DU17-mesterskab til Brøndby

Øverst fra venstre: Steen Spangen, Mira Abildgaard, Anna Stage Hansen, Nicole Dahl, Marie Louise Bergmann, Julie De Blanck, Louise Mørch, Henrik Dahl. Nederst fra venstre: Liv Magnussen, Ida Lambach, Olivia von Holstein, Stephanie Dahl, Lea Jensen (Foto: Henrik Mørch)

Brøndby Volleyball Klub vandt i weekenden det danske mesterskab for DU17. Vi har gennem de seneste knap ti år været en af de dominerende klubber i dansk dameungdomsvolleyball og det er blevet til et hav af medaljer. Dette ungdomsarbejde er nu yderligere blevet styrket under navnet BRH Volley, som er et samarbejde mellem BVK, RS og HVK. I sidste weekend blev det til en sølvmedalje for klubbens ældste piger i DU20-rækken og nu opgraderede klubbens DU17-hold til guld.

Gennem året er der spillet kvalifikationsstævner i landets forskellige regioner og da BRH i forbindelse med disse vandt sjællandsmesterskabet, var holdet topseedet blandt de tolv hold, som havde kvalificeret sig til det afsluttende danmarksmesterskab, som blev afholdt i Dalumhallerne i Odense.

Holdene var inddelt i to seksholdspuljer, hvoraf to fra hver gik til semifinaler og vinderne videre til finalen. Det var således et hårdt program med syv kampe på to dage. Lørdag skulle de første fire puljekampe spilles og vi lagde ud mod Amager Volley, som uden større problemer blev slået 2-0. Herefter var det Gentofte Volley. Det var deres DU20-hold vi havde tabt til ved forrige weekends DU20-DM og også denne kamp blev hård. Heldigvis med os som vindere med 2-1. Herefter var der en yderst overkommelig opgave mod det nordjyske hold LKB Gistrup. Mod dem var der mulighed for at spare hele fire af holdet bærende kræfter og alligevel vinde overbevisende 2-0. Til slut var det en af de to lokale klubber Fortuna Odense, som ligeledes blev slået 2-0. Vi var herefter sikre på en semifinaleplads, så vi kunne se frem til en rolig nattesøvn. Det samme må man formode, at Gentofte kunne, da de i morgenkampen skulle møde puljens bundprop Gistrup. hvorimod der i den anden pulje var fire hold, som alle havde tabt en kamp. Det var Team Køge og VKV Gladsaxe samt VK Hjallelse og Grøndal EV. De fire hold skulle i søndagens morgenkampe møde hinanden parvis, med vinderne videre til semifinalerne.

Søndag morgen var der igen mulighed for at spare nogle spillere i 2-0 sejren over Ikast KFUM, før det for alvor blev spændende. Der skulle spilles semifinale mod den arrangerende klub VK Hjallelse. De to hold fulgtes ad frem til lidt over midten af første sæt, hvor en af Hjallelsespillerne slog hul på vores servemodtagninger og lavede sig et forspring på seks point, som ikke kunne hentes. Andet sæt stod helt i BRH´s navn og blev vundet meget overbevisende, mens tredje sæt igen blev lige, men med os som vinder.

Finalen var nu en realitet og modstanderen var Team Køge, som havde slået Gentofte ud i semifinalen. Køge var det hold vi havde slået i en utrolig lige og velspillet finale ved sjællandsmesterskabet. Vi spillede yderst koncentreret og vores servetaktik, lykkedes perfekt. Det lykkedes os at få Team Køges bærende angribere til at lave en del fejl, som gav os overtaget og dermed sættet.

Andet sæt blev det store drama. Holdene fulgtes hele vejen, men vi kom til matchbold ved 24-23. Her bragede Mira Abildgaard et smash i gulvet tæt ved baglinien. Spillerne på banen jublede og udskiftningsspilerne løb ind på banen for at juble med, men efter et øjeblik gik det op for spillerne, at dommeren, måske som den eneste, havde set bolden ude af banen, hvorfor han havde dømt den og pointet til Køge. Det fik vores trænerteam coach Steen Spangen og ass. coach Henrik Dahltil at brokke sig højlydt og Henrik var efter dommerens mening for lang tid om at dæmpe sig, hvilket resulterede i et gult kort og yderligere et point til Team Køge, som nu havde sætbold. Ærgerligt når en dommerfejl kommer til at koste to point. BRH-pigerne var rystede og slet ikke klar tll servemodtagningen, hvorfor serven fra Team Køge gik rent i gulvet. Et tredje og afgørende sæt var nu en realitet.

Team Køge vandt serven, men lagde ud med en servefejl, hvorefter den kun 13-årige Liv Magnussen gik i servefeltet for os. Trods sin unge alder og forrige sæts frustrationer holdt hun hovedet koldt og sendte sin yderst effektive serv afsted den ene gang efter den anden. Team Køge formåede ikke at styre den. Hun "overlevede" en time out og servede frem til sidebyttet ved 8-0, hvorefter hun lavede en servefejl. Forspringet var dog så stort, at nerverne var i ro, så vi kunne støt og roligt køre sejren i hus og for anden gang slippe jublen løs, før de velfortjente medaljer kunne hænges om halsen og pokalen løftes i vejret.

Efter finalen kunne holdet ydermere glæde sig over, at Mira Abildgaard, som også i år er debuteret på Brøndbys elitedivisionshold, blev kåret som kantangriber på året hold og ydermere kåret som aldersgruppens mest betydningsfulde spiller, MVP.


Til toppen

Bronze til Brøndbys elitekvinder

Øverst fra venstre: Steen Spangen, Julie Guldager, Mette Spangen, Lisa Drennan, Jolene Baptiste, Stine Spangen, Jens Bang. Nederst fra venstre: Eva Bang, Mia Olsen, Christina Jensen, Stine Bleeg, Crystal Ames, Mie Lindgren (Foto: Thomas Guldager)

Tirsdag d. 13. april sikrede Brøndby Volleyball Klubs kvindehold sig DM-bronzemedaljer, med en sikker 3-0 sejr over Frederiksberg Volley. Efter de meget tætte semifinaleopgør mod Fortuna Odense, hvor vi to gange havde føringer på 2-0 i sæt og i den ene kamp endda to matchbolde, samt et 0-3 nederlag hvor vi i sidste sæt måtte helt frem til 28-30 før der var fundet en afgørelse, havde holdets trænerteam Jens Bang og Steen Spangen arbejdet ihærdigt på at bringe selvtillid og optimisme ind på holdet igen. Missionen lykkedes og på nær i en kort periode i tredje sæt, var vores piger klart overlegne.

