Sejr, men Lyngby slog fra sig

Lyngby - BVK, 01/02/2012

Resultat: 2 - 3 (20-25, 25-23, 25-21, 17-25, 8-15)

Efter et hårdt kampprogram i januar, som har budt på tre kampe med tre sejre mod Holte på tre uger, i henholdsvis Volleyliga, Landspokal og Nordic Club Championship, er vi nu tilbage i mere normale kampaktiviteter.

Første kamp efter de tre NCC-kampe var således udekampen mod Lyngby Volley. Kampen var samtidig vores første uden Chelsea Wilhoite på holdet og den ekstra plads i truppen brugte vi så til at give sæsondebut til 15-årige Liv Magnussen. Liv havde førsteholdsbebut i slutningen af sidste sæson, men indtil nu har vi valgt at lade hende spille på vores wildcard i 1. division, hvor hun har gode muligheder for at udvikle sig.

Da vi gennem NCC-turneringen havde kørt fast med vores to amerikanske centerer, var de godt brugte og vi valgte derfor at benytte Livs indtræden i truppen til at give Sara Schermerhorn en tur på bænken i hele kampen. Liv klarede således den ene centerplads gennem hele kampen. En flot præstation af vores unge spiller, som da også betræder den samme position på ungdomslandsholdet.

Vi kom planmæssigt fra start, med gode modtagninger af Line Trans, som har spillet fantastisk i det nye år, samt en kill-procent på 100 % på de første fem angreb. Vi øgede således støt og tog det afgørende ryk da Trine Kjelstrup lavede tre serveesser og endnu par gode pressede server og vi kunne således kort efter lukke sættet med 25-20.

I andet sæt fik vi startet skidt og Lyngby tog en føring som de ikke lod gå fra sig, selv om Casey Bauer kunne gå i front med en kill på 75 procent på tolv angreb. Vi nåede dog at få kontakt ved 21-21, men på de efterfølgende bolde var Lyngby igen bedst og tog sættet med 25-23.

Lyngby fortsatte deres flotte spil, som på ingen måde fik dem til at ligne et bundhold. Til trods for at vi havde føringer på 12-7, 17-13, virkede vores angreb lidt tamt og Lyngby kunne i enn flot slutspurt vinde sættet med 25-21.

Starten på fjerde sæt blev lige indtil Liv ved føringen 9-8 gik til serv. Ganske upåvirket af at hun var blevet kastet ind i en kamp, som meget vel kunne blive en skuffelse, servede hun sin sædvanlige gode serv og med blandt andet et es gik vi til 13-8 og herfra var der styr på begivenhederne frem til 25-17.

I det afgørende sæt syntes det som om, at det nu var gået op for vores spillere, at det på ingen måde var en modstander der kunne tages let på. I en koncentreret indsats, hvor angriberne igen fungerede optimalt kunne vi uden problemer tage sejren hjem med 15-8. Igen var det Casey der var den dominerende angriber da hun vandt fem ud af seks angreb og samtidig vandt Time Vision prisen som bedste spiller, men også Maria Knöll Menzell, Liv og Emily Callaway som fik et par hævninger hver, havde kills på 100 %.

Kampreferater - arkiv

01-02-2012 / Steen Spangen


Til toppenTilbage

Oslo blev for stor en mundfuld

Brøndby VK - Oslo Volley, 29/01/2012

Resultat: 0 - 3 (20-25, 17-25, 14-25)

Der var lagt op til en søndag med spænding, da sidste dag af NCC-turneringen skulle afvikles. Alle fire hold havde en sejr og et nederlag, så alle hold kunne ende på alle pladser fra 1-4.

På forhånd havde vi nok regnet vores chancer for noget større, efter at vi havde set Oslos åbningskamp, men allerede om lørdagen da de fik en ekstra spiller til holdet, kunne vi se at det ville blive svært. Ikke at deres nytilkomne var deres bedste, men hendes indtræden på holdet betød at deres absolutte stjernespiller, polske Edyta Weclawek kom ud på sin rigtige position, hvor hun var utrolig svær at stoppe.

Det var absolut en spiller der gjorde en forskel og i det 0-3 nederlag vi røg ind i stod hun for 29 af de 75 point de fik. Selvfølgelig var det ikke hende alene der gjorde det. Oslo har generelt et godt hold, med godt forsvars og angrebsspil. Fra start satsede de voldsomt i serven, så ikke mindre end 12 af serverne i første sæt resulterede enten i et servees eller en servefejl. Samlet set fik de god effekt ud af det. Generelt fik vi ikke vores modtagninger op på det niveau, hvor det skal ligge for at køre vores effektive angreb, kun Line Trans og Chelsea Wilhoite, som efterfølgende fik Time Vision prisen, nåede et godkendt niveau sammen med Mette Spangen, som i stil med de tidligere kampe blev skiftet ind på baglinien.

Frem til stillingen 7-7 i første sæt hang vi på, men så knækkede modtagningen til 7-11. Det blev umuligt for os at lukke hullet. Dertil var deres side out med Edyta i front alt for god og Oslo tog sættet 25-20. I andet sæt hang vi ligeledes på indtil 15-17 på blandt andet godt angrebsspil af Casey Bauer, men så røg der igen et par serveesser ind på Oslos konto og de kunne køre sætte i hus med 25-17.

Vores spil i tredje sæt var ikke den måde vi ønskede at slutte stævnet af. Oslos server kørte nu perfekt og uden de servefejl, som det havde kostet dem i de to tidligere sæt. Et stort set fejlfrit Oslohold kunne overbevisende tage sejren med 25-14 og vi må nøjes med at glæde os over, at af de 14 point vi fik på kontoen, havde vi selv præsteret de 13. Kun en enkelt gang lavede Oslo en pointgivende fejl.

Samlet set kan vi glæde os over et godt stævne, med rigtig gode kampe, som vi har kunnet lære meget af. Mod gode hold som Stod og Oslo, som hver havde en angriber, som lå en klasse over alle andre i stævnet, fik vi lært, at der skal arbejdes anderledes effektivt med blokaderne, hvis man skal kunne begå sig mod en type spillere, som vi endnu ikke har haft glæde af i den danske turnering.

Kampen betød at Oslo blev NCC-mester. Vi måtte pga af en dårligere sætscore indtage fjerdepladsen, mens Holte, som vi slog i anden kamp, efter deres afsluttende 1-3 nederlag til Stod fik tredjepladsen og Stod som ellers var vores favoritter måtte tage til takke med andenpladsen.

29-01-2012 / Steen Spangen


Til toppenTilbage

Holte tre gange på tre uger

Holte IF - Brøndby VK, 28/01/2012

Resultat: 2 - 3 (25-17, 24-26, 14-26, 25-21, 13-15)

I anden kamp skulle vi ved NCC-finalen møde Holte IF, som vi har mødt to gange i de foregående to weekender. Her blev det til sejr først i Volleyligaen og ugen efter den endnu vigtigere sejr i pokalfinalen. Som altid tætte og spændende kampe og lørdagens kamp ved NCC var ingen undtagelse. I en fantastisk spændende kamp, kunne vores piger for tredje gang i træk tage det sidste point og har dermed endnu en gang haft en god og heldig hånd i den afgørende fase.

Fra start var modtagningerne gode og dermed også angrebet, som Eva bang igen styrede med sikker hånd. Desværre var Holtes forsvar også på sit traditionelle høje niveau og det var svært at scorer point. Midt i sættet slår Holte et hul til 13-8 og det holder sættet ud til 25-17.

I andet sæt kommer Holte igen foran. Denne gang med 21-15, men så tager vi i Emily Callaways serv en god stime og kommer på med gode blokader af blandt andet Emily Callaway, som får Time vision prisen som bedste spiller, på 21-21. Herefter bølger spillet igen frem og tilbage indtil vi tager sættet 26-24.

Tredje sæt er vores fra start. Vi får servet Holte godt og de får ikke rigtig bid i deres angreb. Igen styrer libero Line Trans forsvaret og Casey Bauer og Sara Schermerhorn er forrygende. I et sæt der nærmer sig "spil til et mål" vinder vi 25-14.

Fjerde sæt var tæt på at ligne en gentagelse. Blot med Holte i den dominerende rolle. Holte kommer foran med 24-13, men så går Anneka Hastings til serv og med blandt andet tre serveesser kommer vi på 21-24 inden Holte får lukket sættet med 25-21.

Femte sæt bliver lige og de to hold skiftes til at have små føringer. Mette Spangen kommer som i de øvrige sæt ind og stabiliserer modtagningen på en baglinie og vi vinder tilstrækkeligt med dueller til, at Eva kan slutte kampen af med et servees til 15-13.

Eva får efterfølgende Stods pris for bedste spiller.

Kampreferater - arkiv

28-01-2012 / Steen Spangen


Til toppenTilbage

Åbningskamp ved NCC

Stod Volley - Brøndby VK, 27/01/2012

Resultat: 3 - 1 (16-25, 27-25, 25-14, 25-18)

Efter en dag der bød på tidlig morgenvækning, flyvetur til Trondheim og yderligere en busrejse 100 km. mod nord, ankom vores Volleyligahold til Steinkjer, hvor finalepuljen om året Nordic Club Championship afvikles. Første kamp var mod arrangørklubben Stod, som vi på forhånd har regnet for favoritter.

Træthed eller ej. Pigerne gik til den fra start og Anneka Hastings lægger ud med to serveesser og med endnu et point kommer vi i front med 3-0. Et par rotationer senere bliver det i Evas serv, som også indeholder to esser, til 9-2. Stod var tydelig rystet og de når ikke at komme sig over forskrækkelsen. Gode modtagninger baner vejen for godt angrebsspil og vi tager sættet med 25-16.

Andet sæt starter med modsat fortegn. Stod spiller nu det gode angrebsspil, som vi også oplevede da vi tabte 2-3 i den indledende pulje. Ført an af deres stjernespiller Justine Landi. Inden længe var de foran med 20-11, men så var det igen Eva der skulle serve og det gjorde hun så effektivt, at vores forsvar, ført an af en suverænt spillende libero Line Trans, kunne sende bolde frem til samme Eva, som anlagde et flot angreb, hvor især Trine Jelstrup og Casey Bauer stod for omsætning til point og vi kom op på 17-20. Vi fik kontakt ved 21-21 og sætbold ved 24-23. Desværre blev serven for en gangs skyld ikke placeret hvor det var aftalt og det blev straks straffet af Stods stjernespiller. Stod fik en sætbold ved 25-24, som vi overlevede, men desværre blev det til en servefejl af den ellers godt servende Anneka og kort efter kunne Stod tage sættet med 27-25.

I tredje sæt holdt vi fast til midt i sættet, men så fik Stod en større stime, som vi aldrig overvandt og selv om der var mange lange og velspillede dueller, med en heroisk kæmpende libero, som efterfølgende får Time Vision prisen som bedste spiller, kunne vi ikke få omsat boldene til point og Stod tog sættet overbevisende med 25-14.

Fjerde sæt blev igen med en masse god volley, men desværre for os med et Stod-hold der havde den ekstra power der giver pointene. De arbejde sig støt og roligt frem mod sejren, som de blev belønnet med ved 25-18.

Til trods for nederlaget synes vi at vi havde haft en god kamp og går fortrøstningsfuldt frem mod lørdagens kamp mod Holte. De vil utvivlsomt kæmpe en vis legemsdel ud af bukserne for at få en revance efter pokalfinalens nederlag og de kommer med blod på tanden efter en 3-2 sejr i deres åbningskamp mod Oslo.

Kampreferater - arkiv

27-01-2012 / Steen Spangen


Til toppenTilbage

Brøndby Danske Pokalmestre

Brøndby - Holte, 22/01/2012

Resultat: 3 - 2 (23-25, 25-23, 17-25, 25-21, 15-10)

Søndag d. 22. januar 2012 vil stå som en af de store mærkedage i Brøndby Volleyball Klub. For første gang havde vi et damehold i landspokalfinalen og alligevel blev det til en 3-2 sejr over Holte, for hvem det var tyvende gang de havde et hold i finalen.

De to hold har i det seneste år haft adskillige spændende og medrivende kampe. Ikke mindst da vi i foråret blev danske mestre ved at slå Holte med 3-2 i finalerækken.

Pokalfinalen blev ingen undtagelse. Det var spænding fra første til sidste fløjt. Holte fik lagt bedst ud. Med gode server pressede de os så meget i bund, at vi havde svært ved at lave noget konstruktivt i angrebet. Det var tydeligt at der endnu ikke var styr på nervøsiteten, 1600 tilskuere er unægtelig noget mere end vi normalt spiller for hjemme i Stadionhal 1. Holte trak derfor fra og headcoach Jens Bang valgte at skifte Anneka Hastings ind i stedet for Chelsea Wilhoite. Det skulle vise sig at være en god beslutning. Med gode server fik hun revet Holtes spil fra hinanden og de bolde der kom retur blev straks straffet i angrebet af især den kun 17-årige Trine Kjelstrup og Casey Bauer, som blev kåret til finalens pokalfighter. Brøndby gik fra 15-22 til 23-22, men desværre var det for sent og Holte tog sættet med 25-23.

Vi var dog kommet i gang og som finalen skred frem kom der mere og mere styr på spillet. Hæver Eva Bang udnyttede sine angribere godt og andet sæt gik til os med 25-23.

I tredje sæt var det igen Holte der styrede begivenhederne og de vandt ret overbevisende 25-17, men så tog vores fantastiske libero Line Trans Hansen fat. Hun havde startet lidt svingende, men nu spillede hun nogle fantastisk sæt, hvor hun modtog perfekt og nåede de mest umulige bolde i forsvaret, hvilket da også indbragte hende Time Vision prisen som bedste spiller. Vi tog fjerde sæt med 25-21 og femte sæt var en realitet.

I femte sæt, fik vi lidt hjælp i form af et par Holte servefejl, hvilket gav et lille hul. Mette Spangen blev skiftet ind for at stabilisere modtagningen og Eva Bang var ikke sen til at udnytte de gode modtagninger til et par pointgivende angreb på andengangs bold. Holte virkede knækket og uden så meget power i angrebet. Vi kunne under vild jubel lukke kampen med 15-10.

Vores danske mestre kan hermed også skrive pokalmestre på visitkortet. Næste store opgave er allerede i den kommende weekend, hvor vi skal til Norge for at kæmpe om det nordiske mesterskab for klubhold (NCC - Nordic Club Championship). Blandt de fire hold der har kvalificeret sig er netop foruden vore egne helte, Holte samt de to norske topklubber Oslo og Stod.

DR - Volleyballfestival: To tætte finaler i Odense

KanalSport - Brøndby skal fejre pokaltriumf

KanalSport - Se afgørelsen på gyser-finale

Kampreferater - arkiv

22-01-2012 / Steen Spangen


Til toppenTilbage

God forpremiere

BVK - Holte, 14/01/2012

Resultat: 3 - 1 (26-28, 25-19, 26-24, 25-19)

Det var ikke bare en vigtig sejr, da vores damehold i Volleyligaen slog Holte IF med 3-1 i lørdags. Det handlede mindst lige så meget om optakten til næste søndags finalekamp i landspokalen, som ligeledes er mod Holte.

I de to holds første opgør blev det til et 0-3 nederlag, men da var det med Chelsea Wilhoite og Emily Callaway på skadeslisten og libero Line Trans Hansen der netop havde rejst sig fra sygesengen. Til lørdagens kamp var alle spillere fit for fight og taktikken var på baggrund af første opgør blevet justeret. Var det nok, eller er Holte IF netop så stærke som deres ubrudte sejrsrække kunne tyde på.

Den nye stadionhal 1 var godt besøgt og publikum fik hvad de var kommet for. En spændende kamp, som startede som et drama allerede fra første sæt. De to hold skiftedes til at tage føringer, men midt i sættet fik Holte et lille overtag, som vi dog indhentede ved 18-18. Herefter fulgtes de to hold ad indtil Holte i en spændende afslutning, tog sættet med 28-26 på sin fjerde sætbold.

Andet sæt startede lige, men i Trine Kjelstrups serv, fik vi skabt et hul til 14-8 og forspringet holdt frem til sættets afslutning på 25-19. Chelsea Wilhoite og Emily Callaway, de skadede fra første indbyrdes opgør, var i dette sæt stærkt medvirkende til succesen.

Holte var dog ikke sådan at ryste, så i tredje sæt opnåede de en føring på 13-8, men så gik anfører Eva bang til serv og som så ofte før, pressede hun sin modstander så kraftigt, at hun kunne hive os tilbage på sejrskurs med 17-13 føring. Glæden varede dog kort. Med godt forsvar kæmpede Holte sig op igen og var tæt ved at tage sættet, da de fik sætbold ved 24-21. Pigerne ville det dog anderledes. Chelsea pressede med sin serv, libero Line Trans Hansen kæmpede i forsvaret og Casey Bauer, som efterfølgende endnu en gang fik Time Vision prisen som bedste spiller, bragede sine smash i Holtes banehalvdel. fem bolde blev vundet i træk og under vild jubel tog vi sættet med 26-24.

Fjerde sæt startede lige så tæt som de øvrige, men midt i sættet fik Sarah Schermerhorn med to serveesser skabt et hul, som senere blev udbygget til en sikker sætgevinst på 25-19. Holte fik dermed sæsonens første nederlag og pigerne kunne gå fra Stadionhallen med en ekstra portion selvtillid inden næste søndags pokalfinale.

I den kommende uge skal videoen kigges igennem flere gange og der skal optimeres der hvor der er mulighed. Ingen tvivlom at Holte vil gøre det samme. Lørdag tager holdet så til Odense, for at træne en gang i finalehallen, hvorefter de indlogerer sig på hotel, med gode muligheder for i fællesskab, at finjustere de sidste detaljer i taktikken. Intet vil blive overladt til tilfældighederne i bestræbelserne på at vinde vores første pokalfinale.

Kampreferater - arkiv

16-01-2012 / Steen Spangen


Til toppenTilbage

Flot farvel til Tjørnehøjhallen

BVK - Fortuna, 22/10/2011

Resultat: 3 - 0 (25-22, 25-19, 25-21)

Lørdag spillede Brøndby Volleyball Klub "afskedskamp" i Tjørnehøjhallen. Det var således efter al sandsynlighed den sidste volleyligakamp der blev spillet i det der har været Brøndbys hjemmebane i de sidste mange år. Den lille kompakte hal har budt på mange gode volleyballoplevelser, som sidste år blev kronet med det danske seniormesterskab for kvinder. Det var derfor også glædeligt, at der blev sluttet af på behørig vis, med en sikker 3-0 sejr over et ellers velspillende hold fra Fortuna Odense Volley.

De to hold fulgtes pænt ad i starten, men i en enkelt opstilling havde vi svært ved at vinde serven tilbage og Fortuna gik fra 4-6 til 10-6. Det fik pigerne rettet op på i Chelsea Wilhoites serv, hvor vi fik kontakt ved 10-10. Herfra kørte holdene igen parløb frem til Fortunaføring på 22-21, men efter et pointgivende smash fra Anneka Hastings, gik anfører Eva Bang, som så ofte før i servefeltet og gjorde livet surt for modstanderen. Først et servees og derefter to server der pressede Fortunas modtagninger tilstrækkeligt til, at der ikke blev rigtig bid i deres angreb. Libero Line Trans, som fik Time Vision prisen som bedste spiller, pillede bolden i forsvaret hvorefter Anneka igen kunne afgøre bolden på et smash og sættet lukkede Anneka med en effektiv blokade til 25-22.

Andet sæts store spiller blev Chelsea, som med kloge placerede slag, vandt fire angreb og yderligere gav sit hold tre point på flotte blokader. Mange af disse point blev skabt mens Emily Callaway sørgede for at presse serven, så vi gik fra 2-4 til 10-4. En føring der holdt frem til sættets slutning på 25-19.

