette i vores klub, hvor hun har føler sig godt modtaget af alle.
Ana Luisa begyndte således selv sin volleykarriere som 10-årig i en sportsskole på Cuba. I perioden 1980-91 spillede Ana Luisa ca. 500 landskampe for Cubas landshold, som hun også i perioder var anfører for. Af hendes mange flotte mesterskaber, kan nævnes Verdensmesterskabet to gange og World Cup vinder to gange, men også vinder af det Internationale Gran Prix, det Centralamerikanske og Caribisk Mesterskab, det Panamerikans Mesterskab, Norceca-mesterskabet (Nordamerikansk, Centralamerikansk og Caribisk mesterskab). I alt tretten forskellige mesterskaber. Dertil kan lægges et utal af turneringssejre rundt om i verden.
Efter at have lagt sin aktive karrierer på hylden, er Ana Luisa fortsat inden for trænergerningen, hvor hun i 2003 gennemførte det Internationale Volleyball Forbunds trænerkursus på højeste niveau.
Ana Luisa blev den første kvindelige træner for et mandligt divisionshold (Los Prados) i Den Dominikanske Republik og med dem vandt hun mesterskabet i 2003.
Ana Luisa var landstræner for Den Dominikanske Republiks beachvolleyhold for både mænd og kvinder i 2002-2003 og med hende var kvindeholdet det første fra nationen, som vandt medalje ved det Centralamerikanske og Caribiske mesterskab. Det mandlige hold førte hun til en 2. plads ved Norceca mesterskaberne og kvinderne besatte førstepladsen i en turnering i samme regi.
Ana Luisa er gift og har en datter på 14 år. Hun er altid positiv og glad og et menneske, som man kun kan blive i godt humør af at være sammen med. Vi ser frem til mange gode timer sammen med Ana Luisa.
Til toppen
Tryout i Brøndby Volleyball Klub
Har du lyst til at være en del af Danmarks yngste divisionshold så kom til try out i Brøndby Volleyball Klub.
Er du ung og ambitiøs er her muligheden for at komme videre.
Trækker du gennemsnitsalderen op er det ingen hindring. Vi kan sagtens bruge erfaring og rutine
Holdet som har bestået af spillere fra 15 til 28 år, spillede sig i denne sæson til en 4. plads i elitekvalifikationen og er gået videre i Lufthansa Cup. Målsætning for næste sæson er oprykning til elitedivisionen
Vi kan tilbyde:
- Danmarks vel nok største volleykapacitet i øjeblikket. Den cubanske dobbelte verdensmester og tidligere landstræner i Den Dominikanske Republik, hvor hun havde ansvaret for både herre- og damebeachvolleylandshold Ana Luisa Hourrutinier. Ana Luisa har foruden en stor international spillererfaring, det Internationale Volleyball Forbunds trænerkursus på højeste niveau.
- Et trænerteam bestående Ana Luisa, samt klubbens to øvrige erfarne trænere, Steen Spangen og Jens Bang.
- Tre trænere i hallen samtidig giver stor intensitet i øvelserne og gode muligheder for individuel træning og fejlretning.
- Diætist tilknyttet holdet.
- Mulighed for gratis styrketræning.
- Gode træningstider: Mandag kl. 19-21, tirsdag kl. 18-20, torsdag kl. 18-20. fredag kl. 16-18.
- Individuelle træningsplaner til ferieperioden.
- Træningsstævner i opstartsfasen.
- Træninglejr ca. 14 dage på Cuba (dato og endelige rammer endnu ikke fastlagt).
Yderligere information og tilmelding til try out kan ske til: Steen Spangen tlf.: 4373 4512. Mob.: 4040 4553. Mail: bvk.volley@sport.dk
Til toppen
DM for ynglinge
Brøndby Volleyball Klubs dameynglingehold levede til fulde op til vores forventningerne, da de i weekenden sikrede klubben Danmarksmesterskabet. Vi kan dermed prale af, at vi mig bekendt dermed er blevet den klub der gennem tiderne har præsteret den største dominans i dameungdomsrækkernei samme sæson. DM-sølv til pigeholdet, DM-guld til juniorholdet og DM-guld til ynglingeholdet. Det er svært at få armene ned.