Første sæt var ikke specielt underholdende. Dertil var vores server alt for effektive, og bortset fra en hel del servefejl, havde Frederiksberg også succes med at drille vores modtagning, hvilket resulterede i meget få dueller. En veloplagt Mie Lindgren sørgede for fuldstændigt at slå Frederiksbergs servemodtagning i stykker. Undervejs præsterede hun tre serveesser. Eva Bang lavede et enkelt og Christina Jensen lukkede sættet ved at lave to af slagsen i en lille stime der gik fra 22-18 til 25-18.

I andet sæt fungerede vores server ikke helt så godt. Godt nok præsterede Mie, og Mette Spangen et servees hver og Christina sørgede midt i sættet, for at bringe os på 18-11, med en stime på fire point, men sættet bød også på fire servefejl. Til gengæld viste vores tre Amerikanere sit værd i dette sæt. Holdets libero Crystal Ames havde efter en svag start, fået bedre styr på modtagningerne. Centerangriber Jolene Baptiste udnyttede sine 1,97 m. til at knalde smashene i gulvet og Lisa Drennan sørgede for nogle vigtige blokadepoint, hvilket ikke plejer at være hendes styrke. Igen endte sættet 25-18.

Kampen skulle helt hen til tredje sæt, før der kom spænding om udfaldet. Frederiksberg lagde ud med en 4-0 føring, som senere blev udbygget til 10-5 og 18-12 og mon ikke der var enkelte i hallen, som fik dystre tanker om de tidligere semifinalenederlag. Heldigvis lod holdet sig ikke gå på. Vores dygtige hævere Eva Bang og Stine Bleeg fortsatte ufortrødent med at levere bolde til deres angribere og i en flot slutspurt hentede vi det tabte og vandt kampen med 25-21, hvorefter vi lod champagnepropperne springe og lod holdet hylde af en fyldt Tjørnehøjhal. Tak til både Frederiksbergs tilhængere og vores eget dejlige publikum for en dejlig stemning, med helhjertet men fair opbakning fra begge sider.


Til toppen

Sølv til DU20

BRH DU20 ved DM 2010 (Foto: Thomas Guldager)

Vi havde et mesterskab at forsvare, da DU20-holdet mødte op til weekendens afsluttende DM-stævne, i Kildeskovhallen i Gentofte. De var således også på forhånd udset til at være et med i favoritgruppen. Det endte da også med en finaleplads, hvor det så til gengæld blev til et nederlag til Gentofte. Et absolut flot og godkendt resultat, når man ser på de svære betingelser holdet har haft op til DM. Da spillerne har været spredt på flere hold og kun har spillet sammen i mindre grad. Et problem, som vores finalemodstander dog ret beset også har været ramt af. Det var således først i ugen op til DM, at det blev klart at Julie Guldager blev klar til kamp efter en over fem måneder lang skadespause.

Lørdag vandt vi vores indledende pulje med sejre over Ikast KFUM og Fortuna Odense Volley og var dermed kvalificeret til en barsk kvartfinalepulje med VK Hjallese som var seedet 1, Gentofte Volley der var seedet 2 og os selv som var seedet 3. Førstnævnte blev slået og da Hjallese tidligere på dagen havde tabt til Gentofte, var vi nu sikret en semifinaleplads, Det blev derfor valgt at spare nogle spillere i kampen mod Gentofte, hvor det blev til nederlag.

I søndagens semifinale var modstanderen Aarhus Volley, som indtil da havde vundet alle sine kampe. Det blev som ventet en tæt og nervepirrende kamp. Aarhus kom bedst fra start og sad med skarpe server og godt angreb på første sæt. Holdet var konstant foran og fik deres første sætbold ved 24-20. Her fik vi nogle lette points og efter yderligere et par bolde, stod det pludselig 24-24. Herefter skiftedes holdene til at vinde indtil vi ved 28-27 fik lagt en god blokade og lukkede sættet 29-27. Det rystede dog ikke jyderne, som hurtigt tog endnu en føring i 2. sæt, og denne gang holdt hjem til 25-20. 3. sæt blev lige omvendt. Vi tog midt i sættet en føring på 4 points, og kørte sættet hjem med 25-20. I fjerde sæt var det Aarhus der tog føring, men ved 23-21 gik den kun 14-årige Olivia von Holstein til serv og servede de næste 4 bolde til 25-23, godt hjulpet af godt forsvar fra Stephanie Dahl, som gjorde at Eva Bang kunne sende bolden til Julie Guldager og Mira Abildgaard, som bragede nogle smash ned på kanterne. Sidstnævnte opnåede efterfølgende den ære, at blive kåret til årets hold.

Som ventet var det hjemmeholdet Gentofte der blev modstander i finalen. Desværre kunne vi ikke stå for deres kraftige servepres. Upræcise servemodtagninger, gjorde det alt for let for Gentofte at forudse angrebet og da Julie Guldager, som ikke har kunnet træne optimalt i flere måneder, fuldt forståeligt var ved at være godt brugt, gik en del af smashene i Gentoftes blokader og da Gentofte samtidig spillede noget nær fejlfrit, blev det dem der med en 3-0 sejr, fuldt fortjent og under vild jubel kunne fejre klubbens første DM-guld i dameungdomsrækkerne.

Selvfølgelig var vores piger skuffede, men holdet er meget ungt. Det er således kun Eva Bang der falder for aldersgrænse, så også næste sæson bør holdet være blandt favoritterne. Otte af spillerne er kun DU17-spillere og skal i aktion i den kommende weekends DU17-DM, hvor de ligeledes er i favoritfeltet og af disse otte er de tre yngste kun DU15-spillere. De havde i denne weekend måttet "svigte" deres DU15-kammerater, da der i denne aldersgruppe lidt uheldigt var placeret et sjællandsmesterskab. Ikke desto mindre kunne den resterende del af DU15-truppen, meget imponerende sikre sig en sølvmedalje uden deres tre "DU20-stjerner", Liv Magnussen, Stephanie Dahl og Olivia von Holstein.


Til toppen

Nu gælder det bronzen

Christina Jensen og Mie Lindgren i blokade (Foto: Thomas Guldager)

To semifinalgysere som begge blev tabt med 2-3 efter at have været i front med 2-0. Det var de barske realiteter, da vores elitedivisionskvinder mødte op til tredje semifinalekamp i Odense. Skulle en finaleplads blive en realitet, skulle de resterende tre kampe vindes.