Fortuna havde flere gange held med at få tre spillere i blokaden, hvilket ofte gjorde det svært for vores piger at vinde boldene og i tredje sæt blev det igen meget lige frem til 17-17. Her viste Brøndbypigerne så igen at det var dem der havde et ekstra gear og på to servestimer af Anneka og Emily rykkede de først til 21-18, hvor Fortuna igen fik kontakt ved 21-21, men så slukkede Emily håbet med serven til 25-21. Kampen var dermed vundet med 3-0 og da Holte IF om søndagen slog de ellers ubesejrede Vordingborg VK, er det nu kun os og Holte der ligger ubesejrede i rækken.

Umiddelbart efter volleyligakampen, spillede klubbens wildcardhold i 1. divisionshold. Da det er et talentudviklingshold, er der knyttet diverse restriktioner til deltagelsen i rækken. Holdet skal således hele tiden have mindst fire ungdomsspillere på banen. Det var således et meget ungt hold der gik på banen og slog det langt mere rutinerede hold fra DHV Odense med 3-1.

Det var ellers DHV Odense der lagde bedst ud med et overbevisende første sæt på 25-13, men herefter begyndte det at køre for de unge spillere, som tog de tre næste sæt med 25-23, 25-22 og 26-24. Holdet har spillet en kamp mindre end de øvrige hold, idet de fik udsat en kamp, da flere af spillerne var udtaget til landsholdstruppen. En sejr i denne udsatte kamp, kan bringe de unge piger op på en flot andenplads i divisionen.

Med lørdagens kampe blev der sat et værdigt punktum for hjemmebanen i "Tjørnen". Et punktum, som godt nok kun gælder klubbens to bedste hold. De øvrige hold vil stadig skulle spille en del af deres kampe i hallen, Det bliver således kun damernes volleyligahold og 1. division, som får fast hjemmebane i Stadionhal 1, mens 2. divisionsholdet, danmarksserieholdet, herreholdet og ungdomsholdene kun af og til vil kunne få plads i den nye flotte hal.

Kampreferater - arkiv

Fotogalleri

24-10-2011 / Steen Spangen


Til toppenTilbage

Tre sejre i tre kampe

Lyngby - BVK, 15/10/2011

Resultat: 0 - 3 (18-25, 15-25, 15-25)

Med tre sejre i lige så mange kampe, er Brøndby Volleyball Klub med i det trekløver af ubesejrede hold, som foruden os selv, består af Holte IF og Vordingborg VK. Lørdagens modstander Lyngby Volley har lagt ud mod netop Holte og Vordingborg og det er blevet til to forholdsvis klare nederlag i de to kampe og dette blev der heller ikke lavet om på i kampen mod Brøndby, som uden besvær vandt 3-0.

Brøndbys nye 16-årige stortalent Trine Kjelstrup sørgede for at bringe sit nye hold til en komfortabel føring, da hun servede fra 5-4 til 10-4. Trine som efterfølgende blev kåret som kampens spiller var også med en række kraftfulde angreb stærkt medvirkende til, at vi holdt føringen gennem hele sættet, Dog mindskedes forspringet på et tidspunkt til 21-18, men så gik amerikanske Chelsea Wilhoite i servefeltet og sørgede med effektive server for at sættet blev hentet hjem med 25-18.

Der var ingen grund til at ændre på opstillingen efter denne start og spillerne på banen levede da også op til tilliden i andet sæt, ved hurtigt at bringe sig i front på blandt andet utroligt effektivt centerspil af Emily Callaway. Jens Bang brugte herefter lejligheden til at afprøve hele truppen, så midt i sættet blev der foretaget tre udskiftninger, uden at dette ødelagde rytmen og sættet blev komfortabelt vundet med overbevisende 25-15.

I tredje sæt fortsatte vi med at afprøve truppen. De stærke Amerikanere Emily og Chelsea blev sat på bænken og der blev dermed sæsondebut til Line Mikkelsen, som kvitterede med godt arbejde i blokaden. Ligeledes blev Mette Spangen skiftet ind og sørgede med en god servestime for at bringe holdet fra 16-13 til 21-13. Dette kombineret med gode angreb fra Maria Knöll Menzel og Mira Abildgaard førte os frem til den endelige sejr med endnu et sæt på 25-15.

Med sejren har vores mesterhold fået den bedst tænkelige start på sæsonen og de gode resultater har givet god ro til at få kørt spilsystemerne ind, før Brøndby skal møde nogle af medaljeaspiranterne i de kommende kampe.

Kampreferater - arkiv

19-10-2011 / Steen Spangen


Til toppenTilbage

Sejr i årets første hjemmebanekamp

BVK - Frederiksberg, 08/10/2011

Resultat: 3 - 1 (25-15, 25-23, 21-25, 25-16)

Brøndby Volleyball Klub volleyligahold sikrede sig en sejr over Frederiksberg Volley i årets første og måske eneste hjemmekamp i Tjørnehøjhallen. Dog er det mest sandsynligt, at den næste hjemmebanekamp mod Fortuna Odense Volley, ligeledes bliver på "Tjørnen", for godt nok er der officiel åbning af vores nye hjemmebane i den nye "stadionhal 1" på torsdag, men der mangler stadig nogle småting og holdet ønsker at træne en periode i hallen før hjemmebanen flyttes.

På forhånd var vores piger favoritter til at vinde over Frederiksberg, men Frederiksberg har også satset på udenlands forstærkning i år og har således to Amerikanere, en Canadier og en Skotte på holdet, så de i år fremstår langt mere slagkraftige. Frederiksbergg har haft en svær start på sæsonen mod sidste sæsons nr. 4, Vordingborg og nr. 2 Holte IF. De kom således med to 0-3 nederlag i bagagen og har ikke rigtig fået ro til for alvor at spille holdet ind.

Også vores piger mangler stadig at blive rigtig sammenspillede, men i forhold til åbningskampen mod Gentofte, fungerede servemodtagninger langt mere tilfredsstillende, på nær i en periode i tredje sæt, som da også blev straffet prompte af Frederiksberg.

Vi lagde godt ud i første sæt og i Anneka Hastings serv fra 12-9 til 17-9 tog vi vores afgørende ryk. Frederiksberg forsøgte ellers med kloge server, at komme tilbage i sættet ved at serve uden om libero Line Trans Hansen, men Anneka som også blev kåret som kampens spiller, var sikkerheden selv i modtagningen, så Eva Bang fik gode bolde at arbejde med, så hun kunne styre et effektfuldt angreb frem mod en 25-15 sætsejr.

I andet sæt lagde vi ligeledes bedst fra start. Frederiksberg kom dog godt tilbage og tog føring ved 12-11. Denne føring blev udbygget til 22-19 hvorefter vores 16-årige Trine Kjelstrup servede til 22-22. Frederiksberg tog time out og headcoach Jens Bang valgte efterfølgende at skifte Trine ud med den langt mere erfarne 29-årige Maria Knöll Menzel. Det var en succesrig udskiftning, da Maria lagd ud med et servees og tog endnu et point til 24-22, inden Frederiksberg vandt serven tilbage. Vi vandt dog det efterfølgende point og dermed sættet 25-23.

De gode takter fortsatte i tredje sæts start Sarah Schermerhorn og Anneka vandt hovedparten af deres angreb og Eva sørgede med tre serveesser på stribe, for at vi kunne tage en føring på 19-13. Herefter kom så den dårlige modtagningsperiode, hvor Frederikberg kom i front med 24-20 og kort efter tog sættet 25-21. Et tydeligt tegn på, at aftaler og kommunikation endnu ikke er på plads på vores nyetablerede Brøndbymandskab.

Pigerne var dog ikke mere rystede, end at de i det efterfølgende fjerde sæt, igen satte sig solidt på begivenhederne og på godt angreb af blandt andet Sarah, samt en god "slutspurt" af Chelsea Wilhoite, tog vi sættet med 25-16 og dermed kampen 3-1. Brøndby er dermed et af tre ubesejrede hold i volleyligaen.

Kampreferater - arkiv

10-10-2011 / Steen Spangen


Til toppenTilbage

Guld - Brøndby volleyball Klub mester

BVK - Holte, 25/04/2011

Resultat: 3 - 2 (15-25, 25-18, 22-25, 25-22, 15-13)

Det blev akkurat så nervepirrende, som det på forhånd var forudset, da vores elitedamer og Holte IF spillede den femte og afgørende finalekamp om danmarksmesterskabet. Bagud i sæt med 1-0 og 2-1, så det længe ud til, at det ikke skulle lykkedes, med i en utrolig fight, lykkedes det til sidst at tage det femte og afgørende sæt med mindst mulig marginal, 15-13.

Der blev således ikke lavet om på den "tradition", som de to hold har haft i denne sæson. I alt ni gange har de to hold mødt hinanden og i de tre grundspilkampe, en pokalkamp og fem finalekampe, har det været hjemmeklubben der har sejret hver gang.

Fra start af så det længe ud til at Holte havde tænkt sig at lave om på det. De bragte sig hurtigt foran og nervøse, upræcise servemodtagninger, betød at Holte kunne øge støt og roligt frem mod sætsejren på 25-15.

I andet sæt fortsatte Holte de gode takter og bragte sig hurtig foran med 7-1, men så gik Jessica Granados i servefeltet og hun servede så effektivt, at vi kunne få gang i forsvaret og så småt begyndte angrebet også at fungere. Pigerne gik i front med 10-7 og på godt spil af blandt andet Ashtin Hall, som for alvor har fået formen til at toppe i finaleserien, kunne vi tage sættet med 25-18.

Mens de to hold hver for sig havde domineret i de to første sæt, blev det fra tredje sæts start det rene gys. Holdene fulgtes ad og duellerne bølgede frem og tilbage. Det var med os i en kneben føring det meste af sættet, men mod slutningen var Holte bedst og tog sættet med 25-22.

I fjerde sæt var det Holte der startede med en smal føring, men da Caitlyn Jewell ved stillingen 8-10 lavede en servefejl, var det så heldigt for os, at Holte havde lavet en opstillingsfejl. Det betød at vi tog pointet. Caitlyn bevarede dermed også serveretten og lavede nu et servees til 10-10. Herfra var det os der tog over. Eva benyttede Jessica Granados og Ashtin flittigt og de kvitterede med det ene vindersmash efter det andet og vi tog sættet 25-22.

I stil med fjerde kamp, hvor vi desværre missede to matchbolde i femte sæt, var der nu igen lagt op til en gyser. Jens Bang valgte i dette sæt at starte med Stine Spangen i stedet for Julie Guldager på baglinjen for senere i sættet at skifte Julie ind ved nettet. Det skulle vise sig at være en klog beslutning. Stine modtog stabilt og havde nogle gode redningsbolde og Julie sørgede senere i sættet for at vinde et par vigtige point. Ellers var det der gjorde udslaget, at Vanessa og Caitlyn lavede fem pointgivende blokader. Holdene fulgtes til 13-13, hvor Holte har serven. Julie laver et vinderslag og vi får serven tilbage. Holte får mulighed for at afgøre bolden, men til alt hel for os slår deres angriber bolden ud af banen og vores piger kan under stor jubel kaste sig i en stor bunke på gulvet.

En lang hård sæson er til ende. De fortjente guldmedaljer kunne hænges om halsen, hvorefter pokalen blev hævet, mens champagnepropper og konfetti kæmpede om at vinde luftrummet.

Fotogalleri

Kampreferater - arkiv

Se indslaget fra TV2 her

Se indslaget fra DR her

26-04-2011 / Steen Spangen


Til toppenTilbage

Ulidelig spænding - afgørende finale 2. Påskedag

Holte - BVK, 19/04/2011

Resultat: 3 - 2 (15-25, 25-22, 25-22, 21-25, 19-17)

Nr. 15 Vanessa Williams i en effektiv blokade sammen med kampens spiller nr. 17 Ashtin Hall.

Så bliver det ikke mere spændende. Vores elitedamer og Holte IF har nu vundet to kampe hver i finaleserien og der skal en afgørende kamp til 2. Påskedag, mandag d. 25. april kl. 14.00 i Tjørnehøjhallen.

Mesterskabet var snublende tæt på at tilfalde pigerne, som havde to matchbolde i femte sæt, før kampen i sidste øjeblik tippede over til Holtes fordel. At der undervejs i tredje sæt, som Holte vand 25-22 var adskillige tvivlsbolde, som set med Brøndbyøjne blev dømt til den forkerte side, gjorde selvfølgelig ikke skuffelsen mindre.

Det startede ellers godt for pigerne, som lagde utroligt stærkt ud i første sæt. Gode server af Jessica Granados bragte os på 6-1 og de gode takter fortsatte i et unikt samarbejde mellem Hæver Eva Bang og centerangriber Vanessa Williams, som vandt samtlige sine angreb. Også Julie Guldager havde en god dag i angrebet og vi kunne overbevisende tage sættet med 25-15.

Vores elitedamer har aldrig vundet i Holte og fra start af andet sæt viste Holte da også sin sande hjemmebanestyrke. De kom hurtig i en føring på tre point, som holdt sættet hjem til 25-22. Glædeligt var det dog, at der stadig blev spillet fremragende volleyball på begge sider af nettet og pointene blev afgjort i drabelige dueller med masser af gode redninger og godt angrebsspil.

Tredje sæt blev om muligt endnu mere spændende og de to hold fulgtes ad stort set hele vejen. Ashtin Hall var her, der og alle vegne. god i modtagning, stabil i forsvaret og fantastisk i angrebet. Ikke underligt at hun fik Time Vision prisen som bedste spiller. Desvære var der som sagt en del oversete berøringer i Holtes blokader og bolde tæt ved stregerne, som vi mente skulle være gået vores vej. Bolde, som kan være svære for en dommer at nå at se i det hektiske tempo, men faktum er at sættet gik til Holte med 25-22.

Det fantastiske spil, som for alvor gav de omkring 450 tilskuere en kæmpe oplevelse, fortsatte i fjerde sæt. Libero Kia Krogh Jørgensen modtog godt og Eva havde i Vanessa og Ashtin de helt store "dræbere". Pigerne bragte sig i Caitlyn Jewells serv hurtig til en føring på 5-1. Herfra bølgede spillet atter frem og tilbage, men de holdt forspringet og tog sættet med 25-21.

Stemningen i hallen var fantastisk. tilskuerne gav den ekstra tand på trommer og horn. Spillerne stod og trippede i pausen inden femte sæt, ivrige efter at komme i gang igen. Det blev en nervepirrende oplevelse. Vi kom i front med 6-3. Ashtin var stadig fantastisk i angrebet og Vanessa lukkede af for Holtes angreb med tre pointgivende blokader. Således var det også os der førte med 8-7 ved sidebyt. Holte får på et par gode blokader kontakt og går i front med 14-13, hvor de får deres første matchbold. Vi vinder bolden og får derefter selv to matchbolde ved 15-14 og 16-15. Holte får endnu en matchbold ved 17-16, som vi ligeledes overlever, men herefter vinder Holte de to næste bolde til det endelige resultat 19-17.

En fantastisk kamp var slut, men vores ypiger var selvfølgelig skuffede. Endnu en gang havde statistikken holdt stik. For ottende gang i denne sæson har det været det hold der havde hjemmebane, der er løbet af med sejren. I Brøndby håber vi at denne statistik også holder i sæsonens uigenkaldelige sidste kamp som skal spilles på hjemmbanen i Tjørnehøjhallen 2. PÅskedag, mandag d. 25. april kl. 14.00. Kom i god tid. Der kan ikke garanteres stole til alle.

Fotogalleri

Kampreferater - arkiv

22-04-2011 / Steen Spangen


Til toppenTilbage

To chancer for mesterskab til Brøndby Volleyball Klub

BVK - Holte, 16/04/2011

Resultat: 3 - 0 (25-14, 25-23, 25-19)

Kampens spiller, nr. 17 Ashtin Hall i en effektiv blokade med nr. 15 Vanessa Williams, mens nr. 6 Mette Spangen og nr. 14 Caitlyn Jewell er klar i forsvaret.

Vores elitekvinder tog et stor skridt nærmere et danmarksmesterskab, da de lørdag eftermiddag tog endnu en 3-0 sejr over Holte IF og dermed fører 2-1 i finaleserien, som spilles bedst af fem kampe.

Således har pigerne nu to chancer for at vinde klubbens første mesterskab i seniorrækken. Første chance er på tirsdag d. 19. april kl. 19.00 i Ny Holtehal, hvor de håber på at få stor opbakning og skulle det glippe, er der en sidste chance på hjemmebanen i Tjørnehøjhallen mandag d. 25. april kl. 14.00.

Det var et tændt Brøndbymandskab der gik på banen. Pigerne var fuldt ud bevidst om, at et nederlag i dagens kamp, ville blive en stor udfordring når man de dermed ville være tvunget til sejr, på udebanen i Holte, hvor vi ikke har de stolteste traditioner.

Holte derimod havde tilsyneladende ikke rystet anden finalekamps klare nederlag af sig. Det var et anspændt og tilsyneladende nervøst Holtehold, som havde utroligt svært ved at vinde sine angreb. Mange smash blev slået ud af banen eller i nettet og af de få der holdt sig inden for det reglementerede spilområde, blev en del stoppet af vores blokader, hvor især centerspiller Caitlyn Jewell havde en god dag. Vi gik således hurtig i front og det afgørende ryk blev foretaget i Vanessa Williams serv, hvor vi gik fra 17-11 til 21-11 på blandt andet to serveesser. Bortset fra denne stime, var serverne ellers ikke vores styrke i første sæt. Ikke færre end ni servefejl blev der lavet. Havde det ikke været for disse fejl, havde det set rigtig slemt ud for Holte, som nu slap med et tabt sæt på 25-14, hvoraf de altså kun havde lavet de fem af pointene selv.

Til trods for den dårlige start, formåede Holte at rejse sig igen til andet sæt. De kom i en lille føring fra start, som varede indtil 7-7, hvor vi i Stine Spangens serv gik til 11-7 og på især godt angrebsspil af Jessica Granados og Vanessa holdt føringen frem til 20-15, hvor Holte begyndte at hale i land. De to holds supportergrupper som med deres medbragte trommer og horn, skabte en fantastisk ramme om kampen, gjorde deres bedste for at hjælpe deres hold i land. Vores piger stod distancen og det blev dem der tog sættet med 25-23.

Stor var spændingen, om hvorvidt Holte som spillemæssigt sluttede bedst i andet sæt, nu ville være ovenpå i tredje. Holte førte ved 10-9, men herefter var det som så ofte før Eva Bang der havde en servestime, som bragte os på 13-10. Vi var tilbage i de gode takter og det var nu Julie Guldager og Ashtin Hall der var toneangivende i angrebet. Sidstnævnte, som også lavede en solid forsvarsindsats, fik i tæt kamp med holdets velspillende libero Kia Krogh Jørgensen, en fuldt fortjent Time Vision pris som kampens spiller. Holte der var bevidste om at det var ved at være sidste udkald, hang stadig på, men Jessica skabte med sin serv det afgørende hul fra 15-14 til 19-14 og til trods for nogle sidste ihærdige forsøg fra Holte kunne kampen køres sikkert hjem med 25-19.

Sejren har utrolig stor betydning for det videre forløb. Det bliver nu ikke med ryggen mod muren at vores piger skal til Holte. De kan nu spille frigjort og forhåbentlig bryde den statistik, der indtil videre har betydet, at hjemmeholdet har vundet i de to holds syv indbyrdes kampe.

Fotogalleri

Kampreferater - arkiv

17-04-2011 / Steen Spangen


Til toppenTilbage

Overbevisende Brøndbysejr i 2. finale

BVK - Holte, 12/04/2011

Resultat: 3 - 0 (25-19, 25-19, 25-14)

Det var svært at være Holtespiller, når man har to af kampens bedste spillere over for sig. Yderst til venstre med nr. 1, Eva Bang og til højre for hende nr. 15 Vanessa Williams.