Danmarksmesterskaberne blev afholdt i Kildeskovhallen i Gentofte og var kulminationen på en turnering, hvor holdenenes fem bedste resultater i seks kvalifikationsstævner talte som udgangspunktet for både deltagelse og seedning. Med fire sejre og en andenplads, førte vi suverænt og var dermed også seedet som etter.
Om lørdagen skulle vi møde Amager VK, Gentofte Volley og IF Lyseng. Alle kampe blev spillet bedst af fem sæt, så det var et meget hårdt program spillerne skulle igennem. Morgenkampen var således Amager VK der som ottendeseedet burde være en overkommelig modstander. Det viste sig at holde stik og vi kunne vinde en overbevisende 3-0 sejr, samtidig med at flere af de bærende kræfter blev sparet i store dele af kampen.
I anden kamp var det så den arrangerende klub Gentofte Volley, der stod på den anden side af nettet. Holdet havde naturligt nok et stort opbud af tilskuere og opildnet af disse leverede de også en flot præstation. De vandt således første sæt med 25-22. Vi lod os dog ikke gribe af panik over denne start og fortsatte derfor i samme opstilling i andet sæt. Det skulle vise sig at være fornuftigt. Gentofte havde brændt det meste af krudtet af, så på nær en kort periode i tredje sæt, stod der Brøndby på resten af kampen. Især i fjerde sæt, hvor vi til trods for udskiftning af fire bærende spillere kunne vinde med hele 25-11.
Aftenkampen mod IF Lyseng fra Aarhus, havde kampstart elleve timer efter, at vi var mødt op til første kamp. Det kunne godt komme til at betyde, at koncentrationen var faldet - men nej. Pigerne havde haft deres soveposer med, og i et lokale der var stillet til rådighed, havde de sørget for at få den fornødne hvile. I hvert fald nåede IF Lyseng ikke at true os. På under en time løb vi af med en sejr på 3-0 (25-12, 25-18, 25-17). Dermed var vi puljevindere og skulle søndag formiddag møde Ikast i semifinalen.
Det blev et brag af en kamp. Ikast er et yderst boldsikkert hold, som det kan være svært at slå boldene ned hos. Til gengæld havde vi også godt styr på deres deres angreb. Vi lagde bedst ud og tog de første to sæt, men i tredje sæt kom Ikast tilbage i kampen og viste at vi ikke skulle tage noget for givet. Ikast vandt det utroligt spændende sæt 29-27. Så var det igen vores tur og sejren blev kørt hjem i fjerde sæt med 25-21.
Nu var der finale og på den anden side af nettet stod Holte, som netop er det hold der i kvalifikationsturneringen har tvunget os ned på en andenplads. Det var derfor ikke uden bange anelser vi gik på banen. Holte råder over nogle af turneringens højeste piger, som altid volder problemer i både angreb og blokader. Vi kom bedst fra start og førte hurtigt med omkring seks point, men så begyndte Holtes høje angribere at fyre noget af deres tunge skyts af. Det kombineret med nogle heldige netruller, bragte Holte i føring midt i sættet og således fulgtes de to hold ad, indtil Holte vandt sættet 25-23. Vi havde på ingen måde spillet dårligt, så holdet fortsatte ufortrødent i samme opstilling. Igen viste det sig at tilliden til holdets grundopstilling var begrundet. Som kampen skred frem, fik vi mere og mere overtaget og i en afslutning, hvor vi, når vi selv skal sige det, viste, at vi var mesterskabet værdigt, vandt vi overbevisende de tre sidste sæt.
Efter at have modtaget pokal de velfortjente guldmedaljer, kunne vi ydermere glæde os over at fire af holdets spillere fik den ære der følger med at blive udtaget til årets hold. Det var hæver Eva Bang, kantangriber Mie Lindgren, centerangriber Christina Jensen og libero Mia Olsen.
Holdet har nu gennem de senere år vundet alle mesterskaber helt nede fra kidsrækkerne og op til ynglingemesterskabet og da det kun er to af holdets spillere, Mia Olsen og Cecilie Clausen, der falder for aldersgrænsen og rykker op i seniorrækkerne, burde der være endnu et par mesterskaber tilbage i holdet.