Det var således et presset mandskab der Langfredag gik på banen i Klostermarkshallen. Fortuna derimod havde nu tre chancer tilbage til at realisere deres finaledeltagelse, så de gik fulde af selvtillid på banen og lagde ud med effektivt og fejlfrit volleyball og inden længe havde de skabt en komfortabel føring, som holdt til sættets afslutning på 25-17. Fortuna fortsatte deres gode takter i andet sæt og kom foran med 16-10, før vi havde fået sundet os og for alvor kom i gang med det spil, som i de to forrige kampe havde givet publikum noget af det flotteste kvindevolley, som er set på dansk grund. I Stine Spangens serv lukkede vi holdet til 16-16 og herfra blev det nøjagtigt lige så medrivende og seværdigt, som det havde været i de forrige kampe. Libero Crystal Ames modtog serverne yderst præcist og de to hævere Eva Bang og Stine Bleeg sendte boldene videre til deres angribere, hvor Mie Lindgren, som blev kåret som kampens spiller for alvor var kommet op i gear og således også blev sit holds topscorer. Desværre for os fastholdt Fortuna deres gode spil og i en tæt afgørelse tog de sættet 25-23.

Det så nu for alvor sort ud for os og vores piger gjorde alt hvad de kunne for at nå deres mål. De medrejsende tilskuere gjorde deres bedste for at opmuntre deres favoritter, men Fortuna havde ikke tænkt sig at slække på grebet. I et medrivende tredje sæt skiftedes de to hold således til at have små føringer og vi spillede os frem til sætbold ved 24-23. Fortuna overlevede, men vi fik en ny sætbold ved 25-24, som desværre blev forspildt med en servefejl. Det var nu Fortunas tur til at have sæt- og matchbolde. De tre første overlevede vi i nogle nervepirrende dueller, før Fortuna på den fjerde slukkede vores håb om en finaleplads.

Det er naturligvis nogle skuffede piger, som nu kan se tilbage på tre utroligt spændende og velspillede semifinalekampe, som har budt på tætte kampe, hvoraf ikke mindre end syv sæt er blevet afgjort med mindst mulig marginal. Samtidig må de også glæde sig over, at de har været del af nogle utroligt velspillede semifinaler, hvor den anden part, Fortuna meget vel kan være den kommende danmarksmester, hvis de magter at holde det høje niveau og den effektivitet, som de har haft i de afgørende situationer. Især Katherine Whitney fortjener at blive fremhævet som en spiller der meget vel kan blive den afgørende faktor i en DM-finale.

Vores piger skal nu ryste skuffelsen af sig og i stedet koncentrere sig om bronzekampen mod Frederiksberg, som spilles på hjemmebanen i Tjørnehøjhallen tirsdag d. 13. april kl. 18.00.


Til toppen

Generalforsamling

Brøndby Volleyball Klub afholder generalforsamling mandag d. 12. april 2010 kl. 20:00 i klublokalet.

Dagsorden ifølge vedtægter:

1. Valg af dirigent og stemmetællere

2. Formandens beretning

3. Udvalgenes beretning

4. Kassereren aflægger regnskab

5. Fastsættelse af kontingent

6. Indkomne forslag

7. Valg af bestyrelse og revisorer

- Formand vælges for 2 år (lige år)

- Næstformand og kasserer vælges for 2 år (ulige år)

- 4 menige bestyrelsesmedlemmer vælges for 1 år

- 2 revisorer vælges på skift for 2 år

- Revisorsuppleant vælges for 1 år

8. Valg til udvalg

9. Eventuelt

Sager der ønskes behandlet, må indsendes skriftligt til bestyrelsen senest 8 dage før generalforsamlingen afholdes.


Til toppen

To matchbolde

Brøndbymandskabet som forlader banen efter et færdigspillet sæt. Forhåbentlig er det ikke guldkampen der forlades (Foto: Thomas Guldager)

Som ventet blev det endnu et drama. Da vores elitedamer tørnede sammen med pokalmestrene og flere gange danmarksmestre fra Fortuna Odense i den anden semifinale. Som i første kamp var det os der kom i front med en føring på 2-0 i sæt, men desværre var det igen Fortuna der havde nerverne under kontrol og vandt 3-2. Skuffelsen var naturligt nok stor hos vores piger, da de denne gang oven i købet havde haft to matchbold i tredje sæt. Nu er de med ryggen mod muren tvunget til at vinde de tre sidste kampe. Heraf to på udebane.

De to hold startede meget jævnbyrdigt, men vi virkede nervøse og lavede en del personlige fejl. Det udnyttede Fortuna til midt i sættet at skabe sig en føring på 15-10. Vi fik styr på nerverne og sammenspillet mellem hæverne og deres angribere begyndte at fungere. Både centerspiller Jolene Baptiste og kantangriber Lisa Drennan var startet lidt svagt, men begyndte nu at vinde deres angreb. Vi fik kontakt ved 17-17 og herfra kørte de to hold parløb indtil 23-23, hvor Lisa smashede et point hjem, hvorefter Stine Bleeg sluttede sættet af med et servees til 25-23.

I andet sæt startede vores angreb igen lidt svagt og Fortuna tog hurtigt en føring på fem point, som holdt lige fra 9-13 til 15-20. På det tidspunkt gik Mie Lindgren, som var skiftet ind midt i sættet, til serv. Hun sørgede med en effektiv serveserie, hvoraf to var esser, for at bringe os til føring 21-20. De bolde der kom retur blev effektivt vundet af Lisa, som for alvor var oppe i gear. Fortuna kom tilbage i ny føring på 23-22, før Stine Bleeg for anden gang kunne være den der servede sættet hjem med 25-23.

Tredje sæt startede lige, men vi havde i dette sæt alt for mange servefejl, hvilket Fortuna udnyttede til en komfortabel sætsejr på 25-16. Fjerde sæt blev igen skæmmet af nogle servefejl fra vores side, samtidig med at især Fortunas Kathrine Withney begyndte at vise hvorfor hun sidste sæson blev kåret som MVP. Fortuna kom i front 12-7, før tingene igen begyndt at køre for os. Lisa Drennan servede to esser og hendes øvrige server pressede Fortunas angreb tilstrækkeligt til, at Stine Spangen og Jolene Baptiste kunne stoppe det i blokaderne. Vi fik kontakt og fortsatte de gode takter i Christina Jensens serv. Også hun leverede to esser og vi gik til føring på 19-14. Fortuna lod sig dog ikke ryste og fik sig således også spillet ud af to matchbolde, som vi opnåede ved 24-22. Første bold sørgede en ukuelig Kathrine Withney for at hamre i gulvet og den anden bold var det trist nok vores eget angreb der fejlede. Vores spil blev nervøst og Fortuna sikrede sig herefter endnu to point og dermed sættet 26-24.