Det var et totalt forvandlet Brøndbymandskab, der tirsdag aften vandt en overbevisende 3-0 sejr over Holte IF i den 2. af op til fem finalekampe. Spillerne var godt nok de samme, men sevtilliden var en helt anden. I de hjemlige omgivelser i Tjørnehøjhallen, var alle de nerver der spillede holdet et pus i søndags, forsvundet som dug for solen.

Det ville være forkert at påstå, at der ikke har været betænkeligheder efter søndagens indsats, som lå langt under holdets normale niveau. En konsekvens af dette var da også, at mandagens tiltænkte fridag, blev inddraget og i stedet blev der trænet servemodtagninger, så man ikke igen skulle stå og ligne en popcornmaskine, med bolde flyvende i alle retninger. Selvfølgelig lærer man ikke at modtage i løbet af en dag, men der blev justeret i opstillingen på banen og det var med til at spillerne følte sig klar, da de tirsdag gik på banen.

Modtagningerne var blevet bedre. Libero Kia Krogh Jørgensen og de øvrige modtagningsspillere modtog på et pænt niveau, uden dog at være prangende, så en ýderst velspillende anfører og hæver, Eva Bang fik gode muligheder for at vælge de optimale løsninger i angrebet. De to hold skiftedes til at tage små føringer gennem første sæt, indtil Ashtin Hall med en god servestime bragte os fra 13-15 til 18-15, hvorefter hun desværre servede fejl. Serveretten blev hurtigt dog vundet tilbage, hvorefter Vanessa Williams lavede en lille serie til 21-17 og Eva satte trumf på med tre gode server, hvoraf den sidste blev et es til 25-19.

I andet sæt gik vi hurtig i front, men midt i sættet fik Holte slået hul på vores modtagning og de gik fra 9-13 til 13-13. Det lykkedes igen for pigerne at få boldene pænt frem til Eva og med flotte angreb fra Jessica Granados og Vanessa Williams, som efterfølgende fik Time Vision prisen som bedste spiller, gik vi atter i front. Ikke så underligt, at de to spillere topper henholdsvis grundspillets og slutspillets pointlister. Julie Guldager kom frem til nettet og her lavede hun en yderst overbevisende indsats, mens Eva endnu en gang stod for at lukke sættet med en stime fra 20-19 til 25-19.

Vi havde mange strenge at spille på denne aften og i tredje sæt var det således Ashtin der lagde ud med flere kraftfulde angreb og et par effektive blokader. Det blev fulgt op af Julie som var kommet godt i gang i slutningen af andet sæt og således vandt sine fire første angrebsforsøg i dette sæt. Holte formåede dog stadig at holde sig inde i sættet, indtil Eva igen blev deres onde ond, da hendes server denne gang skabte et hul fra 10-8 til 15-8. Herfra stod der Brøndby på det hele og vi nåede vores største føring ved 23-11, før Holte nåede at pynte en smule inden kampen sluttede med de knusende cifre 25-14.

Stor var jublen. De bange anelser efter søndagens kamp var gjort til skamme. Med sejren har de to hold nu vundet en kamp hver. Næste kamp er ligeledes i Tjørnehøjhallen på lørdag d. 16. april kl. 14.00. Herefter foregår det i Ny Holtehal tirsdag d. 19. april kl. 19.00 og skulle det blive nødvendigt med en sidste og afgørende kamp før danmarksmesteren er fundet, bliver det mandag d. 26. april kl. 14.00 i Tjørnehøjhallen.

Fotogalleri

Kampreferater - arkiv

13-04-2011 / Steen Spangen


Til toppenTilbage

Store udsving i første finale

Holte - BVK, 10/04/2011

Resultat: 3 - 1 (25-13, 25-17, 13-25, 25-14)

Eva Bang i samtale med Jens Bang og Steen Spangen om forsøg på at løse problemerne.

Det blev ikke den start på finaleforløbet, som vi kunne ønske os. Det blev således Holte IF der med en 3-1 sejr trak det længste strå i den første af op til fem finalekampe. Kampen blev spillet i Holte, hvor vores piger traditioinelt har haft det svært.

For Brøndby er det første gang vi er i en finale om danmarksmesterskabet og man skal helt tilbage til 1986 for at at finde kliubbens hidtil bedste placering i seniorrækken. Dengang blev det til en sølvmedalje, som blev afgjort gennem et almindeligt grundspil uden afsluttende finalekampe.

Vores spillere virkede meget præget af kampens vigtighed. Servemodtagningen var nervøs og anspændt og gav på ingen måde vores to hævere Eva Bang og Alyssa Auck mulighed for at sætte holdets ellers så effektive angrebsspil i gang. Med til billedet hører også, at Holte fik lagt et meget højt servepres uden at lave en eneste servefejl i løbet af sættet, som blev vundet overbevisende med 25-13.

I andet sæt fulgte vi noget bedre med, men ved stillingen 10-9 til Holte, gik der igen hul på modtagningen og Holte kom på 15-9. En føring som blev udbygget lidt frem til sættes slutning på 25-17.

I tredje sæt var det så vores tur til at præstere de gode servestimer, mens det var Holte der ikke kunne komme til ordentlige angreb. Det var således Caitlyn Jewell der sørgede for at give os overtaget med små men effektive servestimer fra 0-1 til 4-1 og igen fra 13-12 til 16-12, mens det var Ashtin Hall, der sluttede af med en imponerende stime fra 17-13 til 25-13. Serverne alene var selvfølgelig ikke nok, men her var det Vanessa Williams der agerede den store stjernespille og for alvor trådte i karakter. Hun stod for ikke mindre end ti af holdets point i dette sæt. Heraf fire blokader af Holtes noget svækkede angreb. Dertil kom et enkelt servees samt fem utroligt flotte centerangreb, som var kraftigt medvirkende til, at hun efterfølgende fik Time Vision prisen som bedste spiller.

Bedst som det så ud som om vi havde spillet os tilbage i kampen, gik det igen galt i modtagningen, hvilket igen gav Holte overtaget og de kunne alt for let få lov til at køre det sidste sæt hjem med 25-14.

Det var selvfølgelig ikke den start vi havde ønsket på finaleforløbet, men nu skal de næste to kampe spilles på hjemmebane, hvor vi tidligere på sæsonen har slået Holte med 3-0. Det er derfor et skuffet, men absolut ikke modløst hold, der tager imod Holte allerede i morgen tirsdag d. 12. april kl. 19.00 i Tjørnehøjhallen. tredje kamp spilles ligeledes i Tjørnehøjhallen lørdag d. 16. april kl. 14.00 og så håber vi selvfølgelig også på, at der skal en fjerde kamp til i Holte d. 19. kl. 19.00 og måske en femte på hjemmebane d. 25. kl. 14.00.

Fotogalleri

Kampreferater - arkiv

11-04-2011 / Steen Spangen


Til toppenTilbage

Vi er i finalen

BVK - Vordingborg, 31/03/2011

Resultat: 3 - 0 (25-12, 25-15, 25-23)

Med en tredje sejr over Vordingborg VK sikrede Brøndby Volleyball Klub sig en plads i DM-finale.

Glæden var stor da det efter tre overbevisende sæt, stod klart at vores elitedamer for første gang står i en DM-finale. Man skal helt tilbage til 1986, hvor klubbens damer vandt sølv, for at finde et seniorresultat, der nåede samme højder.

Nu er chancen der for at overgå det gamle resultat og følge op på de seneste års mange ungdomsmedaljer og sætte kronen på værket med et seniormesterskab. En opgave der på ingen måde bliver let, da modstanderen i finalen bliver Holte IF, som i modsætning til os har mange mesterskaber i skabet og i øjeblikket råder over en stor del af Danmarks A-landsholdsspillere.

I tredje semifinale mod Vordingborg VK, levede vores piger fuldt ud op til den favoritværdighed, som de havde opnået gennem sejre både i de tre indbyrdes grundspilskampe og de to første semifinaler.

Første sæt blev en ren magtdemonstration, hvor vi hurtigt bragte sig i front. Usvigeligt sikre servemodtagninger af libero Kia Krogh Jørgensen, gav hæver Eva Bang god mulighed for at udnytte sine angribere optimalt. Blandt disse overstrålede centerangriber Vanessa Williams alle andre. Den talentfulde amerikanske spiller, som topper slutspillets pointscoreliste, vandt samtlige sine angreb i første sæt og selv om niveauet faldt del senere i kampen, var det hende der fuldt fortjent fik Time Vision prisen som bedste spiller. I første sæt, var Ashtin Halls serv med til at presse Vordingborg ud i problemer. Hun stod således for serven i de perioder, hvor Brøndby gik fra 3-3 til 7-3 og igen for hele ni server, da vi rykkede fra 14-10 til 23-10 i denne stime præsterede hun tre serveesser. Kort efter var sættet hjemme med de overbevisende cifre 25-12.

Andet sæt blev næsten lige så overbevisende. Vordingborg formåede ellers at hænge på frem til 18-15, men herefter var det slut. Jessica Granados gik i servefeltet og forlod det først da hun og resten af holdet havde kørt sættet hjem med 25-15.

Tredje sæt så længe ud til, at skulle blive en kopi af de to forrige sæt, men efter at have bragt sig foran med 20-14, gik der lidt grus i Brøndbymaskinen og Vordingborg fik kæmpet sig tilbage i kampen og nåede frem til en føring på 22-21, før pigerne igen fik overtaget og jessica Granados kunne tordne det afgørende smash i gulvet til 25-23.

Da der i turneringsprogrammet var gjort plads til en eventuel fjerde og femte semifinale, er der nu en mindre pause, før den første af op til fem finalekampe skal spilles på Holte IF´s hjemmebane i Ny Holtehal, d. 10. april kl. 15.00. Herefter er der to hjemmebanekampe i Tjørnehøjhallen, tirsdag d. 12. april kl. 19 og lørdag d. 16. april kl. 14.00. Hvis ingen af holdene på dette tidspunkt har vundet alle tre kampe, skal der spilles en fjerde kamp i Holte tirsdag d. 19. april kl. 19.00 og er der stadig ikke fundet en vinder, spilles den afgørende kamp hos os i Påsken, mandag d. 25. april kl. 14.00.

Fotogalleri

Kampreferater - arkiv

04-04-2011 / Steen Spangen


Til toppenTilbage

På torsdag kan finalen blive en realitet

BVK - Vordingborg, 26/03/2011

Resultat: 3 - 1 (25-23, 22-25, 25-15, 25-17)

Lørdag spillede Brøndby Volleyball Klubs elitekvinder den anden semifinale i kampen om det danske mesterskab. Som i den første kamp, blev det også denne gang til en sejr over Vordingborg. Semifinalerne spilles bedst af fem kampe, så der resterer nu kun en enkelt sejr, før finalen er en realitet.

Mens den første semifinale blev vundet med 3-0 i et brag af en kamp, var Brøndbys indsats denne gang noget mere svingende. På nær Jessica Granados, var der ikke for alvor nogen af spillerne der kunne få deres servemodtagninger på plads. Det gav hæverne Eva Bang og Alysa Auck svære betingelser og det lykkedes ikke for alvor at få det normalt så prangende angrebsspil til at fungere. Brøndby kunne derfor kun holde en beskeden føring frem til 16-14, hvor Vordingborg tog en lille stime på fire point og dermed overtog føringen. Brøndby fik dog kæmpet sig tilbage og kneb lige akkurat en sætsejr på 25-23 i hus.

De dårlige modtagninger fortsatte i andet sæt og bagud 2-8, valgte træner Jens Bang at indskifte Stine Spangen i stedet for den forrige semifinales bedste spiller Ashtin Hall og det skulle vise sig at være en god disposition. Stine greb chancen og havde adskillige gode angreb, som var med til at mindske Vordingborgs forspring og selv om Vordingborg tog sættet med 25-22, var Brøndby kommet i gang.

Jessica tog fra tredje sæts start større ansvar i modtagningen og udover Stine, som efterfølgende fik Time Vision prisen for bedste spiller, var også Vanessa Williams kommet i gang i angrebet. Brøndby lagde sig i front fra start og I Ashtin Halls serv, som blandt andet indbefattede to serveesser, rykkede Brøndby fra 18-13 til 24-13 og kort efter var sættet taget hjem med 25-15.

Med det noget bedre spil, som dog aldrig nåede det sædvanlige høje niveau, holdt Brøndby også i fjerde sæt Vordingborg bag sig i hele sættet og de kunne uden større problemer slutte kampen med 25-17.

Med sejren, kan Brøndby allerede på torsdag kl. 19.00, hvor Vordingborg igen gæster Tjørnehøjhallen, med endnu en sejr sikre sig adgang til finalen. Skulle det glippe, har de endnu to chancer, d. 2/4 i Vordingborg og d. 5/4 på hjemmebane. Disse to kampe skal dog ikke spilles, hvis Brøndby vinder den tredje kamp på torsdag. I så fald kan de koncentrere sig om forberedelserne til finalen, som bliver Holte IF, der har slået Fortuna Odense tre gange med 3-1.

Fotogalleri

Kampreferater - arkiv

26-03-2011 / Steen Spangen


Til toppenTilbage

God start på semifinalerne

Vordingborg - BVK, 23/03/2011

Resultat: 0 - 3 (21-25, 19-25, 15-25)

Onsdag aften drog vores elitedamer til Vordingborg, for at spille den første semifinale i et forløb på bedst af fem kampe. Til trods for en stor lokal opbakning til hjemmeholdet, var det vores piger der kunne trække sig sejrrigt ud af det første opgør og dermed tog endnu et skridt frem mod finalen.

Første sæt blev langt hen ad vejen meget lige. De to hold skiftedes til at tage små føringer frem til 21-20 til Vordingborg, men så vandt vi serven og Jessica Granados gik i servefeltet, hvor hun blev til sættet var vundet 25-21. Foruden et servees, pressede hun serven så godt, at Vordingborg ikke kunne styre modtagningen. I stedet røg bolden direkte tilbage over nettet, hvor Vanessa Williams stod klar til at straffe de dårlige modtagninger med nogle yderst kraftfulde smash.

Midt i første sæt, fik hæver Eva Bang en mindre forstuvning af en af sine fingre og da fingrene jo er en hævers vigtigste redskab blev det kraftigt overvejet at skifte hende ud. Det blev dog valgt at fortsætte med fingeren tapet op og selv om hun havde ondt, var der intet at udsætte på hendes hævninger. Et tydeligt tegn på dette var hendes smasheres store effektivitet. De lå alle mellem 60 og 70 % i kill. Vanessa havde således en killprocent på lidt under 90 % på elleve angreb i løbet af de to første sæt. Ashtin Hall, som efterfølgende fik Time Vision prisen som kampens bedste spiller lå i andet sæt tæt på 80% og Julie Guldager lå kun en anelse lavere. Jessica Granados, som er elitedivisionens mest scorende spiller, måtte denne aften "nøjes med 64% i kill.

Til trods for den store effektivitet i angrebet, fulgte Vordingborg godt med i andet sæt og igen var det først hen mod slutningen, at vi fik sat trumf på. Igen var det i Jessicas serv, hvor vi denne gang rykkede fra 20-19 til 25-19.

Anderledes let gik det for os i tredje sæt, hvor det hurtigt blev til en føring på 8-3. En føring som blev voldsomt udbygget i Vanessas serv, da hun servede fra 18-14 til 24-14, hvorefter hun desværre havde en servefejl, som gav Vordingborg mulighed for at score to point inden vores piger lukkede kampen med 25-16.

Med udebanesejren har vi fået et rigtig godt udgangspunkt, inden de næste to kampe, som begge er på hjemmebane. Kampene spilles i Tjørnehøjhallen, lørdag d. 26/3 kl. 14.00 og torsdag d. 31/3 kl. 19.00.

Ligeledes tirsdag aften blev første semifinale mellem Fortuna Odense og Holte IF spillet, med en sejr på 3-1 til Holte IF.

Kampreferater - arkiv

24-03-2011 / Steen Spangen


Til toppenTilbage

Nr. 1, nr. 1, nr. 1 og nr. 1

Frederiksberg - BVK, 13/03/2011

Resultat: 1 - 3 (17-25, 20-25, 25-19, 15-25)

Grundspillet i kvindernes Elitedivision i volleyball sluttede søndag og det blev med vores elitedamer som nr. 1 og dermed med det bedste udgangspunkt før slutspillet.

I den forgangne weekend viste klubbens dameungdoms ligeledes stor styrke i det sidste stævne før danmarksmesterskaberne skal afgøres. De gjorde således rent bord ved stævnet i DHV Odense og vandt således både DU15, DU17 og DU20 rækken. DU20 holdet har således vundet alle de stævner de har deltaget i og er således favorit til danmarksmesterskabet, som afgøres i weekenden d. 18.-20. marts i Gentofte. Ligeledes er klubbens DU15-hold favorit til at blive mester og DU17-holdet har med den seneste sejr også skrevet sig ind i et favoritfelt, hvor der dog må forventes stor jævnbyrdighed mellem 4-5 hold.

Vores førstedamers 21. og sidste grundspilskamp var mod Frederiksberg. På forhånd var vi storfavoritter og kampen blev da også brugt til at afprøve nogle ting inden det går løs i semifinalerne. Således fik 17-årige Mira Abildgaard for første gang lov til at være i startopstillingen og Julie Guldager blev i kampen for første gang i sæsonen afprøvet som centerspiller. Opgaver, som de begge ufyldte til stor tilfredshed. Julie var da heller ikke mere tynget af sin nye opgave, end at hun da hun som den første skulle ned at serve, lagde ud med fantastiske springserver, hvoraf to var esser og vi kunne bringe sig i front med 5-0. Føringen blev støt og roligt udbygget og ville have været langt større end de 25-17, som det endte med, hvis ikke havde været hele seks servefejl undervejs.

Igen i andet sæt, var der alt for mange servefejl, men resten af spillet var så solidt, at sættet aldrig blev bragt i fare. Blandt andet sørgede en yderst effektiv Ashtin Hall, for at afgøre en række smash frem mod sætsejren på 25-20.

Ved tredje sæts start havde Frederiksberg en både god og heldig servestime. To netrullere gik i vores gulv og en serv der næsten ikke kunne sidde yderligere i hjørnet bragte Frederiksberg i en føring på 7-1. Vi halede støt og roligt ind, men bedst som vi havde nået kontakt ved 17-17, trak Frederiksberg fra igen og tog sættet med 25-19.

I fjerde sæt var det så os der i Stine Spangens serv fik en komfortabel føring på 7-0. En føring der blev udbygget da Eva Bang servede til 18-7 og serjren kunne herefter køres sikkert hjem med 25-15.

Som nr. 1 i grundspillet, skal vi møde rækkens nr. 4, Vordingborg i semifinalen, som spilles bedst af fem kampe. I den anden semifinale mødes nr. 2, Holte IF og nr. 3, danmarksmestrene fra Fortuna Odense. Som bedst placeret i grundspillet, har vi hjemmebane i anden, tredje og en eventuel femte kamp.

Programmet for semifinalerne ser således ud:

  • 1. semifinale: Onsdag d. 23. marts kl. 20.00 i Vordingborg.
  • 2. semifinale: lørdag d. 26. marts kl. 14.00 i Tjørnehøjhallen.
  • 3. semifinale: torsdag d. 31. marts kl. 19.00 i Tjørnehøjhallen.
  • Evt. 4. semifinale: lørdag d. 2. april kl. 17.00 i Vordingborg.
  • Evt. 5. semifinale: tirsdag d. 5. april kl. 19.00 i Tjørnehøjhallen.