Næste store mål for holdet, som samtidig udgør grundstammen på vores 1. divisionshold, som jo er landets yngste divisionshold, er at gøre kunsten efter i seniorrækkerne inden for en overskuelig årrække. Et mål der har fået yderligere næring efter ansættelsen af vores dobbelt cubanske Verdensmester Ana Luisa Hourrutinier som træner for klubbens førstehold.
Til toppen
DM for piger
I weekenden d. 6.-7. maj deltog Brøndby Volleyball Klubs pigehold i det afsluttende Danmarksmesterskab, som blev afholdt af BK Marienlyst i Odense. Forventningerne var ikke skruet lige så højt op, som da vi vandt guld med juniorerne. Holdet blev etableret i slutningen af sidste sæson og blev tildelt et wildcard i kraft af to ungdomslandsholdspillere. Dengang blev det til en 5. plads, så målet denne gang var minimum en forbedring til en semifinaleplads og en realistisk vurdering, der hed en broncemedalje. Som stævnet skred frem, stod det dog klart, at vores piger havde rykket mere end mange af deres konkurrenter, så det endte med en finaleplads, som dog blev tabt til et velspillende hold fra Amager.
Tolv hold havde gennem deres respektive kredse kvalificeret sig til mesterskabet. De var inddelt i to 6-holds puljer. Vi skulle lægge ud mod Hjallelse, som på forhånd var udråbt til medaljeaspirant, så det var ikke uden nerver pigerne gik på banen. Hjallelse kom da også bedst fra start, men selv om de havde et meget homogent hold, manglede de nogle profiler, som kunne afgøre boldene. Det har vi i Simone Hansen og Julie Guldager. På gode hævninger af Sedef Caglar og Gabriella Nimlaor, bragede de det ene smash i gulvet efter det andet, så kampen blev vendt til vores fordel og en god start med en 2-0 sejr var en realitet.
I anden og tredje kamp mod henholdsvis Havndal og Lyseng var der ingen problemer. det blev til to hurtige 2-0 sejre. Herefter var det Middelfart der stod for tur. På papiret var det det svageste hold i puljen og det gav mulighed for at benytte nogen af de nyeste spillere i truppen. De klarede det fint, men mangler dog den nødvendige erfaring, så andet sæt blev tabt, så der skulle et afgørende tredje sæt til. I dette blev der igen spillet i stærkeste opstilling. Sættet blev overbevisende vundet med 15-2 og den fjerde sejr var i hus. Sidste kamp på dagens hårde program var mod Bogø, som vi sædvanligvis har tætte kampe mod, men denne lørdag var selvtilliden i top, og det blev til endnu en overbevisende 2-0 sejr. Dermed var vi puljevindere og skulle søndag morgen møde nr. 4 fra den anden pulje i en kvartfinale.
Kvartfinalemodstanderen blev Skovbakken, som vi aldrig har mødt tidligere. De havde to rigtig gode angribere, men heldigvis havde de problemer med at få styr på vores server, så de kom aldrig rigtig til fadet. Resultatet blev overbevisende 25-9, 25-18. Der var nu semifinale mod Havndal, som var blevet slået i puljespillet. Havndal havde stævnets hårdeste server, men i de fleste af deres kampe havde de også en stor fejlprocent. Desværre for os var dette ikke tilfældet i semifinalen. De tordnede den ene serv afsted efter den anden. Vi blev rystet og inden vi igen fik styr på nerverne og modtagningerne, havde Havndal taget første sæt 25-17. Andet sæt startede lige så slemt og Havndal havde en føring på ikke mindre end 21-13, før vores spil kom igang. Vi begyndte at score point i egen serv, men også Havndal tog et par stykker, så da Sedef, som var banens mindste spiller skulle ned og serve ved stillingen 18-23, var det absolut med ryggen mod muren. Nok er Sedef lille af ydre, men inden i var det en kæmpe der stod og servede. Den ene pressede serv efter den anden sendte hun afsted, og de gange bolden kom tilbage stod en velspillende Simone klar i forsvaret og sørgede for at sende bolden frem til Gabriella som hævede så vores angribere kunne sætte punktum for duellerne. Brøndbymaskinen kørte igen og på mirakuløs vis lykkedes det at tage en stime på hele syv point og dermed sættet 25-23. Tredje sæt blev lige. Havndal var foran med to ved sidebyt, men vi kom igen og vandt sættet med tætte 15-12.