Et femte sæt blev nødvendigt og hallen kogte som aldrig før. Trommerne larmede og de to publikumslejre gjorde deres yderste for at hjælpe deres favoritter. Det samme gjorde Brøndbys sponsorbord med hovedsponsor Time Vision i spidsen, som naturligt nok havde et ønske om at deres investering kommer i finalen. Igen blev der startet jævnbyrdigt. Vi fik en lille føring på 8-6 ved sidebyttet, men så gik det galt. Angrebet kunne ikke vinde de nødvendige point og Fortuna gik til 11-8. En føring som de ikke gav fra sig og dermed vandt sættet 15-12 og for anden gang en 3-2 sejr.

Det er derfor med ryggen med muren, når vi Langfredag d. 2. april tager til Odense for at spille tredje semifinale. Denne kamp skal vindes, hvis holdet skal gå til finalen og det samme gælder hjemmebaneopgøret mandag d. 5. april kl. 19.00 i Tjørnehøjhallen og udebanekampen d. 7. april. Det bliver svært, men ikke umuligt. Spillerne må indprente sig hvor lige kampene har været og at det lige så godt kunne have været dem der var i føring med to kampe. I første kamp vandt de faktisk tre bolde flere end Fortuna, blandt andet i kraft af et forrygende andet sæt på 25-8 og i den netop spillede kamp var der to matchbolde, som med lidt mere held havde bragt sejren i hus. Sikkert er det, at publikum uanset udfaldet vil få masser af drama også i den kommende tid. Vi håber at rigtig mange vil følge os og give den uvurderlige støtte.


Til toppen

Sensationel storsejr lurede, men...

Kampens spiller Crystal Ames i en servemodtagning (Foto: Thomas Guldager)

Der er lagt op til et yderst lige semifinaleforløb, i vores opgør mod Fortuna Odense. Vinderen findes i bedst af fem kampe. Fortuna havde hjemmebane i første kamp i lørdags og det så derfor rigtig godt ud for os, da vi kom i front med 2-0 i sæt, men herefter svingede kampen fuldstændigt over og Fortuna tog de tre næste.

Fra start lignede det det jævnbyrdige opgør alle havde forventet. De to hold fulgtes ad frem til en lille Fortunaføring på 10-8. Herefter rykkede vi i Lisa Drennans serv til føring på 14-10. Fortuna fik næsten kontakt igen, men Christina Jensen sørgede for med en utrolig effektiv serv at skabe nyt hul til 17-13. Føringen hold helt frem til slutningen hvor Fortunas anfører Dorthe Windeleff med tre gode server skabte kontakt ved 23-23. Vi holdt dog hovedet koldt og vandt de to sidste bolde til 25-23.

I andet sæt skete så det, som ikke burde være muligt mod et hold som Fortuna, som er regerende pokalmester og har adskillige danmarksmesterskaber bag sig. De lagde ud med at serve, men vi vandt første angreb, hvorefter Stine Bleeg gik i servefeltet. Der blev hun stående til vi havde en fuldstændig uhørt føring på ikke mindre end 13-0. Undervejs havde Stine præsteret ikke mindre end fem serveesser og lod sig ikke forstyrre af, at Fortunas coach "Mini" gjorde brug af begge sine time-outs. De gode takter fortsatte. Libero, Crystal Ames lavede fantastisk forsvar og kanterne Lisa Drennan og Stine Spangen var utrolig effektive gennem dette sæt. På kun 14 minutter måtte Fortuna se sig ydmyget med en fuldstændig uhørt afklapsning på intet mindre end 25-8.

Der var svært at tro,at Fortuna kunne komme tilbage efter denne øretæve og måske gjorde vi den samme fejl, at tænke sådan. I hvert tilfælde havde Fortuna på ingen måde givet op og de bragte sig i front fra starten af tredje sæt og havde inden længe en føring, som var størst ved 11-4. Vi hentede lidt af det tabte, men et igen velspillende Fortunahold havde ikke længere tænkt sig at give slip og de vandt 25-20.

Fjerde sæt startede lige, med godt spil fra begge hold, men ved føring 11-8 til os gik Fortunas Maja Pilgaard i servefeltet og hun formåede fuldstændigt at ødelægge vores modtagning. Fortuna gik til 14-11 og fra da af hang vi bagefter frem til sættest afslutning ved 25-19.

Publikum fik dermed det drama de var kommet efter. Kampen måtte ud i det afgørende femte sæt. De to hold skiftedes til at vinde point og fulgtes frem til sidebyt ved 8-7 til Fortuna. Stine Bleeg servede os til føring på 10-8, men bedst som det så ud til, at vi kunne få en fantastisk start på semifinaleforløbet, gik der gummiarm i det. Fortuna tog seks point i træk og fik matchbold ved 14-10. Vi overlevede den første, men i bolden efter tog Fortuna kampen med 15-11.

Skuffelsen var selvfølgelig stor. Med udsigt til en sentationel storsejr smed vi det hele igen, men alligevel er der en god portion optimisme i truppen. Vi er klar over hvad der gik galt og tror på at det kan rettes inden returopgøret tirsdag d. 30. marts kl. 19.30 i Tjørnehøjhallen, hvor vi forventer fuldt hus til endnu et drama. Tredje kamp spilles hos Fortuna i Klostermarkshallen fredag d. 2. april kl. 19.00 og i Brøndby håber vi også på at der skal en fjerde kamp til i Tjørnen mandag d. 5. april kl. 19.00 og eventuelt også en afgørende kamp i Odense onsdag d. 7. april kl. 19.30


Til toppen

BRH Volley Sjællandsmestre for DU-17

Sjællandsmestrene

Søndag skulle vores BRH DU-17 hold se hvor langt holdet var kommet på vej mod sæsonens mål om medaljer til Danmarksmesterskabet. Vi skulle spille om Sjællandsmesterskabet, som samtidig fungerer som kvalifikation til DM.

Kravet til DM-kvalifikation var en semifinaleplads, og da holdet forlods var sikret 2 points gennem deres 2. plads i forårsturneringen, skulle der alene vindes en puljekamp for at komme i semifinalen.