Kampreferater - arkiv

14-03-2011 / Steen Spangen


Til toppenTilbage

Sejr over Vordingborg, trods hårdt program

Vordingborg - BVK, 01/02/2011

Resultat: 0 - 3 (20-25, 21-25, 16-25)

Vores elitedamer har været igennem et hårdt program i de seneste dage. Fire kampe på fem dage er det blevet til. Efter weekendens tre hårde NCC-kampe, skulle pigerne allerede tirsdag møde Vordingborg. Kampene i det svenske havde utvivlsomt givet værdifuld erfaring for alle og selv om det var yderst uheldigt at vores normale libero Kia Krogh Jørgensen er sat ud af spillet for en tid, var det en fantastisk mulighed for hendes afløser Mette Spangen, til at vænne sig til rollen, inden det igen gik løs i den hjemlige turnering.

Vordingborg lå godt nok på en sjetteplads i rækken, men Vordingborg der har fem Amerikanere på holdet, har på det seneste vist stigende formkurve. Amerikanerne er for alvor ved at være spillet ind på holdet og i Brøndby forventer vi også at de bringer sig ind i semifinalefeltet.

De to hold fulgtes da også rimeligt synkront i første sæt. Først tog vores piger et ryk fra 4 til 7 point og kort efter gik Vordingborg fra 3 til 7 point. Igen fulgtes de to hold ad indtil vi rykkede fra 12 til 17, hvorefter Vordingborg rykkede fra 11 til 16 og igen var det lige frem til 20-20, hvor vi i Jessica Granado serv, tog det afgørende ryk til 25-20. Gennem sættet havde Vanessa Williams været temmelig dominerende med en killprocent på omkring 85 %.

I andet sæt var vi oven på gennem hele sættet og især Ashtin Hall ydede en fornem indsats frem mod sætsejren på 25-21 og det var ligeledes hende der med sin serv i tredje sæt skabte et forspring da vi rykkede fra 13-12 til 17-12. Et forspring der blev yderligere udbygget, da Eva Bang servede fem server frem til 23-14, hvorefter Julie Guldager, der efter stabilt spil gennem hele kampen blev tildelt Time Vision prisen, kunne slutte kampen af med 25-16.

Det var vores nye libero Mette Spangens første hele elitedivisionskamp i den nye funktion og det var absolut en godkendt indsats, som lover godt for den kommende tid.

Fotogalleri

Kampreferater - arkiv

01-02-2011 / Steen Spangen


Til toppenTilbage

Vigtig sejr over danmarksmestrene

BVK - Fortuna, 16/01/2011

Resultat: 3 - 1 (25-11, 18-25, 25-23, 25-17)

Med en sejr på 3-1 over danmarksmestrene, Fortuna Odense Volley forsvarede vores elitedivisionshold deres førsteplads i turneringen. tolv sejre i tretten kampe er det nu blevet til og i søndagens kamp blev der undervejs vist spil, som bringer holdet i en klasse for sig selv.

Det var en ren magtdemonstration i første sæt. Caitlyn Jewell servede holdet til en 8-1 føring og i resten af sættet kunne pigerne på det nærmeste gå på vandet. Alt lykkedes. Ashtin Hall spillede sæsonens bedste sæt og vandt seks ud af syv angreb. En præstation der da også indbragte hende Time Vision prisen som bedste spiller. Det var dog ikke hende der blev den mest scorende spiller. Den ære tilfaldt 18-årige Julie Guldager, som spillede sin hidtil bedste kamp og stod for ikke mindre end 20 point i løbet af kampen. Det var således også i hendes serv, som blandt andet indbefattede to serveesser, at vi rykkede fra 12-5 til 17-5. Holdet havde i dette sæt en uhørt høj killprocent på ikke mindre end 75%.

Efter første sæt, lignede det en hurtig kamp, men Fortuna ville det anderledes, så efter små føringer til os, frem til stillingen 12-12 i andet sæt, var det Fortuna der med effektive server satte vores modtagninger fuldstændig til vægs. Der blev trykket til i serven med stor succes og ikke mindre end otte serveesser præsterede Fortunaholdet. De bolde, som det lykkedes os at få i spil, var stadig så svære at arbejde med for hæver Eva Bang, at der slet ikke var samme bid i angrebet. Killprocenten faldt til 40% og Fortuna kunne alt for let snuppe sættet med 25-18.

Fortuna forsøgte sig også i tredje sæt med det store servepres, men nu resulterede det i en masse servefejl, hvilket gav os muligheden for at få gang i spillet igen. Der kom igen styr på modtagning og angreb, samtidig med at vores to centerspillere Vanessa Williams og Caitlyn Jewell sørgede for nogle vigtige blokadepoint. Sættet blev meget lige, men ved stillingen 23-23 vandt vi bolden, hvorefter anfører Eva Bang gik i servefeltet og sørgede for at bringe sættet i hus med et servees til 25-23.

Pigerne havde nu styr på begivenhederne og i fjerde sæt sad vi fuldstændigt på begivenhederne og tog uden større besvær sættet med 25-17.

Med sejren forsvarede vi førstepladsen, to point foran Holte IF. Føringen blev ydermere udbygget med et enkelt sæt, idet Holtes sejr over Gentofte Volley om lørdagen kun blev på 3-2. Gentoftes nederlag betød endvidere, at vi nu har hele ti point ned til netop Gentofte på tredjepladsen. Samme antal point som Gentofte, har Fortuna og Frederiksberg og kun to point efter denne gruppe ligger Vordingborg. Der er dermed lagt op til en yderst spændende kamp om hvem af de fire hold der kommer med i slutspillet.

Fotogalleri

Kampreferater - arkiv

17-01-2011 / Steen Spangen


Til toppenTilbage

Storsejr trods skadet libero

BVK - Skovbakken, 08/01/2011

Resultat: 3 - 0 (25-9, 25-9, 25-16)

Top mod bund og på papiret en let kamp. Vores elitedamer lå nummer et og Skovbakken Volley lå sidst og sådan er det stadig efter lørdagens storsejr, hvor vi slog Skovbakken med hele 25-9, 25-9, 25-16 på kun 46 minutter.

Der var altså ingen grund til, at vores trænerduo, Jens Bang og Steen Spangen havde været lidt urolige op til kampen. Denne uro skyldtes, at holdets Amerikanske spillere havde været hjemme på juleferie og snevejr havde forårsaget forsinkelser, så holdet havde kun nået at være samlet to gange efter nytår. Ydermere blev holdets libero Kia Krogh Jørgensen skadet under opvarmningen, så vi måtte starte med vores centerspillere i både modtagning og forsvar. Det blev således også vores nyeste spiller, amerikanske Elizabeth "Liz" Franz, der fik lov til at starte på den ene centerplads, Hun er ikke lige så høj som hendes "centerkolleger", men til gengæld har hun sin force i sit noget hurtigere forsvarsarbejde.

Den noget uvante situation, fik på ingen måde rystet vores piger. Fra start viste de at der var klasseforskel på de to mandskaber, hvor det i sandheden interesse dog skal nævnes, at Skovbakken også var svækket af at to bærende kræfter, deres hæver Rikke Iversen og centerspiller Ivana Babic, var skadet. De to hold havde ikke nået at rotere en omgang, før vores piger var i front med 18-5 og få minutter senere kunne sættet lukkes 25-9.

Fra andet sæts start, valgte Jens at udnytte reglen om, at udnævne en ny libero, hvis den oprindelige libero er skadet. Valget faldt på Mette Spangen, som ellers spillede kantangriber i første sæt. På denne plads blev hun erstattet af Julie Guldager. Ændringerne faldt ud til fuld tilfredshed og også andet sæt kunne vindes overbevisende med 25-9, blandt andet på blændende centerangreb af Vanessa Williams, flot lagt til rette af hæver Eva Bang.

I tredje sæt blev det valgt, at skifte kraftigt ud. Skovbakken udnyttede dette til at følge med frem til 10-10, men så var det også slut. En forrygende Jessica Granados sørgede alene i dette sæt for otte spektakulære angrebspoint, som blev braget ned blandt de magtesløse jyske forsvarsspillere. Ikke underligt, at hun topper ranglisten over de mest scorende spillere i elitedivisionen. for øvrigt efterfulg af Vanessa, som indtager andenpladsen. Flot af en centerspiller, som ikke får det samme antal hævninger som kanterne. Man skal helt ned til en 10. plads på ranglisten for at finde en anden center. Holdets yngste spiller, 17-årige Mira Abildgaard servede de sidste fire server, hvoraf en var et servees og kampen sluttede 25-16 i tredje sæt. Endnu en gang blev det Jessica der efterfølgende fik Time Vision prisen som bedste spiller.

Med sejren forsvarede vi førstepladsen i elitedivisionen. To point foran Holte IF der vandt deres kamp mod Lyngby Volley med 3-1 og otte point foran Gentofte Volley på tredjepladsen.

Fotogalleri

Kampreferater - arkiv

10-01-2011 / Steen Spangen


Til toppenTilbage

Nerverne holdt ikke

Holte - BVK, 19/12/2010

Resultat: 3 - 0 (25-17, 25-18, 27-25)

Det var ikke dagen for vores elitedamer, da de søndag mødte Holte IF i landspokal semifinalen. Tolv dage tidligere havde vi slået Holte 3-0 i elitedivisionens grundspil og dermed bragt os alene i toppen af divisionen, så vi burde stå psykisk godt rustet til den vigtige kamp. Omvendt er det tredje gang i træk, at de to hold møder hinanden i semifinalen og de to foregående opgør resulterede ligeledes i nederlag. Endvidere er det endnu aldrig lykkedes os at slå Holte på deres hjemmebane.

Der var naturligt nok et stærkt ønske hos vores piger om at bryde denne statistik og netop dette var måske årsagen til, at spillet blev forkrampet og helt uden det flow der har kendetegnet holdet gennem denne sæson. Holte lagde godt fra start i anfører Mette Westergaards serv. Der kom slet ikke styr på vores servemodtagning, som virkede meget nervøs og med en masse misforståelser. Holte kom på 8-2, før vi igen kom til fadet og føringen blev senere udbygget til 21-12, før Jessica Granados, som efterfølgende fik Time Vision prisen som bedste spiller, med en yderst effektiv springserv bragte os tilbage i kampen med 17-21. Glæden varede dog kort, da Holte efterfølgende på en enkelt server tog sættet med overbevisende 25-17.

Også i andet sæt gik Holte i føring fra start og selv om der var kommet lidt bedre styr på modtagningerne, var det stadig ikke muligt for hæver Eva Bang at etablere et effektivt angreb, så det blev igen en overbevisende sætsejr til Holte på 25-18. I Tredje sæt gik det noget bedre. Der begyndte at blive lidt kamp om pointene og de to hold fulgtes ad frem til en 11-10 føring. Holte havde herefter en pointstime til 15-11, og førte kortvarigt, før det igen var det Jessica der med effektive server bragte os tilbage i føring på 18-16. Holte havde dog det psykiske overtag og nogle uprovokerede Brøndbyfejl gav Holte matchbold ved 24-23. Vi overlevede både denne og en efterfølgende ved 25-24, for til sidst at måtte overgive sig på den tredje matchbold til 27-25.

Skuffelsen hos pigerne over at tabe det der er udråbt til at være den moralske finale, var stor, men inden de nu går ind til nogle velfortjente fridage, gav de hinanden hånd på, at der fortsat skal arbejdes hårdt til træningerne, således at de står endnu bedre rustet, når slutspillet skal spilles i foråret. De ligger stadig nummer et i elitedivisionen og den plads agter de at kæmpe for at beholde.

21-12-2010 / Steen


Til toppenTilbage

Brøndby alene i toppen

BVK - Holte, 07/12/2010

Resultat: 3 - 0 (26-24, 25-16, 28-26)

Vild jubel i Tjørnehøjhallen tirsdag aften. Vores elitedamer havde slået Holte IF 3-0 og gik dermed alene i spidsen for Danmarks fornemste række.

De to hold har længe ligget side om side og på skift ført rækken med marginale bold- eller sætforskelle, men denne tirsdag aften skulle slaget stå - og et slag blev det. Oven i købet et af de helt store. Der blev spillet flot volleyball fra begge sider og det så længe ud til at sejren kunne gå begge veje.

Vores piger startede bedst og kom hurtigt foran på gode blokader af Caitlyn Jewell og Vanesa Williams, Føringen blev yderligere udbygget, da Jessica Granados servede en stime på fem server og bragte sine veninder i front med 9-4. Føringen varede dog kun til Holtes hæver Mette Westergaard med en lidt større stime bragte Holte tilbage i sættet med en 14-13 føring, som varede frem til sætbold ved 24-22. Vi vandt bolden og Julie Guldager gik i servefeltet, hvor hun blev til vi havde vendt sættet til egen fordel og vundet det med 26-24.

Også i andet sæt kom vi bedst fra start og vi holdt en kneben føring frem til 15-14, hvorefter Ashtin Hall og Vanessa Williams servede til henholdsvis 19-14 og 24-15. Kort efter blev sættet overbevisende lukket med 25-16. Vanessa var i dette sæt fuldstændig dominerende ved nettet. Hun vandt samtlige sine angreb og supplerede yderligere med sine velkendte superblokader. Ikke uventet blev det også hende der efterfølgende, i et tæt "opløb" med sin centerkollega Caitlyn, løb af med Time Vision prisen som bedste spiller.

Til tredje sæt, var Holte kommet sig over forskrækkelsen og selv om vi lagde ud med en kneben føring, fik Holte kontakt ved 16-16 og lå herefter i front i front frem til sætbold ved 24-23, hvor det igen blev Vanessa der udnyttede en flot hævning fra Eva Bang. Herefter fik vi sætbolde ved 25-24 og 26-25. Holte overlevede dem begge i nogle drabelige dueller, hvorefter det næsten symptomatisk var Vanessa der smashede til 27-26, for derefter at gå ned og sende en effektfuld serv af sted, der kort efter resulterede i en Holte fejl, som udløste vild jubel, da pigerne kunne konstaterer, at de nu ligger alene i spidsen af elitedivisionen og dermed kan gå på juleferie med god samvittighed.

Inden der kan holdes ferie, skal vi dog først spille en semifinale i landspokal turneringen, søndag d. 19. december. Pudsigt nok er modstanderen også her Holte IF, som vi har mødt i semifinalen de sidste tre år. Desværre med Holte som vinder hver gang, men det vil vi med den nyerhvervede succes som rygstød prøve at lave om på.

08-12-2010 / Steen


Til toppenTilbage

Sæsonens længste sæt

Gentofte - BVK, 04/12/2010

Resultat: 2 - 3 (16-25, 34-32, 21-25, 25-21, 7-15)

Brøndbys elitedivisionshold har taget hul på en julemåned fyldt med vigtige opgør. Søndag resulterede topopgøret mellem vores egne på førstepladsen og Gentofte Volley på tredjepladsen i en 3-2 sejr til vores dygtige piger. Dermed satte vi et sæt mere til end Holte IF, som i deres opgør mod Fortuna Odense Volley kun satte et enkelt sæt til. Resultaterne betyder at Brøndby og Holte nu bytter plads, så Holte indtager førstepladsen et enkelt sæt bedre end os. De to hold har med 18 point hver, skabt sig et pænt hul ned til Gentofte, som på tredjepladsen har 12 point.

Kampen startede lige, men ved stillingen 12-12, rykkede vi til 17-12 og sættet kunne uden større problemer køres hjem med 25-16. Det så dermed ud til, at vi var på vej til en sikker 3-0 sejr, men vi skulle blive klogere.

Gentofte havde ikke tænkt sig at give op og andet sæt udviklede sig til en ren gyser. Holdene fulgtes pænt ad, indtil Gentoftes rutinerede anfører, den 30-årige Stine Larsen skulle serve. Stine startede for øvrigt sin volleykarriere, som ungdomsspiller hos os i Brøndby, men i 2001 forlod hun klubben, da hun havde større ambitioner end vi kunne tilbyde, idet vi på det tidspunkt kun havde et 2. divisionshold. Nu stod hun så på den anden side af nettet og sørgede for med gode server at bringe Gentofte fra 7-9 til 12-9. De næste seks rotationer brugte vi til at bringe os tilbage til føring på 20-18, men så var det igen Stines tur til at serve og igen kom vi bagud. Denne gang med 20-23. Gentofte fik sin første sætbold ved 24-21. Herefter skulle vores nye amerikanske centerspiller Elisabeth Franz, eller Liz som hun kaldes, serve. Hun har kun trænet med holdet i en uge, så det var en noget presset situation. Alligevel formåede hun at holde hovedet koldt og sørgede for med gode server at bringe sine nye holdkammerater til sætbold ved 25-24. Endnu en sætbold fik vi, hvorefter Gentofte fik syv af slagsen. De seks første blev overlevet blandt andet i kraft af Vanessa Williams gode angreb og blokader, der da også indbragte hende Time Vision prisen som bedste spiller, men på den syvende, tog Gentofte elitedivisionens længste sæt med 34-32.

De to næste sæt blev fordelt med et til hvert hold. Først tog vi tredje sæt med 25-21 og herefter vandt Gentofte fjerde sæt med samme cifre og vi skulle ud i det afgørende femte sæt. Fra start tydede det på endnu en gyser, men ved stillingen 7-7 gik vores anfører Eva Bang i servefeltet, og der blev hun indtil hun med effektfulde server havde bragt sejren sikkert i hus med 15-7.

Allerede tirsdag skal vi i aktion igen og denne gang er det topkampen mod Holte. En kamp der vil bringe et af holdene alene i spidsen og samtidig give det pågældende hold en psykisk fordel, inden de to hold d. 19. december skal mødes i landspokalens semifinale. Vi håber selvfølgelig på stor tilstrømning til kampen og der vil i dagens anledning være mulighed for at julehygge med lidt gløgg og æbleskiver.

06-12-2010 / Steen


Til toppenTilbage

Brøndby flyvende

BVK - Vordingborg, 27/11/2010

Resultat: 3 - 1 (23-25, 25-14, 25-17, 25-17)

Til trods for tabet af et enkelt sæt i kampen mod Vordingborg VK, behold vores elitedamer førstepladsen i rækken, idet Holte IF i samme runde ligeledes satte et sæt til i deres kamp mod Fortuna Odense Volley. Det var en lidt spag start, men herefter var pigerne flyvende.

Vordingborg der ligesom Brøndby har en del Amerikanere på holdet, lagde ud med et voldsomt servepres, i håbet om at forhindre os i at få gang i vores til tider yderst effektfulde angreb. Det lykkedes tilstrækkeligt til, at de to hold fulgtes ad indtil 18-18, Hvor Vordingborgs amerikanske hæver Cristen Trent fik skabt et hul til 22-18, som vi til trods for storspil af Vanessa Williams ved nettet, ikke formåede at lukke hullet helt og derfor tabte 23-25. Vanessa vandt alle sine centerangreb i dette sæt og havde gennem kampen en killprocent på 71%. Dette kombineret med seks pointgivende blokader gav hende en god dag.

I resten af kampen, var der til gengæld fuldstændig styr på modtagningerne. Vores libero Kia Krogh Jørgensen modtog noget nær perfekt i andet sæt, hvor hun lå på 2,7 i modtagning. Ashtin Hall satte adskillige velplacerede smash mod Vordingborgs hjørner og Jessica Granados udfoldede sit fulde angebspotentiale med nogle smash, der ikke er set hårdere i en dansk turnering. Alt sammen medvirkende til at vi var fuldstændig overlegne og vandt sættet med knusende 25-14.

De gode takter fortsatte i tredje og fjerde sæt, hvor hæver Eva Bang havde alle muligheder for at spille sine angribere, som var utroligt effektive. Begge sæt blev vundet med de overbevisende cifre 25-17.

Jessica Granados spillede formidabelt og stod for ikke færre end 23 af vores point, hvilket da også indbragte hende Time Vision prisen som bedste spiller.