Finalen var en realitet og modstanderen på den anden side var Amager, som vi noget overraskende havde slået 14 dage tidligere ved sjællandsmesterskabet. Der var således lagt op til et brag af en revancematch og det må siges, at Amager, som har en bredere og mere rutineret trup, havde formået at blande kortene rigtigt. I et næsten fejlfrit første sæt vandt de 25-12 over et meget nervøst Brøndbyhold, som havde alt for mange servefejl. I andet sæt kom vi bedre i gang og sættet blev meget lige. Alligevel endte det med 25-23 til Amager, som dermed fuldt fortjent vandt mesterskabet. Ærgerligt for os, at vi ikke lige kunne fremtvinge et afgørende tredje sæt, men trods alt stor glæde over de velfortjente sølvmedaljer.
Til toppen
Junior DM vel gennemført
Brøndby Volleyball Klub lagde i weekenden d. 29.-30. april lokaler til afholdelsen af de danske mesterskaber 2006 i volleyball for juniorer. Vi havde set frem til arrangementet med nogen spænding, da det jo er omkring 20 år siden vi sidst har stået med så stort et indendørsarrangement, men med sådan en flok søde og rare mennesker, som volleyfolket nu engang er, forløb alt tilnærmelsesvis gnidningsfrit. Derfor en stor tak til vores mange hjælpere, men også tak til alle deltagerne, som var med til at give os en god oplevelse. Forhåbentlig blev den det også for jer.
Til toppen
DS1 Pokalkamp
Sent søndag aften startede, med to timers forsinkelse pga vores forudgående junior-DM, en pokalkamp mellem vores 1. damer og VK Næstved. En kamp, som vi efter et spændende femsætsopgør kunne trække sig sejrrigt ud af.
Det var på papiret lagt op til en utrolig tæt match. Vi havde før årsskiftet spillet mod Næstved i 1. division og vundet med de tætte cifre: 25-23, 25-22, 23-25, 27-25. Efter nytår har de to hold så spillet elitekvalifikation, og her sluttede vi begge hold på en 4. plads i hver deres afdeling.
Vi var på forhånd noget bekymrede, idet fire af holdet spillere jo forud deltog i weekendens junior-DM, som også fandt sted i Tjørnehøjhallen. Hvor dum kan man da også være at fastlægge en kamp på så tåbeligt et tidspunkt kan man så spørge, men reglerne for den såkaldte Lufthansa Cup foreskriver, at vi inden for en afsat 14 dages periode, skal tilbyde modstanderklubben tre spilletidspunkter, hvoraf mindst et skal ligge i en weekend. Nu var det så uheldigt, at de to weekender der var til rådighed, var de værst tænkelige for os.
Dels var der DM-weekenden, men den anden var endnu værre, for her måtte vi se helt bort fra seks spillere, idet tre spillere, Mie Lindgren, Gabi Overgaard og Camilla Madsen skal med deres Team Danmark hold på Falkonergårdens Gymnasium til Kroatien for at spille VM i skolevolleyball, det nyetablerede beachmakkerparret Eva Bang og Mia Olsen skal på en uges beachtræningslejr på La Santa og Helen Jacobsen er optaget af deltagelse på det færøske landshold.
Således presset søgte vi forbundet om lov til også at bruge søndagen før afviklingsperioden. Det blev bevilget, men Næstved ønskede ikke at spille denne dag. Et forsøg på at lade Næstved vælge frit mellem de ti hverdage slog også fejl og tilbage var altså kun den uhensigtsmæssige søndag.