Første kamp var mod det formodede svageste hold fra Amager. Der blev traditionen tro startet en smule tøvende, og først midt i sættet kom der ro på både modtagning og angreb, og derfra trak vi fra og vandt sættet med god margin. Det gentog sig i 2. sæt, og efter små 40 minutter havde vi vundet 2-0 og var dermed kvalificeret til DM i Odense den 17-18. april.

I næste kamp skulle vi så møde Grøndal i kampen og puljens førsteplads og derved muligheden for at spille mod Gentofte, som blev det næstbedste hold i den anden pulje. Vi ville gerne vente længst muligt med at møde puljevinderen og mesterskabsfavoritterne fra Team Køge, så der blev sat alle sejl ind for at vinde.

Det viste sig at pigerne var kommet i omdrejninger. Første sæt blev vundet med overlegne 25-12, og 2. sæt blev vundet med helt utrolige 25–3. Vi spillede fejlfrit og med stor gejst, og aldrig er et sæt til et SM blevet vundet så overlegent. Nu ventede Gentofte i semifinalen, og her var der revanche til gode efter en meget ringe indsats i den seneste turneringsrunde, hvor vi havde tabt 1-2.

I dag havde holdet dog ikke tænkt at give sig så let, og fortsatte det meget overbevisende spil. Vi servede skarpt og når Gentofte endelig kom til angreb, stod holdet helt rigtigt i forsvaret og fik samlet boldene op. Sættet blev vundet med 25-14 og vi var godt på vej mod finalen. Gentofte foretog dog en rigtig god udskiftning af deres ene hæver, som samtidig var en rigtig god server. Hun fik hul på vores ellers meget stabile modtagning som pludselig var bagud med 2-10. Efter en Time-out blev opstillingen ændret, vi fik vundet serven tilbage og begyndte nu et langt sejt træk med at komme tilbage i kampen. Holdene skiftedes til at vinde mindre stimer, og midt i sættet var vi stadig bagud med 8-16, men Gentofte havde fået ødelagt sin rytme. Vi kom op på 12-16 og 14-18 og 17-18 inden holdet nåede helt op ved 20-20 og efter nogle meget intense dueller kom vi foran 24-22 og havde matchbold. Desværre blev den første slået ud af banen hvorefter der blev dømt en teknisk fejl og stillingen var igen helt lige. Skaden blev gjort god med en flot blokade, men på den 3. matchbold servede holdet i nettet. Gentofte vandt også den næste bold og pludselig var det dem, som havde sætbold. Heldigvis fik vi lagt et angrebspres, som gjorde at Gentoftes angreb blev presset og Louise Mørch kunne blokere pointet hjem. Gentofte vandt dog igen bolden og havde deres 2. sætbold. Den blev afværget med et flot angreb hvorefter vi med 2 fantastiske forsvarshandlinger kunne vinde de næste 2 bolde og sættet 29-27. Fantastisk flot af holdet efter dukkerten med de misbrugte matchbolde.

Nu ventede favoritterne fra Team Køge, som vi endnu ikke havde slået, og som slet ikke havde tabt nogen kampe i denne sæson. Holdene var utrolig lige hele vejen og kampen bølgede frem og tilbage med det måske bedste DU17-spil i denne sæson. Vi viste en fantastisk fighterviljer og efter at have været bagud med 14-18, kom holdet i front og på den første sætbold, tog holdet sættet hjem med 25-23.

Andet sæt blev mindst lige så spændende. BRH Volley førte hele vejen og fik sin første matchbold ved stillingen 24-20. Desværre forspildte vi 2 åbenlyse chancer for at lukke opgøret ligesom holdet blev klart bortdømt ved 24-23 og pludselig havde Team Køge udlignet til 24-24. Vi fik endnu en matchbold som blev tabt, hvorefter Team Køge fik deres første og anden sætbold. Heldigvis blev de afværget med fantastisk fight, og til sidst kunne vi med 2 gode server sikre os sættet med 30-28 på den 6. matchbold. En helt fantastisk sejr efter en dag, hvor holdet aldrig har spillet bedre og nu har spillet BRH Volley ind i favoritfeltet til DM i Odense den 17-18. april.

Det var glade piger der fik hængt SM-medaljer om halsen. Nu gælder det DM i Odense, hvor holdet vil gøre alt for at veksle sidste års sølvmedaljer til en lidt ædlere karat.

Finalen kan ses på www.holtevolley.dk . Klik på Live TV hvor man kan se både den fantastiske finale og meget spændende semifinale


Til toppen

Nu bliver det alvor

Mette Spangen (Foto: Thomas Guldager)

Vores damehold i elitedivisionen spilede lørdag den sidste af 21 indledende grundspilskampe. Modstanderen var Gentofte Volley og vi fik som håbet og måske også ventet en sejr til Brøndby. På forhånd var kampen på det nærmeste udråbt til at være en træningskamp inden de vigtige semifinaleopgør, hvor der spilles bedst af fem kampe mod Fortuna Odense. Situationen var nemlig den, at hele rækkefølgen i divisionen var afgjort inden sidste spillerunde og ingen af weekendens resultater ville kunne påvirke dette. Det var således lagt op til at afprøve de sidste ting, som kan få indflydelse på de kommende resultater og samtidig spare enkelte spillere, som gerne skulle være fuldstændige klar til semifinalerne. Således havde vi valgt at spille kampen uden vores Amerikanske stjernespiller Lisa Drennan.

Selv om Gentofte vandt andet sæt med 25-23, må det som helhed siges, at vi var klart dominerende, idet de tre øvrige sæt blev vundet så overbevisende som 25-11, 25-12 og 25-13.

Udfaldet i andet sæt skyldtes primært en række dårlige servemodtagninger, men måske kan lidt af årsagen også findes i, at vores hæver Eva Bang spillede sin første kamp efter at have måttet holde pause i fire kampe, som følge af en overbelastet skulder. Hun spillede ellers indtil da en flot kamp og lagde blandt andet ud med i første sæt at serve sit hold til en føring på 6-0. I andet sæt måtte hun så lade sig skifte ud med Stine Bleeg, som med sit energiske spil formåede at sætte så meget gang i vores angribere, at vi gik fra 19-23 hvor hun blev indskiftet og til 23-25 og altså var tæt på at hive sættet hjem.