Med til historien hører, at Julie Guldager på nær 10 bolde i første sæt, blev holdt ude med en mindre skulderskade, samt at Mira Abildgaard har måttet stå over i en del træninger som følge af en mindre forvridning af foden. Dejligt, at vi har fået en bred trup, som kan præstere selv om den ikke er ved fuld styrke.

Med sejren beholder vi stadig førstepladsen, omend det stadig kun er på boldscoren, som i denne runde blev udbygget fra 2 til 13 boldpoint. Stadig spinkelt, men dog en føring. I næste runde møder vi rækkens nummer 3, Gentofte på udebane i Kildeskovhallen kl. 13.00 og herefter venter det store brag mod Holte IF på hjemmebanen i Tjørnehøjhallen, tirsdag d. 7. december kl. 18.00. Vi håber at mange vil komme og støtte vores piger. Der vil denne dag være æbleskiver og udskænkning af gløgg.

29-11-2010 / Steen


Til toppenTilbage

Femte fem-sætter i træk

BVK II - Hillerød, 20/11/2010

Resultat: 3 - 2 (22-25, 25-20, 23-25, 25-14, 15-9)

Vores 2. divisionshold er ved at have tradition for at spille femsæts kampe. Således er de sidste fem ud af seks spillede kampe gået i fem sæt. Heldigvis med sejr i de sidste fire og havde vi kunnet spille med fuldt hold i den første af dem (mod KV61), havde vi sikkert også vundet den. Vi måtte her undvære de fem DU15/DU17-spillere, da der var SVBK-GP samme dag.

Altså kun et enkelt nederlag i seks kampe. Ganske godt gået af Danmarks yngste divisionshold og sejrene i de lange femsæts kampe, kan måske være et godt fingerpeg af, at de mange træningstimer med både bold og styrke er besværet værd.

I weekendens kamp mod Hillerød lagde holdet godt ud, med et fantastisk angrebsspil, blandt andet havde Line Thomsen sin hidtil bedste præstation med en killprocent på 48,6% og holdet som helhed lå på 43%. Ved stillingen 16-10 til os, så det ud til at det ville blive tre hurtige sæt, men så fik Hillerød gang i en serv, som fuldstændig spolerede vores modtagning, så de lavede en stime til Hillerødføring på 18-16. Føringen holdt de sættet hjem og tog det med 25-22.

Vores unge spillere var noget rystede over deres modtagningssammenbrud, men heldigvis var spillet kommet i gang inden sættets udgang, så i andet sæt flød spillet igen og de kunne tage det 25-20. I tredje sæt tog Hillerød igen to servestimer fra start og en føring på 8-3 var akkurat nok til, at de kunne holde sættet hjem til 25-23.

Det var så i fjerde og femte sæt, at vores unge pigers gode træningstilstand kommer til sin ret. Angrebet fungerede igen. Både kanterne og centerspillerne var effektive, godt styret af de to hævere Ida Lambach og Stephanie Dahl, som supplerede hinanden godt og blokaderne hvoraf Liv Magnussen stod for halvdelen, ydede deres til overbevisende cifre på 25-14 og 15-9.

Allerede onsdag d. 24/11 venter en ny svær opgave, når holdet kl. 20.30 på udebane i Bülowsvejhallen, skal møde rækkens tophold Frederiksberg.

22-11-2010 / Steen


Til toppenTilbage

Brøndby indtager førstepladsen

BVK - Lyngby, 20/11/2010

Resultat: 3 - 0 (25-22, 25-19, 25-14)

Med en sejr på 3-0 over Lyngby Volley har vores damehold indtaget førstepladsen i elitedivisionen. Det er godt nok en spinkel føring, som kom i kraft af, at Holte IF i weekenden satte et sæt til mod Skovbakken. Dermed har de to hold lige mange sejre og den samme sætscore. Man skal derfor helt ud og tælle boldpoint og her er damerne efter otte kampe, to bolde bedre end Holte.

Der resterer stadig 13 kampe i grundspillet, så derfor kan meget nå at ændre sig, men ikke desto mindre kan den spinkle føring bruges til at afstive selvtilliden inden de næste vigtige kampe, hvor vi skal møde tre af medaljeaspiranterne Vordingborg, Gentofte og Holte.

Kampen mod Lyngby blev aldrig den store spillemæssige oplevelse, Vi måtte undvære Mira Abildgaard der forvred foden i ugens løb og samtidig valgte at holde Ashtin Hall på bænken i hele kampen og lade Stine Spangen spille denne plads det meste af kampen. Vi kom lidt skidt fra start. men efter på et tidspunkt at have været bagud med hele syv point, gik Caitlyn Jewell i servefeltet ved stillingen 15-16 og sørgede med en effektiv springserv, at bringe os i føring med 20-16. Herfra var der ikke længere nogen slinger i valsen. Sættet blev vundet 25-22 og også de næste to sæt blev vundet med komfortable 25-19 og 25-14. Caitlyn, havde en meget stor del af æren for sejren. Det var ikke kun hendes gode server, men også effektive blokader og en killprocent på over 80 %, der også var med til at hun blev tildelt kampens Time Vision pris som bedste spiller, godt fulgt til dørs af vores lille hurtige libero, Kia Krogh Jørgensen, som havde sæsonens hidtil bedste servemodtagningsstatistik.

På lørdag er det så Vordingborg der kommer på besøg. Efter deres tilgang af nye Amerikanere samt gode resultater på det sidste, er der lagt op til en rigtig svær opgave.

22-11-2010 / Steen


Til toppenTilbage

Sejr i kamp præget af server på godt og ondt

Frederiksberg - BVK, 14/11/2010

Resultat: 1 - 3 (25-23, 15-25, 25-27, 14-25)

Det blev aldrig en velspillet kamp, men Brøndby Volleyball Klub elitedamer gjorde arbejdet færdigt og sikrede sig en 3-1 sejr over rækkens nummer fire, Frederiksberg Volley.

Der hersker ingen tvivl om, at Frederiksberg, som det også stod skrevet i kampprogrammet, var bevidste om, at vi var favoritter og at deres chance lå i at genere vores modtagning mest muligt, så vores kraftfulde angreb ikke ville komme til at fungere. Der blev således satses voldsomt i serven og langt hen ad vejen med stor succes. Heldigvis for os resulterede det også i hele 18 servefejl fra Frederiksbergs side. Det var især i andet og tredje sæt fejlene kom, mens den Frederikbergske taktik gav bonus i første sæt. Holdene fulgtes ad frem til Brøndbyføring 19-18, men så skulle Frederikbergs Rose Olander serve og hun viste, at det ikke er uden grund at hun fører serveranglisten, idet hun med effektive server, sikrede sit hold en 22-18 føring, som holdt frem til sættets afslutning på 25-23.

I andet sæt fik serverne også en afgørende betydning, idet Mette Spangen med gode server skabte det første hul ved at serve fra 1-3 til 6-3, hvorefter Caitlyn Jewell udbyggede til 9-5 og også stod for afslutningen på sættet, ved at serve sættet hjem fra 20-15 til 25-15.

Også i tredje sæt skulle serverne få stor betydning. Frederiksberg gjorde deres bedste for at spolere vores angrebsmaskine og det lykkedes dem også undervejs at gå i føring med hele 16-10. Heldigvis fik libero Kia Jørgensen nu styr på modtagningerne og Eva Bang fik mulighed for at få gang i angrebet, hvor Ashtin Hall havde sin bedste periode, med lutter vundne slag. ligeledes var Jessica Granados, som også fik dagens Time Vision pris som bedste spiller, som sædvanlig god for en række point. Således fik Brøndby godt hjulpet af seks servefejl fra Frederiksberg, halet ind på Frederiksberg, som dog nåede først frem til sætbolde ved både 24-23 og 25-24, men så gik Jessica i servefeltet og sørgede med to serveesser for, at vi kunne tage det spændende sæt med 27-25. Herefter forsvandt al spænding i kampen. Frederiksberg virkede som om de nu havde mistet troen på egne evner, og vi kunne stille og roligt køre sejren i hus med overbevisende 25-14 i fjerde sæt.

Første runde af de tre runder der er i grundspillet er nu færdigspillet og alt tyder på den mest spændende turnering i mange år. Tre hold, Holte, Brøndby og Gentofte ligger i toppen med samme antal point og kun sætscoren afgør deres indbyrdes placering, men lige så vigtigt for spændingen, har det været, at på nær de to bundhold, Skovbakken og Lyngby, har alle været i stand til at tage sæt fra topholdene.

15-11-2010 / Steen


Til toppenTilbage

Organisationen skal blive bedre

Holte - BVK, 12/10/2010

Resultat: 3 - 1 (25-18, 25-20, 24-26, 25-17)

Tirsdag aften spillede vores damer topkamp i damernes elitedivision. Vi var sammen med Holte IF de to eneste hold i rækken der stadig var ubesejrede. Et par timer senere var Holte alene om den status, da vi led sæsonens første nederlag med 1-3.

Vi fik ellers en drømmestart, da Ashtin Hall startede med at serve os til en føring på 4-0, men Holte kom sig hurtigt over forskrækkelsen og indhentede os ved stillingen 8-8. Holtes organisationen i forsvaret var simpelthen bedre end vores og dermed havde vi meget sværere ved at vinde de nødvendige point og sættet sluttede 25-18 til Holte.

I andet sæt var det Holte der tog teten fra start og også dette sæt gik til Holte med 25-20. I tredje sæt blev vores blokader bedre og Vanessa Williams som også fik Time Vision prisen som bedste spiller, sørgede blandt andet for fire rene blokade point i dette sæt. mindst lige så vigtigt var det, at blokaden fik lukket et pænt område af banen, så libero Kia Jørgensen fik det væsentligt lettere i forsvaret. I en spændende afslutning gik sættet til os med 26-24.

I fjerde sæt var det så igen Holte der havde bedst styr på begivenhederne og de kunne med en sætgevinst på 25-17 lukke kampen.

13-10-2010 / Steen


Til toppenTilbage

Brøndby vandt topopgør

BVK - Gentofte, 10/10/2010

Resultat: 3 - 1 (23-25, 25-13, 25-21, 25-20)

Brøndby Volleyball Klubs elitedivisionshold vandt søndag topkampen mod Gentofte Volley med 3-1. Gentofte har op til denne sæson oprustet væsentligt, efter de i forrige sæson med nød og næppe undgik nedrykning, idet Aabyhøj ikke ønskede at rykke op. De har således erkendt, at de ikke længere kan klare sig udlukkende med danske spillere og har derfor i lighed med de fleste andre tophold suppleret sig med udlændinge. Vi fik således besøg af et hold der foruden de danske spillere bestod af en Australier, en Amerikaner, en Færing og en Polak, hvoraf især sidstnævnte indtager en dominerende rolle.

Vi var lettere svækket op til opgøret, idet Julie Guldager har måttet stå over i løbet af ugen, idet hun i et forsøg på at redde en bold havde kastet sig ind i en netstander og derved fået en lettere hjernerystelse. Endvidere sad Mira Abildgaard over som følge af sygdom.

Første sæt blev lige så spændende, som man kunne forvente sig af en kamp mellem to ubesejrede hold. De skiftedes til at tage føringer frem til 10-10, hvor vi skabte os et mindre hul, som blev øget til 20-15. Desværre fik Gentoftes gode server på dette tidspunkt vores modtagninger til at falde noget sammen og de kom på 20-22, hvorefter deres polske Dorota Szymska skabte det afgørende ryk ved at serve til 24-22 og kort efter gik sættet til Gentofte på 25-23. Flot af Gentofte at holde så godt et servepres og alligevel kun lave en enkelt servefejl i løbet af de to første sæt.

Til trods for nederlaget i første sæt, var der tilstrækkelig tiltro til at opstillingen fra første sæt kunne rejse sig igen og tilliden blev da heller ikke brudt. Andet sæt blev en magtdemonstration. Astin Hall og Vanessa Williams vandt samtlige af deres angreb og Ashtin blev da også kampen topscorer med hele 19 point. Efterfulgt af Jessica Granados med 18 point. Forsvaret, med blandt andet en sprudlende Mette Spangen, der senere fik Time Vision prisen som kampens spiller, fik stillet sig godt i forhold til Gentoftes hårde smash og fik derfor i langt højere grad vendt forsvar til angreb, hvor en fantastisk spillende Eva Bang, med sine gode hævervalg havde stor andel i angribernes effektivitet. Sættet blev vundet med hele 25-13.

I tredje og fjerde sæt fik Gentofte rejst sig igen og det blev to yderst seværdige sæt. Ashtin gik lidt ned i sin angrebseffektivitet, men kompenserede godt med hele fem serveesser i løbet af de to sæt og samtidig sørgede Eva for hurtigst muligt at omstille angrebet, så blandt andet centerspiller Caitlyn Jewell blev fodret godt og kvitterede med lutter pointbolde. Samme Caitlyn gav Gentofte voldsomme problemer i angrebet, ved at lave fire pointgivende blokader i tredje sæt. Uden på noget tidspunkt for alvor at være truet, vinder vi sættene med 25-21 og 25-20. Dermed er vores piger det ene af to ubesejrede hold i landets øverste række.

Det andet ubesejrede hold i elitedivisionen er Holte IF, som vi skal møde på tirsdag kl. 20 i Ny Holtehal.

11-10-2010 / Steen


Til toppenTilbage

DU19 vinder DM-guld.

BRH Volley - Amager VK, 26/04/2009

Resultat: 3 - 1 (25-15, 19-25, 25-20, 25-13)

Det lykkedes. Vi vandt i weekenden det danske mesterskab for DU19 og dermed fik vi revanche for sidste års skuffelse, hvor vi fik Mie Lindgren og Mette Pieper alvorligt skader allerede i de indledende kampe og dermed glip af et mesterskab, som vi selv så os som storfavorit til.

Også ved dette års mesterskab var vi ”dumdristige” nok til at udråbe os selv som favorit, vel vidende at det ville give et voldsomt pres på spillerne at være holdet alle vil slå, men det er vel bare noget af den udvikling holdet skal igennem. Måske vil det gøre dem mere egnede når flere af dem skal indfri forventninger på elite- og diverse landshold. Det kan da også til tider være lidt trist, når trænere udmelder et favoritfelt, som er på halvdelen eller mere af de deltagende hold. Det må så indrømmes, at en blidere udmelding nok ville være valgt, hvis vi vidste, at flere af spillerne efter en hård periode med DU17-SM og landsholdssamlinger, fik skavanker, som gjorde at de skulle spares en del for at holde igennem turneringen. Håbet var således at kunne spare Eva Bang hele lørdagen, så hun kunne være klar til de afsluttende placeringskampe. Ligeledes skulle Julie Guldager og Mira Abildgaard spares i vidt omfang og Line Mikkelsen blev helt automatisk sparet, da hun havde fået fri lørdag, for at deltage i sin brors konfirmation.

Lørdag skulle der spilles tre indledende puljekampe og søndag to placeringskampe og alle kampe var bedst af fem sæt. Der skulle lægges ud mod Farum/Holte. Det blev som aftalt besluttet ikke at sende Eva til opvarmning og Julie Guldager og Mira Abildgaard fik ligeledes lov til at starte på bænken. Det vigtige hæverjob blev nu varetaget af Sedef Caglar, der gjorde det fantastisk, selv om hun efterhånden er gået mere over til at satse på liberokarrieren. På centerpladserne havde vi Louise Mørch og Nujin Polat. Komplementær var Marie Louise Bergmann og på kanterne havde vi Anna Stage Hansen og Simone Okholm. Sidstnævnte har spillet hele sæsonen for Gentoftes nyoprykkede elitedivisionshold, så der var naturligt nok lagt et stort ansvar over på hende. Satsningen holdt fint i starten, hvor første sæt blev vundet, men i andet sæt gik det galt og selv om Mira blev skiftet ind mod slutningen af sættet, var det for sent til at vi kunne hive det hjem. Alligevel fortsatte vi medopstillingen i tredje, hvor vi dog mod slutningen måtte have både Mira og Julie på banen og de fortsatte inde i fjerde og en 3-1 sejr var en realitet. I anden kamp undlod vi ligeledes at benytte Eva, men den senere bronzevinder fra Århus Volley var en for stor mundfuld og det blev til et nederlag på 1-3. Herefter måtte strategien lægges om. Der var ingen grund til at spare Eva i endnu en kamp, for hvis en semifinale skulle blive en realitet, var en sejr over VK Hjallese en nødvendighed. Der blev derfor startet i stærkeste opstilling i denne kamp og resultatet udeblev ikke. Med en 3-1 sejr blev det til en andenplads i puljen og vi kunne gå til ro i forvisning om, at der skulle spilles semifinale mod Fortuna Odense søndag morgen.

Efter søndagens morgenmad blev det konstateret, at Evas knæskade ikke var forværret og vi kunne derfor undlade at lade Sedef sidde på bænken som gardering på hæverposten. I stedet kunne hun iklæde sig liberotrøjen og hellige sig sin foretrukne opgave. Dette skulle vise sig at være en god beslutning, for med hendes flotte modtagninger, kunne Evas hævninger for alvor bringe vores smashere til angreb. Holdet mulighed på centerpladsen var til søndagens kampe blevet udvidet med Line og da netop centerspillet med Juliane Daugaard og Mie Maimann er Fortunas absolut stærkeste våben, var det en kærkommen forstærkning. Samtidig blev der fokuseret meget på, at serve så Fortuna ville få svært ved at bringe dette våben i spil. En opgave som især Simone udfyldte perfekt, men også Anna som i hvert sæt blev indskiftet til denne opgave levede op til forventningerne. Kampen blev vundet 3-1 og dermed var der lagt op til finalekamp mod DM-stævnets førsteseedede, Amager VK.

Der blev lagt ud med effektive springserver fra Simone, som sørgede for en komfortabel føring. En føring der blev udbygget af et formidabelt angrebsspil af både hende, Julie og Mira, som meget bekvemt spillede sin absolut bedste kamp netop i finalen. Første sæt blev vundet overbevisende med 25-15 og det så ikke ud til, at Amager havde nogen mulighed for at komme ind i kampen. Desværre skulle denne forudsigelse ikke vise sig at holde stik. Amager lagde ud med et højt servepres i andet sæt og en del misforståelser i vores modtagninger resulterede i dårligt angreb, som de fantastiske forsvarsspillere Selma Krarup og Nanna Dahl uden større besvær kunne pille op.

Sættet gik til Amager med 25-19.

I tredje sæt var vi tilbage i højeste gear. Modtagningerne fungerede igen og dermed kunne angrebet igen fungere. Lidt problemer var der når vi ikke havde Mira fremme som trussel på højrekanten. Vores spil blev så for let at læse, hvilket resulterede i en del Amagerblokader, som dog ofte blev effektivt sikret af Sedef. Indtil da havde Julie ellers haft stor effekt med sine linieslag, men nu måtte vi i stedet trække hævningerne noget ind, så hun kunne brage dem ned diagonalt. Anna fortsatte med at optimere serven i hendes indskiftninger og var hun således med til at sikre en sætgevinst på 25-20. Herefter var der intet der kunne stoppe os. Amager virkede modløse og vores spillere sprudlede af selvtillid. Et usvigeligt sikkert og effektfuld angrebsspil sikrede os sejren i fjerde sæt med de knusende cifre 25-13.

Stor var jublen, da vi fik overrakt pokal og guldmedaljer og glæden blev ikke mindre, da årets dreamteam blev offentliggjort og vi kunne konstatere at Eva, Julie og Simone var blandt de udvalgte.

DU19 vinder DM-guld

Øverst fra venstre: Steen Spangen, Anna Stage Hansen, Eva Bang, Julie Guldager, Nujin Polat, Louise Mørch og Jens Bang.
Nederst fra venstre: Mira Abildgaard, Line Mikkelsen, Sedef Caglar, Simone Okholm og Marie Louise Bergmann.