Vi måtte i kraft af flere af spillerne allerede havde brugt en del kræfter, bytte noget rundt på opstillingen. Mie Lindgren rykkede over som diagonalspiller, og Mette Spangen som havde friske ben spillede i stedet på venstrekanten. Eva Bang havde allerede fem sæt i benene og var også nødt til at finde nogle skjulte reserver frem.
De øvrige pladser var spillere der ikke var hæmmet af det forudgående stævne. Det var de to ynglingespillere Christina Jensen og Line Møller Rasmussen samt holdets eneste seniorspiller, Stine Spangen. Holdets anden senior, Helen A lakjuni Jacobsen var på Færøerne, for at deltage i en træningslejr for det færøske landshold, hvor hun netop er blevet udnævnt til anfører.
Til trods for de bange anelser, kom vi hurtigt foran og det så ud til, at det skulle blive en meget lettere kamp end forventet. Vi dominerede hele vejen og tog sættet 25-13, men så vågnede Næstved og begyndte at spille deres sædvanlige flotte spil.
De tog dermed næsten lige så sikkert andet sæt 25-17 og fortsatte i tredje sæt med 25-20. Vi var tæt på at måtte sande, at kræfterne nok ikke kunne holde til så hårdt et program, men alligevel viste fjerde sæt, at vores træningsmængde der vel er noget nær det dobbelte af Næstveds, alligevel har båret frugt. De begyndte at lave flere fejl og næsten mirakuløst kunne vi vende tilbage i kampen med et overbevisende sæt på 25-14.
Det afgørende femte sæt blev nu sat i gang. Næstved lagde bedst ud og førte da holdene skulle bytte bane ved 8-6. De øgede yderligere til 9-6 inden vi vandt bolden tilbage. Christina Jensen skulle serve og det gjorde hun så effektivt, at Næstveds angreb blev uden effekt. I Christinas serv tog vi hele fem point og var dermed på 11-9. En føring der holdt kampen ud.
Vi vandt sættet 15-12 og dermed kampen. Et flot punktum for en hård Brøndby weekend. Vi er videre til ottendedelsfinalerne, som først skal spilles til september.
Til toppen
Lufthansa-Cup: Brøndby - Næstved
Umiddelbart efter junior-DM´s præmieoverrækkelse lægger Tjørnehøjhallen gulv til endnu en kamp.
Det er Brøndby Volleyball Klubs unge 1. hold for damer, som skal møde Næstved VK i Lufthansa Cup.
Vi i Brøndby Volleyball Klub håber at mange af jer vil blive og se en formodentlig spændende og jævnbyrdig kamp, mellem to hold der i år begge har spillet i hver deres afdeling af elitekvalifikation. Begge hold er blev nr. 4.
Før jul mødte de to hold hinanden i en utrolig spændende og velspillet kamp som Brøndby vandt 3-1 (25-23, 25-22, 23-25, 27-25).
På Brøndbys hold er der deltagelse af fire spillere, som også er med i weekendens DM. Forhåbentlig har de stadig kræfter i behold til en sejr. Sikkert er det, at de godt kan bruge støtte fra nogle af alle deres ungdomsvenner. Vi ved at mange af jer har langt hjem, så uanset hvad I vælger, så GOD TUR HJEM.
Se resultatet af kampen her
Til toppen
BVK vinder SM for Piger
Lørdag den 22. april 2006 blev der spillet SM for Piger i Bogøhallen. I en spændende finale vinder BVK 2-1 (19 - 25, 25 - 18, 19 - 17) over Amager.
Pigerne kvalificerer sig dermed til DM.
Se mere om stævnet samt et billede af pigerne på KVBK's hjemmeside
Til toppen
Nyt i BVK
Velkommen til hjemmesiden i ny udgave og i nyt design. Vi håber med denne ændring at kunne gøre siden mere brugbar og at vi med dette initiativ kan komme tættere på klubbens medlemmer.
En af forudsætningerne for at opnå succes med det er dog at DU bidrager !!!
Har du kommentarer eller bemærkninger, så giv lyd fra dig.
Har du ideer til indhold, så giv lyd fra dig.
Har du noget der er relevant at få lagt ind på siden, så giv lyd fra dig.
Det hele kan sendes til Jan eller Bo.
Til toppen
  Brøndby Volleyball Klub