Undervejs i kampen blev meget afgjort på gode server, hvor især Mie Lindgren havde en imponerende stime, da hun servede tredje sæt hjem fra 13-12 til 25-12. Selvfølgelig godt hjulpet af nogle velspillende holdkammerater, som sørgede for at straffe alle bolde der kom retur fra Gentoftesiden, hvis de ikke allerede var blevet stoppet i vores blokader, hvor Christina Jensen og søstrene Stine og Mette Spangen var dominerende. Sidstnævnte ydede generelt en solid indsats, som indbragte hende kåringen som kampens spiller, mens centerspiller Jolene Baptiste endnu en gang fik topscorerprisen med 15 vundne point.

Glædeligt var det også, at der var comeback til holdets langtidsskadede Julie Guldager, som har været ude i fire måneder som følge af en knæskade. Hun var dog kun inde og "mærke" banen i to bolde, hvor hun blev sat til at serve, men et servees i første serv lovede godt for den kommende tid. Nu er spørgsmålet om hun kan nå at komme helt i form til de vigtige slutspilskampe, hvoraf første kamp spilles i Odense d. 27. marts, mens andet opgør spilles på hjemmebanen i Tjørnehøjhallen tirsdag d. 30. marts kl. 19.30.


Til toppen

Rækkefølgen i grundspillet er fastlagt

Jolene og Stine S. i en blokade (Foto: Thomas Guldager)

Søndag spillede vores elitedamer kamp mod Frederiksberg Volley. Det var næstsidste runde ud af 21 kampe i grundspillet og som tingene har formet sig blev det en kamp uden resultatmæssig betydning. Med endnu en runde tilbage er rækkefølgen i grundspillet nemlig fastlagt og ikke en gang teoretiske resultater vil kunne ændre på dette. Top-4, som går til slutspillets semifinaler, bliver nr. 1 Holte IF som skal møde nr. 4 Frederiksberg Volley og vi skal som nr. 3 møde nr. 2 Fortuna Odense. Semifinalerne spilles bedst af fem kampe.

Søndagens kamp mod Frederiksberg, kunne således fuldstændigt helliges forberedelserne frem mod denne vigtige stribe af semifinalekampe. Frederiksberg kom bedst fra start, men der skulle ikke gå længe, før vi fik styr på tingene og lagde os i front, blandt andet i kraft af en effektiv Lisa Drennan, som undervejs i sættet vandt fem smash i træk. Vi kunne afslutte sættet med 25-21.

Frederiksbergs taktik mod os var tilsyneladende at presse serven mest muligt, men det betød samtidig, at de alene i andet sæt havde seks servefejl, hvilket vi udnyttede til at vinde sættet overbevisende med 25-18. Frederiksbergs taktik gik bedre i tredje sæt, hvor de på et tidspunkt havde en føring på 14-10, men i Stine Spangens serv bragte vi os tilbage i front. og da vi igen fik styr på modtagningen, kunne en velspillende hæver Stine Bleeg sætte vores centerangribere i spil. Her var der især grund til at glæde sig over en utrolig effektiv Jolene Baptiste, som udnyttede sine 1,97 m til at opretholde en killprocent på ikke mindre end 90%. En præstation der både gjorde hende til kampens topscorer og samtidig gav hende titlen som kampens spiller, Holdets anden centerspiller Christina Jensen havde ligeledes en stor effektivitet idet hun nåede op på 82%. Kan dette niveau holdes i semifinalerne, lover det godt for videre deltagelse i turneringen. Sættet blev vundet med 25-21 og der kan nu ses frem til grundspillets sidste kamp, som ligeledes kan bruges til at afpudse formen. Her forventes Brøndbys anden hæver Eva Bang at være klar til kamp igen, efter at hun har måttet holde en pause som følge af en skulderskade. Eneste tvivlsomme spiller i truppen er nu Julie Guldager, som stadig døjer med den knæskade hun pådrog sig for over fire måneder siden.


Til toppen

BVK - Holte IF

Stine Spangen (Foto: Thomas Guldager)

Vi havde set meget frem til lørdagens kamp mod Holte IF. Efter at have slået Fortuna Odense, som kort forinden havde besejret Holte to gange, var vi selvfølgelig spændte på, om vores niveau nu også kunne matche Holtes. Set på resultatet isoleret, var svaret altså et nej, men alligevel er der en del, som gør at vi er fortrøstningsfulde med henblik på den kommende periode.

De to hold startede jævnbyrdigt og skiftedes til at tage føringer. Undervejs var der nogle utrolig spektakulære dueller, hvor de to holds angriberne sendte kraftfulde smash over nettet, hvor to bevægelige forsvar forhindrede bolden i at finde vej til modstanderens gulv. Ved stillingen 12-10 til Holte havde vi så en periode, hvor effekten gik af kantangrebet. Især havde de kigget Lisa ud, som flere gange blev stoppet i blokaderne. Holte trak fra og tog sættet 25-15.

Andet sæt startede som første, men denne gang var det os der ved stillingen 11-9 trak fra og på et tidspunkt havde en føring på 20-13. Den store effektivitet i dette sæt skyldes primært en velspillende Stine Spangen, som spillede denne sæsons bedste kamp. Med 16 point blev hun topscorer og blev fuldt fortjent kåret som kampens spiller. Samtidig havde Lisa i dette sæt en langt større effektivitet i dette sæt end i de øvrige sæt. Holte kæmpede sig tilbage i kampen, men vores forspring var for stort og vi kunne lukke sættet med 25-23.

Tredje sæt startede endnu en gang jævnbyrdigt, men midt i sættet havde vores servemodtagning et udfald, som gjorde det alt for svært for hæver, Stine Bleeg. Hun var nødt til at piske rundt på banen for at få boldene sendt videre i spil, men det var dermed også alt for let for Holtes blokader at se hvor angrebet blev sat ind, så i et ryk fra 12-9 til 19-9 slukkede de vores muligheder for sætgevinst, som i stedet gik til Holte med 25-17.

Holte fortsatte de gode takter i deres serv og blokader og opnåede hurtigt en føring på 9-3 i fjerde sæt, men så skabte Stine S. nyt håb, da hun med en effektiv serv svækkede Holtes angreb tilstrækkeligt til, at vores forsvar med libero Crystal Ames i spidsen, kunne klare paragrafferne. Serven bragte os i front med 11-9 og spændingen holdt sig dermed endnu et stykke tid, før Holte til sidst igen trak fra og vandt sættet med 25-19.