27-04-2009 / Steen


Til toppenTilbage

Selvtilliden svigtede

BVK - Fortuna Odense, 05/04/2009

Resultat: 1 - 3 (15-25, 26-24, 22-25, 19-25)

Det blev ikke til en finaleplads i årets DM-turnering, for vores damehold i elitedivisionen, da de tabte det tredje og afgørende semifinaleopgør mod de regerende mestre fra Fortuna Odense med 1-3.

Det var fra start tydeligt at se, at der stod meget på spil for vores unge spillere, som brændte utroligt efter at komme i deres første senior DM-finale. Desværre resulterede det i en noget forkrampet indsats i servemodtagningen, for ganske som ventet lagde Fortuna ud med et meget højt servepres og dette med stor succes. Modtagningerne kom ikke præcist nok op til hæver Eva Bang, som flere gange måtte løbe dybt i banen for at ekspedere boldene videre. Dette kunne naturligt nok sjældent foregå i fuld balance og resulterede i flere kendelser for dobbeltslag. Kendelser som Brøndbylejren absolut ikke var enige i, men som desværre var med til at skabe en usikkerhed hos vores 18-årige hæver, som ellers er kendt for et højt teknisk niveau. I stedet for at gå nærmere ind på det i dette indlæg, vil jeg henvise til William Menzels blog, da han må have en mere neutral indgangsvinkel til forløbet. Trods for det høje servepres holdt Fortuna sig nede på en enkelt servegfejl i sættet, som de vandt 25-15.

Andet sæt blev kampens mest jævnbyrdige. Fortuna satsede stadig voldsomt i deres server, hvilket i dette sæt resulterede i syv servefejl. Vi var ikke sene til at udnytte denne åbning og med storspil af Pia Larsen, som var helt forrygende i sit angreb, kæmpede vi os frem til en sætsejr på 26-24.

De gode takter fortsatte et stykke ind i tredje sæt. Stadig med nogle problemer i modtagningen, men til gengæld var der en pæn udnyttelse af de bolde der blev fordelt i angrebet. Pia var stadig i top, men godt fulgt på vej af vores to bulgarske spillere Mariya Dimitrova og Iva Milanova. Vi førte knebent i starten, men fra 15-15 skifteddes de to hold til at tage føringer indtil 22-22, hvor Fortunas rutinerede Lotte Hauge servede de tre sidste point hjem til 25-22.

Vi havde svært ved at leve op til Fortunas servepres og kun Mie Lindgren, Mettes Spangen, som periodevis blev skiftet ind i stedet for Julie Guldager og Iva, samt selvfølgelig Pia, fristes man til at sige, leverede en servepræstationer der levede op til vanlig standard. Et velspillende Fortunahold fik dermed lidt for let ved at køre deres angreb og Brøndby måtte se sig slået med 25-19 i fjerde sæt.

Nu skal vi bruge de næste dage på at komme os over skuffelsen, så vi skærtorsdag d. 9. april kl. 14, er klar til at rejse os og kæmpe for at tage bronzemedaljen i kampen mod Skovbakken.

08-04-2009 / Steen


Til toppenTilbage

Afbudsramt hold klarede skærerne

BVK II - DSIO Odense, 05/04/2009

Resultat: 3 - 0 (25-16, 25-12, 30-28)

Klubbens 2. divisionshold spillede søndag aften deres sidste kamp på hjemmebane mod DSIO Odense. To af holdets spillere kom direkte fra DU19-stævne i Gentofte. Der var her blevet trukket meget store veksler på Mira Abildgaard, så hun fik lov til at blive på bænken i hele kampen, til trods for at hun har udviklet sig til en af holdets bærende kræfter. Nujin Polat havde været noget mere sparet i ungdomskampene, så hun kunne gå på banen og lave endnu en god præstation i 3-0 sejren over DSIO. To øvrige spillere fra DU19-holdet havde fået helt fri. Det drejede sig om Line Mikkelsen, som skal spares for at være klar til U20-landsholdets samling samt Sedef Caglar.

Det var således en noget snæver trup, der stillede til kamp, men de rutinerede kræfter: Ida Krabbe, Tine Weisbjerg, Vibeke Spangen, Karin Nielsen, Tina Agervang og Anne Jørgensen ydede som sædvanligt en solid præstation og vandt kampen overbevisende i de to første sæt som endte 25-16 og 25-12, mens sæsonen blev sluttet af med et rigtigt gysersæt, som blev hevet i land med 30-28. Med sejren afsluttede holdet en ganske pæn sæson, som resulterede i en slutplacering som nummer fire.

08-04-2009 / Steen


Til toppenTilbage

DU19 klar til DM

BRH Volley - Amager VK, 05/04/2009

Resultat: 0 - 2 (23-25, 18-25)

Mens vores to ungdomsstjerner Eva Bang og Julie Guldager skulle spille afgørende semifinale for klubbens elitedivisionshold, spillede deres veninder på klubbens DU19-hold i weekenden det sidste af en række kvalifikationsstævner om at komme til det afsluttende danmarksmesterskab, hvor otte hold kvalificerer sig. På forhånd havde vores talentfulde hold sikret sig deltagelse uanset hvad resultatet blev ved stævnet. En dejlig viden at have med sig, når man ikke kan stille i stærkeste opstilling.

DU19

Det blev da også en skidt start for holdet, der ikke lovede for godt for slutplaceringen, da der blev lagt ud med to nederlag på 1-2 og 0-2 til henhioldsvis Ikast og Skovbakken. Til gengæld fik hæver Sedef Caglar for alvor sat gang i de to kantangribere Simone Okholm og Mira Abildgaard i kampen mod VK Hjallese og de kunne tage deres første sejr med 2-0. Det gav dem en tredjeplads i puljen og de skulle dermed møde Fortuna odense, som var blev to´er i deres pulje. Det blev her til endnu en sejr, godt hjulpet på vej af nogle lange servestimer af Line Mikkelsen og der var herefter semifinale mod Ikast, som de havde tabt til i den indledende pulje. Denne gang var de dog betydelig mere klar og i en tæt kamp sikrede de sig adgang til finalen, hvor modstanderen var Amager vK. Her sluttede festen så og de måtte se sig slået 25-23, 25-18, men absolut en stor præstation af det kraftigt svækkede hold.

Resultatet betyder, at holdet vil blive seedet som to´er ved DM, hvilket er fuldt tilfredsstillende, da de fleste resultater er opnået med et svækket hold. Der hersker således heller ingen tvivl om, at der vil blive kæmpet for at vinde guldet, når DM løber af stablen i Ikast d. 25.-26. april.

08-04-2009 / Steen


Til toppenTilbage

Vi lever endnu

BVK - Fortuna Odense, 02/04/2009

Resultat: 3 - 2 (19-25, 25-17, 18-25, 25-20, 15-12)

Hvor var der en dejlig sprudlende og intens stemning denne torsdag aften i Tjørnehøjhallen og hvor er vi dog glade for den opbakning vore trofaste hjemmepublikum gav os. Det var utvivlsom lige netop det der fik vores spillere til at yde det sidste, så vi under vild jubel kunne hive det vigtige femte sæt i hus med 15-12 og dermed bringe semifinaleopgøret mod Fortuna Odense ud i en tredje og afgørende kamp. Undervejs så det ellers ikke for lovende ud, da vi var bagud med både 0-1 og 1-2. Men pigerne ville det heldigvis anderledes. De to hold har før dagens kamp spillet fire indbyrdes opgør. De er endt med to sejre til hver side. 8 sæt til hvert hold og i boldscoren stod den 344-341 i vores favør. Altså havde vi samlet set over fire kampe været kun tre bolde bedre. Mere lige kan det næsten ikke være.

I dagens kamp var det Fortuna der kom bedst fra start og tager føringen. Igen er det Lotte Hauges velplacerede server der driller vores modtagninger, så det kniber for os at vinde boldene. Bagud 10-16, er det så Christina Jensens tur til at serve og det gør hubn så godt, at vi godt hjulpet at Mariya Dimitrovas netspil kommer tilbage i kampen med 15-16. Desværre kunne det ikke ryste Fortuna og selv om Iva Milanova gør det rigtig godt i angrebet, trækker de fra igen og tager sættet 25-19.

I andet sæt viste Pia Larsen for gud ved hvilken gang, at hun stadig er i stand til at lægge lidt ekstra til hendes i forvejen imponerende niveau. Med en usvigelig sikker springserv fører hun os i starten af sættet fra 1-1 til 4-1 og senere øger hun fra 13-10 til 20-10 og sættet kan køres sikkert i hus med 25-17.

I tredje sæt er det igen vores modtagninger der driller os og Eva Bang får svært ved at udnytte vores centerspillere. Gennem sættet er det stort set kun Pia der har en fornuftig slagstatistik. Vi taber sættet 25-18 og har for alvor ryggen mod muren. Heldigvis er der stadig stor opbakning fra publikum så spillerne går på banen til fjerde sæt, fast besluttet på at det ikke skal slutte denne aften.

Det bliver en tæt start på sættet, hvor holdene følges ad til 17-17, igen med Pia i en dominerende faktor i angrebet og Mariya i blokaden, vinder vi den resterende del af sættet med 8-3 og dermed sættet 25-20. Femte sæt er nu en realitet og hallen syder af spænding. Jævnbyrdigheden som har kendetegnet holdene gennem hele sæsonen, fornægter sig ikke. De følges til 5-5, hvor indskiftede Mette Spangen laver et servees fulgt op af endnu et par gode server og vi kan gå til sidebyt med en føring på et par point. Fortuna kæmper sig tilbage til føring 10-9, men med nogle gode blokader af 16-årige Julie Gulddager, som for alvor har spillet sig i grundopstillingen her i semifinalerne, rykker vi igen fra og under vild jubel, kan indskiftede Mie Lindgren serve den sidste bold til 15-12.

Dermed er eventyret ikke slut endnu. Vi byder velkommen i Tjørnehøjhallen igen, nu på søndag d. 5. april kl. 14.00, hvor vi håber endnu en gang at kunne give et fantastisk publikum en lige så fantastisk volleyoplevelse.

03-04-2009 / Steen


Til toppenTilbage

Sejr over Frederiksberg sikrer 2. pladsen

Frederiksberg Volley - BVK, 22/03/2009

Resultat: 0 - 3 (21-25, 23-25, 22-25)

Med en 3-0 sejr i søndagens kamp over Frederiksberg sikrede vi os den vigtige andenplads, som giver hjemmebane i en eventuel tredje og afgørende semifinalekamp mod Fortuna Odense. Mindst lige så vigtigt var det, at der blev plads til at prøve hele truppen af inden det for alvor går løs i slutspillet.

Frederiksberg har altid været et godt hjemmebanehold og sidste sæson formåede vi ikke at slå dem i Bülowsvejhallen. Det er der heldigvis lavet om på i denne sæson, hvor det er blevet til en 3-1 sejr i grundspillet og en 3-2 sejr i landspokal kvartfinalen. Det var dog Frderiksberg der kom bedst fra start og nåede en føring på 7-3, men så gik Christina Jensen i servefeltet og som så ofte før i denne sæson, skabte hendes springserv så megen usikkerhed i modstandernes modtagninger, at der ikke for alvor kom bid i deres angreb. Det var der til gengæld i vores Mariya Dimitrova, som blev fodret godt og grundet med hævninger af en veloplagt Eva Bang, som efterfølgende blev kåret som kampens spiller. Ikke færre end fem pointgivende smash formåede hun at levere på en enkelt tur ved nettet og Pia Larsen formåede endnu en gang at præstere en forbedring af den allerede imponerende form hun er vendt tilbage til efter barsel, så således godt kørende kunne vi tage sættet 25-21.

I de efterfølgende to sæt, blev der arbejdet en del på at få afprøvet hele truppen Stine Spangen, som var skiftet ind i Stedet for Nadia Olling i første sæt fortsatte på banen og efter en god start med en 6-0 føring til Brøndby blev Pia skiftet ud med Mette Spangen. En noget utraditionel udskiftning, da det netop var Pia der stod i servefeltet og havde lagt grund til den gode føring. Der var således noget pres på Mette, men hun hold hovedet koldt og fulgte Pias succes op med et servees. Ydermere blev Christina Jensen skiftet med Mie Lindgren, som endelig fik come back efter en lang skadesperiode. Helt tilbage i sidste forår ødelagde hun et korsbånd og har siden arbejdet intenst på at blive klar til slutspillet. Hun er dog endnu ikke klar til at lave opgaver ved nettet, men kan i stedet blive en vigtig brik i bestræbelserne på at stabilisere modtagning og forsvar. I første sæt havde hun en kort optræden på banen, som blev præget noget af nervøsitet over at skulle vise sit værd så kort før slutspillet, men i de efterfølgende to sæt, viste hun sin mentale styrke og klarede sine opgaver pænt. Da hun nu blev skiftet ind på en centerplads, som jo normalt bliver erstattet med liberoen, valgte træner Ana Luisa Hourrutinier at lade en ellers fantastisk spillende libero Mia Olsen blive på bænken i denne periode, så Mie for alvor kunne få chancen for at præstere. Et godt kæmpende Frederiksberghold halede ind på os og nåede op på 23-23, før vi lukkede sættet 25-23.

I tredje sæt var det holdets yngste spiller den kun 16-årige Julie Guldager der fik chancen fra start. Med sine godt 1,90 m. fylder hun godt i blokaden og hjalp således forsvaret med at forudsige Frederiksbergs angreb. Vi øgede støt og roligt føringen indtil den var på sit højeste ved 18-11. Den store overlegenhed blev brugt til for alvor at eksperimentere, så da alle de tilladte seks udskiftninger i sættet var brugt, var det altså uden mulighed for at bringe vores bulgarske stjerne Iva MIlanova og den normale førstehæver Eva Bang tilbage på banen. De måtte således fra bænken se til, da Mette Pieper på et hævning fra Stine, slukkede Frederiksbergs drømme om at slå et top-3 hold i denne sæson, da hun bragede en smash i gulvet til stillingen 25-22.

Med sejren opnåede vi en andenplads som betyder, at vi starter semifinaleopgørerne på udebane mod Fortuna Odense lørdag d. 28. marts kl. 14.00 i Klostermarkshallen i Odense. Der er returkamp på hjemmebanen i Tjørnehøjhallen torsdag d. 2. april kl. 19.00 og i tilfælde af en sejr til hver side, skal den tredje og afgørende kamp ligeledes spilles i Tjørnehøjhallen, søndag d. 5. april kl. 14.00. I det andet semifinaleopgør mødes Holte IF og Skovbakken.

23-03-2009 / Steen


Til toppenTilbage

Flot kamp af 3. holdet trods knebent nederlag

Diramo - BVK.3, 22/03/2009

Resultat: 3 - 2 (21-25, 25-18, 25-14, 20-25, 15-9)

Det var 3. holdets sidste kamp i denne sæson og derfor også sidste chance for at afprøve nogle af klubbens unge talenter i seniorsammenhæng. Der var således debut til de to ungdomsspillere, Anna Stage Hansen og Marie Louise Bergmann, som kunne slutte sig til Louise Mørch, som tidligt på sæsonen fik seniordebut. Endvidere er Line Thomsen kun en måned for gammel til at være ungdomsspiller. Det er således den yngste trup der længe har spillet for 3. holdet. Modstanderen var rækkens nummer to DIRAMO, som er oprykningskandidat til danmarksserien. Dette rystede ikke de unge spillere, som klarede sig så fremragende, at udskiftningerne stort set kun blev foretaget mellem de mere rutinerede spillere. Vi lagde ud med et forrygende spil, som blev sat godt igang af debutanten Marie Louises hævninger. Hun ramte med flot præsision de to centerspillere Inge Faldager og Louise, som vinklede nogle gode slag uden om blokaderne. Forsvaret blev styret godt af Line og Anna og Lis Nielsen sørgede med gode slag fra kanten for at DIRAMO ikke vandt fodfæste og dermed kunne vi tage sættet 25-21.

Andet sæt startede også godt, men de gode takter holdt ikke gennem hele sættet og DIRAMO kunne trække sig tilbage med en sætgevinst på 25-18. Deres succes fortsatte i tredje sæt og selv om udskiftninger bragte både Hanne Mathiasen og Annnie Ullum på banen, var det ikke nok til at vinde angrebene mod de godt forsvarende DIRAMO-spillere, som tog sættet overbevisende 25-14.

Vores hold spillede på ingen måde dårligt og det var således en af de bedste kampe vi længe har spillet. Der blev derfor også fortsat med godt humør og det gav resultat i fjerde sæt, hvor vi tvang kampen ud i et afgørende femte sæt, ved at vinde 25-20. Desværre kunne succesen ikke videreføres og DIRAMO vandt det underholdende femte sæt med 15-9. Trods en umiddelbar skuffelse, var vi alle enige om, at det er sådanne kampe, der gør det sjovt at spille volleyball og dejligt var det at se, at den nye generation står klar til at hjælpe seniorafdelingen, som efterhånden er godt på vej til at have foretaget et generationsskifte.

23-03-2009 / Steen


Til toppenTilbage

Afbudsramt 2. hold vandt med kraftigt forynget hold

VK Hjallese - BVK II, 21/03/2009

Resultat: 2 - 3 (19-25, 20-25, 28-26, 25-6, 8-15)

Det var ellers et slemt afbudsramt 2. hold, der måtte drage til Odense, hvor de skulle møde oprykningsaspiranterne fra VK Hjallese. Vi havde ellers i god tid forsøgt at flytte kampen, men det var ikke muligt at finde en ny dato, selv om vi havde tilbudt samtlige hverdagsaftener inden for en måned! Heldigvis råder vi over nogle unge talenter, så der var mulighed for at lappe på situationen. Der var således divisionsdebut til 16-årige Sedef Caglar på hæverpladsen, som fik dispensation for alder. Det samme har Nujin Polat og ungdomslandsholdsspilleren mira Abildgaard, men de har været med på holdet et stykke tid. Yderligere en ungdomsspiller Line Mikkelsen, der med sine 18 år, dog ikke behøver dispensation, var med til at give holdet den yngste gennemsnitsalder det har haft i mange år.

Holdet startede forrygende. De fire unge som spillede hele kampen var garanter for den ungdommelige fight og de to rutinerede spillere Vibeke Spangen og Anna Jørgensen stod for det kølige overblik. En god cocktail, som resulterede i to overbevisende sæt på 25-19, 25-20. Starten på tredje sæt forløb også planmæssigt og vi havde en føring på 15-13, men så gik det galt. Hjallese fik held med en servestime, som totalt pillede vores modtagning fra hinanden og de fik en føring på 21-15. En føring der holdt til 24-20, hvor debutanten Sedef var lige ved at redde sejren i hus, da hun med sin serv bragte os tilbage på 24-24. Det gik desværre ikke og Hjallese tog sættet 28-26.

Uden de sædvanlige udskiftningsmuligheder var det et synlig rystet hold der gik på banen til fjerde sæt. Dette sammen med en begyndende træthed, betød at spillet faldt fuldstændigt fra hinanden, og Hjallese tog sættet med hele 25-6. Det var svært at se, hvordan vi skulle rejse sig efter den øretæve, men i pausen inden femte sæt, fik spillerne givet hinanden håndslag på, at selv om kampen ingen større betydning har for os i det samlede regnskab, da klubbers 2. hold desværre ikke må rykke op i 1. division, var de ikke kommet til Fyn for at lægge sig ned. Sådan moralsk oprustet gik de tilbage på banen og udrettede det nærmest utænkelige. Alle gav den en ekstra skalle og resultatet udeblev ikke. Med 15-8 viste de, at vores 2. hold nu også er klar til et generationsskifte i stil med det klubbens 1. hold har gennemgået i de seneste år. Dejligt, at ungdomsarbejde nu begynder at give resultater på alle tre damehold.