Med kampens resultat er semifinalerne nu lagt fast med 99% sikkerhed. Holte bliver nr. 1 og skal møde Frederiksberg som er nr. 4. Vi skal møde Fortuna og vores indbydes placering som henholdsvis nr. 3 og nr. 2 kan kun skifte plads hvis Fortuna taber sine to sidste kampe mod Skovbakken og Lyngby - et scenarie som virker ret usandsynligt.

Vores to næste kampe mod Frederiksberg og Gentofte får dermed kun betydning, hvis Fortuna snubler som nævnt ovenfor. I stedet kan vi nu koncentrere os om at gøre os klar til semifinalekampene og ved et positivt resultat videre mod finalekampene.

Er der grund til se optimistisk på den kommende periode? Det håber og tror vi. Vi har slået Fortuna i den seneste indbyrdes kamp, hvilket vi tror på ikke er en enlig svale og vi har taget sæt fra Holte i de to seneste opgør uden at føle, at vi har spillet optimalt. Vores centerspil kom således aldrig for alvor i gang i lørdagens kamp og desuden har vi stadig et par steder vi kan optimere holdet. I lørdagens kamp havde vi ikke Eva Bang, Mira Abildgaard og Julie Guldager til rådighed. Eva har måttet holde pause pga af en overbelastet skulder, men skulle være klar igen fra næste kamp. Selv om Stine B. spillede en god kamp på svære vilkår, vil det alt andet lige være en fordel for os at have flere muligheder på hæverpladsen. Mira, som i kraft af kampens minimale betydning i forhold til placeringen i rækken, havde fået fri til at hjælpe DU20-holdet i "DHG-KOP". Hendes kraftfulde angreb, ville utvivlsomt kunne have pyntet på angrebet i perioder hvor kanterne faldt ud og sidst men ikke mindst har vi et håb om at Julie, som nu er begyndt at boldtræne igen, bliver helt klar efter sin knæskade og kan være med til at styrke både angreb og blokader.


Til toppen

1. damer vinder over Lyngby

Jolene Baptiste (Foto: Thomas Guldager)

Torsdag spillede Brøndby Volleyball Klubs elitedivisionshold for kvinder kamp på udebane i Lyngby. Cheftræner Jens Bang havde valgt at lade nogle af holdets nøglespillere stå over i denne kamp. Det gjaldt således holdets normale anfører, hæver Eva Bang samt forrige kamps stjernespiller, amerikanske Lisa Drennan, som i kampen mod divisionens nummer 2 Fortuna Odense stod for ikke mindre end 22 point.

Kort inde i kampen lavede holdets libero, Crystal Ames et lille vrid i knæet, så vi forsøgte at køre kampen videre uden libero. Det betød så, at de Christina Jensen og Jolene Baptiste måtte blive på banen når de var de bageste pladser. En ganske uvant situation for dem, som da også gav en del problemer i både modtagning og forsvar. Lyngby som er det mest rutinerede hold i rækken, med spillere der for de flestes vedkommende har over 200 kampe på bagen, lod ikke sådan en chance gå fra sig. De spillede klogt, udnyttede vores svagheder godt og bragte sig i front. Ved stillingen 22-16 til Lyngby forsøgte vi at sætte Crystal på banen igen, men selv om det stabiliserede forsvaret en del, var det for sent til at redde sættet, som Lyngby tog med 25-21.

Crystal meldte sig klar til at starte på banen fra start af andet sæt, men vores spilrytme var blevet forstyrret, så selv om vi holdt en lille føring det meste af sættet, var der ikke det overbevisende spil, som vi kan præstere. Da der så ydermere mod slutningen var fire spillere i træk der lavede servefejl, bragte Lyngby sig mod slutningen af sættet i front og fik sætbold ved 24-22. Vi overlevede og i Stine S.´s serv, fik vi reddet sættet hjem med 26-24.

Efter det tætte andet sæt, var vi tilbage i vores kraftbetonede spil. Modtagningerne kørte igen optimalt og hæver Stine Bleeg kunne for alvor vælge frit mellem sine angribere, Hvoraf Stine og Christina var dominerende i tredje sæt, mens kampens spiller Jolene Baptiste præsterede et fejlfrit fjerde sæt. Tredje og fjerde sæt blev vundet så overbevisende som 25-8, 25-15.


Til toppen

Brøndby melder sig ind i guldkampen

Lisa Drennan (Foto: Thomas Guldager)

Grundet travlhed har vi været noget tavse vedrørende nyheder her på hjemmesiden. Det vil vi nu forsøge at rettte op på. Slutspillet nærmer sig og spændingen om DM-guldet nærmer sig. Hvad er så bedre end at starte med en god nyhed.

Det var forrygende flot spil, vi kunne byde på da vi i lørdags bød på topkamp i Tjørnehøjhallen. Det var en af de dage, hvor tingene gik op i en højere enhed og det kom så til at gå ud over rækkens nummer to, de nykårne pokalmestre, Fortuna Odense Volley, som ellers har vundet otte sejre i træk og for mindre end en uge siden tildelte de regerende mestre Holte IF deres første nederlag i elitedivisionen.

I de to tidligere opgør er sejrene gået til Fortuna med 3-0 og 3-2. Fra start i dette tredje opgør så det da også kortvarigt ud til, at det var Fynboerne der skulle tage overtaget. Det var således dem der gik i front med en føring på 5-1, før vi kom ind i kampen, men herfra begyndte de mange træningstimer at give bonus. På forrygende forsvarsspil af libero Crystal Ames, blev Fortunas angreb stoppet og bragt til modangreb af vores veloplagte hæver Stine Bleeg. Der blev støt og roligt hentet ind på forspringet og ved stillingen 10-12 sørgede først Christina Jensen og derefter Stine Spangen og Lisa Drennan for, med effektive server, at bringe os til føringer på henholdsvis 14-12, 18-13 og 21-16. Fortuna tog en time-out, som umiddelbart havde den ønskede virkning. Vi måtte i nogle drabelige dueller bruge flere forsøg på at vinde serveretten tilbage og i den resterende del af sættet var vi kun i stand til at vinde et enkelt point ad gangen. Fortuna var dermed tæt på, men vores forspring var trods alt for stort og vi kunne tage sættet 25-23.