23-03-2009 / Steen


Til toppenTilbage

Mere spændende kan det ikke blive

BVK - Holte IF, 14/03/2009

Resultat: 2 - 3 (25-20, 23-25, 25-11, 22-25, 15-17)

Vi har spillet godt på det sidste, så der var lagt op til et spændende topopgør mod et Holtehold der var ubesejrede i 14 kampe i træk. Der var derfor mødt et talstærkt publikum op i Tjørnehøjhallen og de blev ikke skuffede. Der blev vist flot angrebsvolley fra begge hold, men i første sæt havde vi i Mariya Dimitrova den spiller, som gjorde forskellen. Ikke mindre end fem rene blokadepoint lavede hun i dette sæt. Det var stærkt medvirkende til, at vi i Nadia Ollings serv kunne rykke fra 6-9 til 11-9 og herefter øge støt til sætgevinst på 25-20.

Mariya Dimitrova i et smash

I andet sæt var det Holte der fik skabt et hul til 8-3, men vi spillede godt, og fik indhentet forspringet, da indskiftede Simin Haghshenas servede fra 11-15 til 15-15. Herefter fulgtes de to hold ad til 23-23, hvor vi desværre tabte to bolde i træk til 23-25. Dette fik os ikke til at miste modet. Der blev i tredje sæt lagt ud med volleyball i absolut topklasse. Libero Mia Olsen var sikkerheden selv i servemodtagningerne, så Eva Bang kunne uden større problemer fodre angriberne med den ene lækkerbisken efter den anden. Især Mariya og Pia Larsen var helt forrygende. Pia, som har været i en konstant stigende formkurve efter sin barsel, spillede endnu en gang sin hidtil bedste kamp for Brøndby og det var også hende der med en utrolig effektfuld springserv lagde grunden til et lammende forspring, da hun servede fra 12-8 til 21-8. En helt uhørt præstation mod et hold som Holte, som står for at være Danmarks måske bedst servemodtagende hold. Stemningen var høj i Tjørnehøjhallen og da sættet sluttede 25-11 til os, ville mange nok have forsvoret, at Holte ville rejse sig efter den øretæve, men nu er Holte jo, som alle der går ind på denne side ved, et klassemandskab, så selv om vi også fik lagt bedst fra start i fjerde sæt, hvor Eva servede til 7-3, kom Holte tilbage i kampen, indhentede forspringet ved 8-8 og øgede gennem sættet til 25-22.

Der skulle nu et afgørende femte sæt til. Holte lagde ud med et højt servepres, som generede vores modtagninger så meget, at de bolde der kom i spil ikke havde den fornødne effekt. Holte kunne således gå til sidebyt med en føring på 8-5. En føring der holdt til Holte fik matchbold ved 14-10. Vi overlevede og Pia gik i servefeltet. Mange ville i denne situation have valgt en noget sikre stående serv, men ikke Pia. Hun bragede endnu engang sin springserv af sted og et fantastisk kæmpende Brøndbyhold overlevede i en sydende Tjørnehøjhal ikke færre end fem matchbolde, før vi på den sjette af slagsen, måtte overgive os med 15-17. Et ærgerligt nederlag, men samtidig en kamp, der viste af vi for alvor har fået et hold der kan blande sig i mesterskabsstriden.

Med to runder tilbage i grundspillet, havde vi kæmpet os tilbage på 2. pladsen, men nederlaget til Holte, samt det faktum at Fortuna Odense om søndagen slog Frederiksberg med 3-0, betød at de generobrede 2. pladsen og henviste os til 3. pladsen. Det bliver dermed sidste spillerunde, hvor vi møder Frederiksberg og Fortuna møder Holte, der afgør den indbyrdes placering og dermed hvem der får hjemmebane i afgørende semifinalekamp.

Se flere billeder i fotogalleriet her.

19-03-2009 / Steen


Til toppenTilbage

BVK.2 - Fortuna Odense.2

BVK II - Fortuna Odense Volley II, 14/03/2009

Resultat: 3 - 1 (20-25, 25-15, 25-23, 25-22)

DM-semifinalemodstanderne Brøndby og Fortuna Odenses to 2. hold har i de senere år haft mange tætte kampe og denne var da heller ingen undtagelse. Efter et første sæt der gik til Fortuna med 25-20, tog vi de tre næste med 25-15, 25-23, 25-22. Sejren skal ses i lyset af, at vores holdtil denne kamp måtte undvære Nujin Polat og den stærke ungdomslandsholdsspiller Mira Abilgaard, som begge var med klubbens U17-hold ude og skaffe vigtige point i kampen om at komme til det afsluttende SM-stævne, som er kvalificerende til DM. Heldigvis kunne de rrsterende klare paragrafferne alene. En yderst veloplagt hæver Ida Krabbe fodrede vores angribere med præcise hævninger, som gav gode muligheder for valg af slagretninger. Dette formåede især kantangriberne Anne Jørgensen og Tine Hammer at udnytte til fulde. Endvidere skaffede Ida mange point på lob af bolde, som libero Vibeke Spangen lagde præcist bolde frem til hende og som umiddelbart var oplagte til centerangreb.

19-03-2009 / Steen


Til toppenTilbage

Magtdemonstration af Brøndby

BVK - Frederiksberg Volley, 01/02/2009

Resultat: 3 - 0 (25-21, 25-7, 25-21)

Efter sidste uges drama, hvor elitedamer tabte i en tæt og yderst begevinhedsrig topkamp mod Holte IF, var søndag dagen, hvor holdet skulle rejse sig igen efter skuffelsen. Det blev gjort med maner. Uden slinger i valsen og kun med brug af en enkelt udskiftning undervejs blev divisionens nummer fire, Frederiksberg slået 3-0 og i andet sæt var det en ydmygende magtdemonstration fra vores side.

Ana Luisa måtte nøjes med at beundre sine spilleres indsats fra tilskuerpladserne. Hun er, yderst overraskende, blevet tildelt tre spilledages karantæne efter Holtekampen, hvor hun i forbindelse med en episode overskrider 3-meterlinie og berører andendommeren for at få hans opmærksomhed. En klar overtrædelse af reglerne, som kan forsvare en diskvalifikation, men som af mange anses som en overreaktion fra dommernes side. At det samtidig takseres til en karantæne på tre spilledage, betragtes af de fleste vi har været i kontakt med som helt urimeligt hårdt, uanset hvad deres tilhørsforhold har været. Til Frederiksbergkampen var det altså assisterende coach Jens Bang, der sammen med Steen Spangen havde overtaget lederskabet på bænken.

Der blev fra start lagt ud med flot volleyball fra begge hold og det var tydeligt, at Frederiksberg var indstillet på at forsvare deres position som nummer fire i rækken. De to hold skiftedes til at tage små føringer og ved stillingen 20-18, var det Frederiksberg der stod bedst, men så gik Eva Bang i servefeltet og med effektive server kombineret med hjælp af to opstillingsfejl hos Frederiksberg, bragte hun sit hold til en førerposition på 23-20 og sættet kunne kort efter lukkes 25-21.

Elitekamp mod Frederiksberg

Generelt var der stor tilfredshed med præstationen på vores hold, så alle spillere fik genvalg til andet sæt. En tillid, de kvitterede for med stor overbevisning. Eva lagde igen ud med effektive server til 4-0 og efterfølgende var det kampens helt store oplevelse, bulgarske Iva Milanova, som fortsatte til 13-2. Hun blev efterfølgende valgt som kampens spiller, blandt andet i kraft af ikke mindre end 16 pointgivende smash. Magtdemonstrationen holdt sættet ud. De få gange Frederiksberg kom til serv, sørgede libero Mia Olsen for perfekte modtagninger op til Eva, som denne dag på bedste vis formåede at finde dem af sine angribere der formåede at vinde deres slag, men ellers var det en ensidig præstation i dette sæt, hvor Frederiksbergs spæde forsøg på at komme imd i kampen, blev effektivt stoppet af en blokade, hvor centerspiller Christina Jensen kom godt ud og lukkede af i den blok, som Stine Spangen havde sat over for Frederiksbergs hovedangribere. Sættet blev lukket i det der vist nok er den største afklapsning i årets elitedivision, 25-7.

Vi fortsatte i samme opstilling, da selv en afklapsning som i andet sæt, på ingen måde fik os til at undervurdere Frederiksbergs kvaliteter. Opstillingen bestod foruden de allerede nævnte af centerspiller Mariya Dimitrova, som vanen tro tordnede sine angreb i gulvet, samt vores danske verdensstjerne Pia Larsen, som spillede sin hidtil bedste kamp. Hun er i en stadig opadgående formkurve efter sin barsel og en spiller, som vi naturligt nok stiller store forventninger til når turneringen for alvor spidser til.

Der skal lyde ros til Frederiksberg, for ikke at give op efter andet sæts ydmygelse. Fra starten af tredje sæt, var de igen oppe i højeste gear og de formåede i et brag af et sæt at følge med frem til 19-19, før vi igen trak fra. Det skete da vi foretog vores eneste udskiftning, da den ellers storspillende Iva blev skiftet ud med Mette Spangen for at lægge mere pres på serven. En noget satset udskiftning, som havde sin fulde effekt, da Mette med tre gode server skaffede det afgørende hul til 24-20 og Pia lukkede kampen med et effektfuldt smash til 25-21.

Med sejren fastholder vi andenpladsen. En placering der står for skud igen allerede på torsdag kl. 19.30 i Tjørnehøjhallen, når vi skal møde danmarksmestrene fra Fortuna Odense, som er nærmeste konkurrent.

02-02-2009 / Steen


Til toppenTilbage

Brøndby atter til tops

Lyngby Volley - BVK, 27/11/2008

Resultat: 1 - 3 (25-17, 17-25, 20-25, 13-25)

Danmarks gennem tiderne bedste volleyballspiller debuterede torsdag på vores elitedivisionhod og var dermed med til at føre os tilbage på førstepladsen. Det drejer sig om Pia Larsen, som efter flere år som professionel i udlandet, vendte hjem til Danmark, hvor hun i sidste sæson deltog på Lyngbys hold, siden da er hun blevet mor til en dejlig dreng, som i søndags blev døbt Alexander. Et stort tillykke med det. Hendes barsel er nu overstået og vi kan glæde os over, at hun har valgt at spille for os. Hun har i et stykke tid været klar til sin debut, men vi har ikke ønsket at forcere udviklingen. I sidste uge vred Simin så om på foden og der opstod dermed en situation, hvor det faldt naturligt at skrive Pia på holdsedlen.

Elitekamp mod Frederiksberg

Aftenens modstander var Lyngby Volley, som vi tabte til i første runde. Dengang servede det vel nok mest rutinerede hold i rækken på det nærmeste vores unge spillere ud af banen og som der blev lagt ud denne torsdag, kunne det mest af alt ligne en gentagelse. Efter kort tid havde Lyngby bragt sig på en solid 8-2 føring og Pia som var startet på bænken blev sendt på banen. Ændringen var mærkbar. Pias store rutine bragte den fornødne ro på banen. Lyngby blev forhindret i yderligere avancement, men forspringet holdt sættet ud, som de vandt 25-17.

I andet sæt, blev vores store bredde endnu en gang markeret. I forhold til startopstillingen blev der foretaget tre udskiftninger. Pia fortsatte på banen og Stine Spangen, som ligeledes var skiftet ind i løbet af første sæt, havde fået genvalg. Yderligere var centerspiller Nadia Olling kommet på banen, til det der skulle vise sig at blive hendes gennembrud på holdet. Nadia er kommet til brøndby fra 2. divisionsklubben Vordingborg og har hidtil kun været brugt i kortere perioder. Disse har altid været med succes specielt i blokaderne, som er hendes store force. Hun lagde den ene pointgivende blokade efter den anden og var kraftigt medvirkende til et andet sæt hvor vi hurtigt lagde sig i front og tog sættet overbevisende 25-17.

Der blev fortsat i samme opstilling i tredje sæt, hvor de to hold fulgtes ad indtil stillingen 7-6 hvor Eva Bang med sin serv skabte et hul til 11-6, hvorefter Mette Spangen som blev indskiftet for Iva Milanova fortsatte med at serve til 14-8. Der var dermed skabt et hul, som holdt sættet ud til slutciffrene 25-20.

I fjerde sæt blev Iva sat på banen igen og nåede med seks pointgivende smash på en enkelt tur ved nettet, at være kraftigt medvirkende til en kraftig føring på 20-9 inden hun igen blev udskiftet med Mette S. Nadia som i de foregående sæt primært havde brilleret med gode blokader, viste i dette sæt, at hun også angrebsmæssigt for alvorligt er kommet på eliteniveau. Hun stod således alene i dette sæt for fem pointgivende aktioner. Hendes præstation indbragte hende derfor også fuldt fortjent udnævnelsen til kampens spiller, tæt efterfulgt af dagens debutant, vores danske superstjerne Pia Larsen.

Sejren bragte os endnu en gang på førstepladsen i elitedivisionen. En placering der dog blev indhentet, da Holte IF lørdag som forventet slog KSV 3-0 og dermed bragte sig i front på bedre sætscore. Mere overraskende var det, at to andre medaljeaspiranter, danmarksmestrene Fortuna Odens og Frederiksberg begge røg ind i nederlag til henholdsvis Skovbakken og bundholdet DHG Odense. Resultater som helt klart hjælper os i bestræbelserne på at komme i en gunstig position til turneringens slutspil.

01-12-2008 / Steen


Til toppenTilbage

Ærgerligt nederlag

BVK - Skovbakken Volley, 23/11/2008

Resultat: 2 - 3 (25-23, 25-23, 24-26, 23-25, 7-15)

Som nr. 1 i Danmark har man pludselig en favoritværdighed at leve op til. Måske var det det, som var vores elitedamers problem. Søndag tog vi imod Skovbakken og hvor vi i de fleste andre opgør har været udråbt underdog, var der i denne kamp en vis favoritværdighed at leve op til og når gennemsnitsalderen på startopstillingen ikke bevæger sig over 20,5 år, kan den stadig være svær at leve op til.

Elitekamp mod Skovbakken

Det blev en kamp, som kunne være endt med 3-0 til begge sider, samt alle mulige resultater derimellem, idet de fire første sæt alle blev vundet med mindst mulig marginal. Et enkelt point der vippede til modsat side, ville derfor have kunnet ændret meget.

Det så ellers rigtig lovende ud fra start, da Iva Milanova servede os fra 5-5 til 10-5. men da Skovbakken to rotationer senere lavede en lignende stime, lå de to hold næsten lige og en nervepirrende dyst havde for alvor taget sin begyndelse. De to hold skiftedes til at tage ubetydelige føringer, men mod slutningen var det os der havde de stærkeste nerver eller held og tog sættet 25-23.

Andet sæt startede med Skovbakken i en kneben føring, som vi indhentede da Christina Jensen for alvor fik gang i sin springserv og bragte os fra 4-7 til 9-7. En føring som stort set holdt sig gennem resten af sættet, som endte 25-23. Symptomatisk for spillet var det, at vores sædvanligvis stærke angreb ikke for alvor fik sat sig igennem. Samtlige angribere lå på killprocenter på det halve af deres normale standard, hvilket selvfølgelig også var et godt forsvarende Skovbakken holds fortjeneste. Ikke mindst Ci Eshel havde en af sine bedre dage. Det der holdt os inde i kampen var et rigtig flot forsvarsspil af Mette Spangen, som vel nok spillede sin hidtil bedste kamp forsvarsmæssigt, samt libero Mia Olsen, som med stor overvægt senere blev valgt som kampens spiller. Et godt forsvar er bare ikke nok. Pointene udebliver hvis modstanderne ikke selv laver fejl. Det var dette faktum vi måtte lide under i tredje og fjerde sæt. Igen blev det utroligt tætte sæt, men de afgørende angreb, som kunne have sikret en 3-0 eller 3-1 sejr udeblev og i stedet var det Skovbakken der tog to snævre sætgevinster på 26-24 og 25-23.

Der skulle nu et afgørende femte sæt til. Her har vi tidligere på sæsonen vist stor mental styrke, da vi mod stærke hold som Frederiksberg Volley og danmarksmestrene fra Fortuna Odense, har hevet tætte 16-14 sejre i hus. Nu var det en på papiret svagere modstander og "fiaskoen" lurede lige om hjørnet. Vi stivnede fuldstændigt i modtagningen og Skovbakken kunne alt for let tage det sidste sæt med de overbevisende cifre 15-7.

Holte rykker nu forbi os på en bedre sætscore og lige under os har vi Fortuna, som ligeledes kun bliver distanceret på sætscoren. Frederiksberg er med en sejr i weekenden kun to point efter og Lyngby og Skovbakken følger tæt efter Frederiksberg, kun en enkelt sejr bagude. Feltet der kæmper om slutspillet er dermed blev udvidet til seks hold og der venter dermed en lang og spændende turnering.

Se også fotogalleriet fra kampen.

24-11-2008 / Steen


Til toppenTilbage

Overraskende sejr

Fortuna Odense Volley II - BVK II, 22/11/2008

Resultat: 2 - 3 (25-18, 18-25, 25-21, 23-25, 10-15)

Vores 2. hold i 2.division midt havde grund til stor begejstring da de på udebane slog Fortuna Odenses 2. hold. Fortuna har vundet rækken de senere år og eneste grund til, at de ikke ligger i 1. division er de yderst beklagelige regler der forhindre 2. holds deltagelse i denne række. En regel, som DVBF (underligt nok er DVBF os ???) desværre ikke har tænkt sig at ændre selv om både en afstemning på repræsentantskab og høringssvar blandt klubberne viser opbakning til en tilladelse (interesserede kan læse mere i debatsektionen på volleynet eller på William Menzels blog, hvor han har nogle yderst fornuftige synspunkter).

Nå - tilbage til kampen: Vi mødte op til kampen med et hold der stadig er skadesramt og derfor ikke havde nogen udskiftningsmulighed, da vi kun var 7 og valgte at benytte libero alligevel. Til gengæld kunne alle spille fuldstændigt frit. Ingen ville på forhånd vente en sejr og ingen havde truslen om at blive pillet af banen, hvis et satset angreb skulle kikse.

Fortuna lagde ud som forventet og vandt første sæt med 25-18, men i andet sæt skiftedes de to hold til at tage små føringer, indtil vores yngste spiller, 15-årige Mira Abildgaard gik i servefeltet ved 20-18 til os. Hun viste nu, at det ikke er uden grund, at hun er udtaget til U19-landsholdet. Fuldstændigt uberørt af situationen fyrede hun sin serv af til stillingen var 25-18 og tildelte Fortuna det første tabte sæt i denne sæson.

Fortuna lod sig ikke mærke af at nullet var fjernet fra kolonnen med "tabte sæt" og de tog tredje sæt 25-21 og fortsatte sejrskursen i fjerde sæt. Igen var det Mira der sørgede for et afgørende ryk da hun servede fra 11-18 til 16-18. Fortuna fortsatte med en noget mindre føring og vi fortsatte også ufortrødent. Bedst som det så ud til at Fortuna skulle til at afslutte kampen gik en anden af vores unge spillere, 17-årige Line Mikkelsen til serv ved 22-23. Til trods for visheden om, at en servefejl ville give Fortuna matchbold, pressede hun koldblodigt sin serv tilstrækkeligt til, at vi kunne håndtere Fortunas angreb og dermed køre sættet hjem med 25-23. En fordobling af Fortunas "tabte sæt" var nu en realitet.

Vi havde for alvor fået blod på tanden og hæver Ida Krabbe Larsen havde nu fuldstændigt styr på mulighederne i den opstilling som var fremtvunget af holdets skadesproblemer. Karin Nielsen skabte hul med serv fra 3-3 til 6-3 og Ida sørgede for en fornuftig fordeling af de bolde som kom frem fra libero Vibeke Spangen. centerspiller Hanne Thomadsen lyste op og vores altid sikre anfører Tine Hammer levede op til sit navn, men symptomatisk for kampen var det, at det var vores unge stjerne Mira Abildgaard der fik de fire sidste angreb, som alle blev vundet og dermed sikrede os sættet 15-10. Vi fik dermed en vigtig sejr over det ellers ubesejrede tophold.