I andet sæt var der ingen slinger i valsen. Vi holdt et utroligt højt servepres gennem hele sættet. Stine S. sørgede med en stime, hvori der indgik tre serveesser, at bringe stillingen fra 4-2 til 10-2 og Mie Lindgren, som endelig er kommet sig over sin skade, brillerede senere, med bl.a. tre esser, at udbygge føringen fra 13-8 til 18-8. De gange Fortuna havde held med at komme forbi vores blokader, hvor især Jolene Baptiste med sine 1,97 m. gjorde en forskel, sørgede et effektivt forsvar for at Stine B. kunne bringe samme Jolene samt en fuldstændig ustyrlig Lisa Drennan til angreb. Sidstnævnte har været ude i de seneste to kampe, som følge af problemer med ryggen og det viste sig at være en god disposition, som nu gav fuld gevinst, idet hun stod for ikke mindre end 22 af vores point og derfor også helt fortjent blev kåret som kampens spiller.

I tredje sæt var det igen os der kom bedst fra start og føringen var på et tidspunkt så stor som 14-8. Fortuna var dog på ingen måde knækket endnu. De halede støt og roligt ind. Tog føring i en stime fra 19-20 til 23-20 og havde kort efter sætbold ved 24-21. Et fjerde sæt var en realitet, troede de fleste, men Christina ville det anderledes. Hun gik i servefeltet og sendte sin effektfulde springserv af sted. Den første fik Fortuna styr på og i den efterfølgende duel var de tæt på at vinde sættet, men Stine S nåede lige akkurat bolden med en "pancake". Stine Bleeg fik sendt bolden videre til angreb og bolden blev vundet. Herefter præsterede Christina med ryggen mod muren at lave to serveesser til 25-24, hvorefter hun desværre på matchbolden lavede en servefejl i et helhjertet forsøg på at hive sejren i hus. Fortuna havde nu serven, men endnu en gang viste Lisa Drennan sig som sikkerheden selv og sørgede under vild jubel for at både denne og den næstfølgende bold blev vundet til sejr på 27-25.

Sejren rykker ikke så meget på stillingen hvor vi efter al sandsynlighed vil ende på en tredjeplads. Holder dette stik bliver det ret sikkert Fortuna, vi skal møde i den ene semifinale, som spilles bedst af fem kampe. Det er derfor af uvurderlig betydning, at vi nu kan møde op med en tro på at de flertallige pokal- og DM-mestre er til at slå. Vi har for alvor meldt os ind i kampen om guldet.


Til toppen

Julefrokost

Julefrokost

Så er der Julefrokost - lørdag den 5. december kl. 18.00 i klublokalet

Der varmes op i hallen med DS 1 kamp mod Lyngby kl. 14 og DS2 kamp mod Tarup kl.16

Hvad skal der ske:

Vi skal da have noget god mad, hvor festudvalget sørger for en del af det varme og I melder jer ind på noget af det som I også syntes skal være på menuen. - Slå jer gerne sammen om en ret.

Menu.                                                         Hvem laver det ?

  • Fiskefileter                                               Festudvalget
  • Flæskesteg                                                  Festudvalget
  • Frikadeller                                                Festudvalget
  • Mørbrad                                                     Festudvalget
  • Tarteletter                                                Festudvalget
  • Frugtsalat                                                 Festudvalget
  • Risalamande                                               Festudvalget
  • Rugbrød/ Hvidt brød                                 evt. - Evas hjemmelavet ?
  • Lun leverpostej med bacon mm
  • Sild
  • Æg – Rejer – mayonnaise
  • Laks m/røræg el. laksetærte
  • Kyllingelår
  • Tun mousse
  • Roastbeef
  • Sylte
  • Oste + kiks

Det var noget at det vi kunne forestille os, har du selv en anden ide, så kom med den – TAK

(Du får refunderet udgiften, så gem bonen.)

Og så skal vi selvfølgelig have øl, snaps, vand og danse natten lang

Prisen for dette store arrangement bliver: 200 kr. eller 3 gange i BIF boden – (Steen har overblik over det)

Adgangstegn – min. 1 stk. julepåklædning samt godt humør.

Praktiske opgaver:

  • Bord dækning DS1
  • Afrydning efter mad HS1

Hvert hold sørger for underholdning/sjove indfald mv. til resten af festdeltagerne i løbet af aftenen.

Tilmelding til fest og hvilken mad man ønsker at tage med foregår til Vibeke Spangen via mobil (31 26 78 12 f.eks. sms) eller mail

Tilmelding Senest 1 dec.

Vi glæder os til at se jer - Hilsen Festudvalget

Vibeke tidl.DS2 -Birgit DS3 –Lis DS3 og med kokken Karin DS2


Til toppen

Nordic Club Championship

NCC

Brøndby Volleyball Klub har nu efter to sæsoner i elitedivisionen med placeringer som nr. 3 og 4, mod på at søge nye udfordringer. Derfor har klubben tilmeldt sine elitedamer til NCC (Nordic Club Championship).

Der spilles en indledende runde d. 30/10-1/11 2009 i puljer med 3-4 hold. Puljevinderne går videre til en finalerunde, som spilles 29/1-31/1 2010.

Holte IF Volleyball er arrangør for gruppe 3 hvori vores elitedamer spiller.

Program:

  • Fredag d. 30/10

    • 18:00 1 Brøndby VK - Engelholm VS
    • 20:00 2 Holte IF Volleyball - Oslo Volley
  • Lørdag d. 31/10
    • 14:00 3 Holte IF Volleyball - Brøndby VK
    • 16:00 4 Engelholm VS - Oslo Volley
  • Søndag d. 1/11
    • 10:00 Oslo Volley - Brøndby VK
    • 12.00 Holte IF Volleyball - Engelholm VS

Se evt. mere her.


Til toppen

Nordic Club Championship

NCC

Brøndby Volleyball Klub har nu efter to sæsoner i elitedivisionen med placeringer som nr. 3 og 4, mod på at søge nye udfordringer. Derfor har klubben netop tilmeldt sine elitedamer til NCC (Nordic Club Championship).

Det vides endnu ikke hvem der er tilmeldt og derfor heller ikke hvem der bliver modstandere, samt hvor der spilles. Der er rigelig mulighed for at få kvalificeret modstand, da de inviterede hold er de bedste fra Danmark (4 hold), Sverige (4 hold), Norge (4 hold), Island (2 hold), Finland (4 hold), Færøerne (1 hold), Grønland (1 hold), Storbritanien (2 hold), Estland (2 hold), Letland (2 hold) og Lithauen (2 hold).

Der spilles en indledende runde d. 30/10-1/11 2009 i puljer med 3-4 hold. Puljevinderne går videre til en finalerunde, som spilles 29/1-31/1 2010.

Se evt. mere her.


Til toppen