Sejren bringer os op i et førerfelt bestående af fire hold der alle har ti point.

24-11-2008 / Steen


Til toppenTilbage

Brøndby Alene i spidsen

Frederiksberg Volley - BVK, 16/11/2008

Resultat: 1 - 3 (23-25, 22-25, 27-25, 17-25)

Med endnu en sejr bragte vore 1. damer sig alene i spidsen for elitedivisionen. Det skete søndag, da holdet slog Frederiksberg Volley. Det er kun nogle uger siden vi slog Frederiksberg, i landspokal kvartfinalen, i en tæt gyser, som blev vundet 16-14 i afgørende sæt, så det var et opgør der var ventet med spænding.

Det så da også ud til at blive et tæt opgør da de to hold fulgtes indtil en Frederiksbergføring på 11-8. Så gik Eva Bang i servefeltet og fyrede sin effektfulde springserv afsted. Hun kunne som hæver selv høste glæden af det kraftigt svækkede angreb der kom retur, da forsvaret med libero Mia Olsen i front med stor sikkerhed reddede boldene og sende dem frem til nettet, hvor Eva med sin velkendte elegance leverede bolden videre til sine angribere, hvoraf især Iva Milanova og Mariya Dimitrova gjorde en forskel. I løbet af ingen tid havde vi bragt sig i en komfortabel føring på 18-11. Bedst som det så ud til, at det skulle blive en let dag kæmpede Frederiksberg sig tilbage i kampen, da de med en servestime rykkede fra 18-24 til 23-24, før vi vandt det sidste point og sluttede sættet 25-23.

Elitekamp mod Frederiksberg

Andet sæt forløb uden de store servestimer til nogen af holdene. Bemærkelsesværdigt var det, at den normalt vigtige pointsluger Mariya i dette sæt var helt uden pointgivende aktioner. I stedet var det Christina Jensen, som sammen med Iva sørgede for den største pointudvikling. Blandt andet havde Christina en række blokader, som må have givet Frederiksberg et indtryk af, at de var igang med at "spille mur". Sættet blev igen et godt bevis på den større bredde vi har fået i truppen i år, idet der blev taget flere udskiftninger uden at det brød den gode rytme. Således blev Simin Haghshenas sat på banen i stedet for Mette Pieper, Piret Prass gav Eva en pause og Mette Spangen erstattede storesøster Stine. Spændingen om udfaldet holdt sig helt frem til 22-22, hvor vi tog det sidste ryk og vandt sættet 25-22.

Tredje sæt blev ligeledes en tæt affære, duellerne bølgede frem og tilbage og det samme gjaldt føringerne. Desværre for os, var det Federiksberg der befandt sig på bølgetoppen, ved sættets afslutning, som de vandt 27-25. Således med spænding om kampens udfald intakt gik de to hold på banen til fjerde sæt. Frederiksberg lugtede blod og lagde hårdt ud med at vinde de tre første point. Frederiksbergføringen holdt indtil 3-5, hvor vi vandt bolden og Stine gik til serv. Med en række gode server, hvoraf tre var rene esser, bragte hun os til en føring på 9-5. Føringen blev yderligere udbygget til 16-10, hvor Frederiksbergs træner William noget usædvanligt foretog tre udskiftninger på en gang. Det havde heldigvis for os ikke den ønskede effekt og vi fortsatte til 19-10, godt hjulpet på vej af adskillige Frederiksbergsmash der blev slået ud af banen. Frederiksberg fik stabiliseret sit spil, men vores føring holdt og sættet blev vundet overbevisende med 25-17. Da rækkens førerhold, danmarksmestrene fra Fortuna Odense, lidt senere på dagen tabte 3-0 til Holte IF, kunne vi med sejren bringe sig alene i spidsen af elitedivisionen 2 point foran netop Fortuna og Holte. Et udgangspunkt der lover godt for vores ambitioner om et topresultat.

Se også fotogalleriet fra kampen.

17-11-2008 / Steen


Til toppenTilbage

En "sikker" sejr blev vendt til nederlag

BVK.3 - Diramo, 16/11/2008

Resultat: 1 - 3 (25-8, 24-26, 14-25, 18-25)

Efter kampen i tirsdags hvor DS3 spillede fælt mod GIC, var kampen mod DIRAMO udset til oprejsning. Holdet gik derfor på banen dybt focuseret på, at nu skulle det være. Diramo blev på det nærmeste fejet af banen. adskillige serveesser af Inge Faldager sørgede for et godt forspring og det der kom retur blev straks straffet af en flok veloplagte angribere. 25-8 var det prangende resultat og det var slet ikke til at forstå, at den kamp skylle ende med andet end en sejr.

DIRAMO ville det blot anderledes. Pludselig begyndte de at spille. Modtagningerne kom op til deres hæver og selv om det ikke var det mest prangende angrebsspil, var det nok til, at vi med diverse misforståelser lod boldene gå i gulvet. Samtidig må man medgive DIRAMO, at de fik godt styr på deres forsvarsspil, som effektivt forhindrede vores angribere i at vinde boldene. Et spændende 2. sæt gik til DIRAMO med 26-24, men herefter var det desværre småt med spændingen. Vi må erkende, at vi savner vores langtidsskadede hæver Birgit, for selv om Inge og Milla gør det fornuftigt, er det trods alt ikke hævergerningen de har trænet gennem deres volleyliv og samtidig er de savnet i deres normale positioner på henholdsvis center og kant.

Nederlaget bringer os på en øjeblikkelig 6. plads, dog med flere af de foranliggende med en kamp mere, så en placering i toppen er på ingen måde uden for rækkevidde.

17-11-2008 / Steen


Til toppenTilbage

Ulige vilkår

BVK - Frederiksberg.3, 16/11/2008

Resultat: 0 - 3 (21-25, 18-25, 19-25)

Allerede inden kampens start var det ulige vilkår. Frederiksberg var mindst dobbelt så mange spillere som os. Vi lod os dog ikke skræmme og efter en god opvarmning følte vi os klar til at give dem kamp til stregen. Den følelse mistede vi dog hurtigt da vi startede med at komme bagud med 5-0. I lange perioder af kampen var vi totalt stillestående, fangede intet i forsvaret og havde modtagninger som ikke var til at spille videre på.

Hvis vi skal finde det positive frem, så havde vi da en god duel i midten af 2. sæt... Nej, der var selvfølgelig flere positive elementer. I de perioder, hvor modtagningen kom op fik vi faktisk gang i en del fornuftigt centerspil. Vi havde også perioder, hvor der blev kæmpet pænt af alle mand og det derfor blev helt sjovt at spille. Kampen gav også spilletid til Piotr, som vi fik prøvet af som hæver.

I alle sættene fulgte vi pænt med, men det var hele tiden med fornemmelsen af at Frederiksberg havde (mindst) et gear ekstra. Frederiksberg var lige niveauet bedre end os og vel nok det bedste af de hold vi har mødt. Vi må se frem mod den næste kamp som helt sikkert ikke bliver med samme opstilling.

Og hvis jeg skal slutte af med endnu en positiv ting, så er jeg ret sikker på, at selv om vi tabte 3-0 så vandt vi flere points end Frederiksberg (i gennemsnit pr. spiller).

19-11-2008 / Jan


Til toppenTilbage

Fem hold på otte point

Marienlyst - BVK II, 15/11/2008

Resultat: 0 - 3 (21-25, 20-25, 8-25)

Det var en skidt optakt vores 2. damer havde på 2. divisions kampen mod Marienlyst. Line har fået melding om en længere pause som følge af rygproblemer. Mira skulle til bryllup i Tyskland og Hanne og Anja var også ude at rejse. Vi var således kun 7 spillere til kampen og da Anne har haft en mindre skade i en uges tid, måtte vi lade vores libero Vibeke indgå i kantgruppen. Ydermere var de to bilers navigatører ikke helt vågne, så en ene bil kørte et par afkørsler for langt på motorvejen og den anden, som tog den rigtige afkørsel valgte så at dreje den forkerte vej, så turen gik mod Svendborg i stedet for Odense. Endelig lykkedes det at få samlet spillerne 25 min. før kampstart, men heldigvis var den foregående herrekamp forsinket, så der blev igelig tid til opvarmningen.

Selve kampen er der ikke så meget at berette om. Marienlyst ligger sidst og har sandt at sige ikke det store at byde på. Selv i vores svækkede opstilling kunne vi køre en sikker 3-0 sejr i hus. Dog skal det siges, at starten på første sæt blev lige indtil stillingen 13-13, men så gik Anne til serv og det gjorde hun så godt, at hun førte os til 25-13. Andet sæt blev det tætteste, men alligevel endte det uden spænding med 25-18 og tredje sæt viste så for alvor hvor stor spredning der er på holdene i 2. division, idet sættet gik til os med 25-9. TRist, at forbundet ikke er åbne over for at indføre 2. holdenes ret til at spille i 1. division.

Med sejren er vi et af fem hold, som alle "topper" rækken med otte point. Dog har vi spillet vidt forskelligt antal kampe Fortuna som fører har kun spillet 4 kampe. Vi har spillet 5 kampe lige som EVK, mens Vordingborg og Hjallese har spillet henholdsvis 6 og 7 kampe.

17-11-2008 / Steen


Til toppenTilbage

GP-sejr til DU19-holdet

DU19 - Amager, Lyngby, Grøndal, 09/11/2008

Resultat: 2 - 1 (2-1, 2-0, 1-2)

Vores DU-19 hold, hvor alle på nær to er DU17-spillere vandt weekendens A-pulje, som er den bedste af seks puljer i SVBK´s GP-turnering og dette blev endda præsteret uden at have holdets to elitedivisionsspillere, Eva Bang og Julie Guldager, med.

I en tidlig morgentime blev der lagt ud mod Amager VK. Til trods for, at vi var mødt op i god tid før kampen, var vi desværre ikke vågne alligevel. Amager startede med at serve os ud af banen og inden længe var vi bagud med omkring 10 point. Mod slutningen kom vi lidt bedre igang, men Amagers forspring var for stort og de tog sættet. Trods alt var vi kommet i gang og selv om det aldrig blev pænt volleyball formåede vi at knibe en 2-1 sejr hjem.

Vi skulle nu have haft en pause, men da Grøndal EV´s spillere som skulle spille mod Lyngby ikke var mødt fuldtalligt op endnu, indvilligede vi i at trække knæbeskytterne op igen og spille mod Lyngby. De gode takter mod slutningen af Amagerkampen blev yderligere forbedret og i en ganske velspillet kamp vandt vi 2-0.

Der var nu en lang pause før vi skulle spille mod Grøndal EV, men ventetiden var det hele værd. Det blev en spændende og velspillet 2-1 kamp, hvor vi vandt første sæt overbevisende med omkring 14 point, men desværre tabte de to næste i nogle tætte afgørelser, så kampen faldt ud til Grøndal EV´s fordel. De to hold havde dermed begge to sejre og samme sætscore, men vi havde en væsentlig bedre boldscore og kan dermed indtage førstepladsen i GP-turneringen, som har 26 deltagende hold.

10-11-2008 / Steen


Til toppenTilbage

DS1 helt til tops med sejr over vicemestrene fra Holte IF

BVK - Holte IF, 08/11/2008

Resultat: 3 - 1 (25-17, 25-15, 18-25, 25-22)

Efter endnu en blændende volleyopvisning i kampen mod sidste sæsons sølvvindere fra Holte, har vores elitedivisionshold placeret sig i toppen af rækken. Holte IF var det eneste tilbageværende danske elitedivisionshold, som vi endnu ikke har haft en sejr over. Dette faktum blev der ændret på i weekenden.

Fra første fløjt lagde vores spillere ud med en koncentreret indsats, som viste noget af det bedste volleyball, som jeg har set i årets elitedivision. Holte spillede på ingen måde dårligt, men vores piger satte vel ikke en fod forkert i første sæt. Anfører Eva Bang lagde ud med en serie effektive springserver, som bragte os på 4-0 og herefter sørgede hun utroligt veloplagt med at servere den ene flotte hævning efter den anden til vores angribere. Måske kom det bag på Holte, at det ikke som sædvanlig var vores to bulgarske stjerner Iva Milanova og Mariya Dimitrova der stod for de fleste angreb. Kun tre vundne angreb stod de for tilsammen i dette sæt. I stedet var det centerangriber Christina Jensen og kantangriber Mette Pieper, der toppede statistikken. En føring på hele 20-9 havde vi en overgang, før Holte blev lukket lidt ind i kampen og begrænsede sættabet til 25-17.

Andet sæt fortsatte lige så flot og igen bragte vi os i front fra start. Libero Mia Olsen forhindrede effektivt Holte i at få deres smash i Tjørnehøjhallens gulv og Eva fortsatte med sin flotte fordeling af angrebet, hvor hun nu også for alvor havde fået bragt Mariya i spil med fem pointgivende smash. En præstation der også efterfølgende var med til endnu en gang at kåre hende som kampens spiller og en gave fra en af vores sponsorer, Danske Bank. I endnu en styrkepræstation fejede vi al modstand til side og vandt kampens mest overbevisende sæt med de knusende cifre 25-15.

Nu burde vi have lukket kampen, men selv om der blev fortsat i samme opstilling, skete der af uransagelige grunde en katastrofal ændring i vores modtagninger. Boldene sprang fra armene i den ofte omtalte popcornstil og Holte øgede støt og roligt til en føring på ikke mindre end 12 point ved stillingen 20-8. Træner Ana Luisa Hourrutinier tog den eneste rigtige konsekvens af det faldende spil og skiftede ikke mindre end fire af banens seks spillere ud. Det var en handling, som for alvor kom til at demonstrere den store bredde på holdet, som vi råder over i år. Simin Hagshenas kom tidligt i sættet ind i stedet for Mette Pieper og ved de famøse 20-8 blev Iva milanova byttet ud med Mette Spangen, som med en god servestime bragte os tilbage i kampen med en servestime på seks point. Yderligere blev Nadia Olling skiftet ind på centerpladsen og Piret Prass erstattede den ellers velspillende Eva på hæverpladsen. Udskiftningerne havde den ønskede effekt. Spillet blev stabiliseret. Sættabet kunne ikke undgås, men blev reduceret til 18-25. De startende spillere fik en pause til at klare hovederne og frem for alt fik den flotte afslutning på sættet humøret og optimismen tilbage på holdet.

De startende spillere kom tilbage på banen i fjerde sæt og den tiltrængte tur på bænken havde gjort dem klar igen. Der blev lagt ud med en 6-0 føring i Ivas serv og Christina som ellers har haft en del problemer med at få sin serv til at fungere i denne sæson, var nu helt ustyrlig og øgede yderligere til 11-2. Holte kæmpede dog ufortrødent videre og var ved at få kontakt ved 18-17, hvor Stine Spangen skabte nyt hul med tre lange server til baglinjen. Få rotationer senere kunne Iva Milanova under stor jubel lave den afgørende blokade til slutcifrene 25-22.

Sejren bragte os op på førstepladsen i elitedivisionen to point før de efterfølgende fire hold, men om søndagen kom Fortuna Odense med deres sejr over Frederiksberg ligeledes op på ti point og da sætscoren også var den samme, måtte vi på en dårligere boldscore se os henvist til andenpladsen af danmarksmestrene fra Fortuna.

10-11-2008 / Steen


Til toppenTilbage

Et kraftigt svækket 2. hold måtte se sig slået af VK Hjallese

BVK II - VK Hjallese, 08/11/2008

Resultat: 1 - 3 (25-20, 19-25, 18-25, 23-25)

I en række, hvor det med de nugældende regler ikke er tilladt at kæmpe for oprykning til 1. division, er det ikke placeringen i tabellen der er det vigtigste, men derimod hver enkelt kamps intensitet. Så meget desto mere ærgerligt er det, når man ikke kan stille med stærkeste opstilling i en af de kampe, som man har set frem til med store forventninger i en række, hvor der er stor forskel på top og bund.

Kampen mod VK Hjallese var sådan en kamp. Med deres gode blanding af unge talenter og rutinerede spillere, er det et af de hold vi plejer at have nogle rigtig gode kampe mod. Til weekendens opgør måtte vi desværre se bort fra to af de faste kanter. Line er sat ud af spillet på ubestemt tid pga. af en ryglidelse og det samme gjaldt Anne, hvis problemer heldigvis er af mere forbigående karakter. I stedet blev der debut for vores unge talent U17- og U19-landsholdsspilleren Mira Abildgaard. som gjorde en god figur med en god springserv og hårde smash, som dog skal varieres noget mere i slagretningerne.

Vi kom godt fra start og holdt os i føring fra 5-4 og frem til sættets afslutning 25-20. Det var et sæt, hvor Tine Hammer for alvor viste at hun var tilbage i storform efter sin barsel. I de efterfølgende sæt, fik Hjallese dog også gang i deres angreb og da de samtidig var mere stabile i deres modtagninger fik de et overtag som resulterede i to vundne sæt på 25-19 og 25-18.

Tredje sæt blev det mest spændende. Vi fik sat os noget mere igennem i angrebet til trods for et godt forsvarsarbejde hos Hjallese og vi havde da også føringen fra 7-7 og frem til 20-16, hvor Hjallese tog fem point i træk. Her kunne de manglende spillere utvivlsomt have gjort en forskel, men nu måtte vi køre videre i en opstilling, som vi havde svært ved at kæmpe os ud af og Hjallese kunne bruge deres gode ryk til at køre en ærgerlig, men dog fortjent sejr hjem med 25-23.

10-11-2008 / Steen


Til toppenTilbage

Servemodtagning

VK Holbæk.2 - BVK, 01/11/2008

Resultat: 0 - 3 (17-25, 12-25, 11-25)

Servemodtagning var vel kodeordet i denne kamp. Begge hold bør måske tage en ekstra tørn i træning af servemodtagning - Holbæk måske endda 2-3 stykker.

Det hele starter med afgang fra Vestegnen i skønt solskinsvejr. Dog lod det faktum at vintertid, og dermed efteråret er kommet, sig ikke skjule; det var småkoldt. Det var det også i hallen. Måske derfor havde udeholdet flere tilskuere end hjemmeholdet :-)

Så der skulle opvarmning til - og i den disciplin tror jeg holdene var lige gode. Det var vi også i starten af første sæt. Dog med Holbæk først i teten med 3-1, og vi kom foran første gang ved 12-11. Herefter tog vi stille og roligt et par point hver gang Holbæk tog. 25-17 til os.

Andet sæt startede i samme stil som første, og igen skete der noget ved 12-11. Jan gik til serv, og da han var færdig havde vi vundet sættet - 25-12 ! Uden helt at have præcise tal på det, vil jeg gætte på at ca. 50% aldrig blev spillet tilbage til os. Og de sidste 50% blev så "bare" afgjort til vores fordel. Og det blev jo nemmere for hver bold - Holbæk mistede gejst, det fik vi til gengæld.

I 3. sæt var der igen serv til forskel. Vi havde stimer, dog "kun" på 4-6 point. Nicolaj, Steen og igen Jan sørgede for det. Og da første serie gav os en 4-0 føring gik gassen vist helt ud af Holbæk ballonen. Sættet blev kørt sikkert i hus med 25-11.

Dog skal ikke kun Holbæk klandres for dårlige servemodtagninger - de lavede bare rigtig mange flere end vi gjorde. Selvom vores servemodtagning ikke var god, så fik da langt de fleste gange et angreb ud af det. Men Nicolaj måtte da løbe ind imellem ;-)

02-11-2008 / Bo


Til toppenTilbage

Brøndby videre til LP semifinalen efter endnu en gyser

Frederiksberg Volley - BVK, 29/10/2008

Resultat: 2 - 3 (25-22, 18-25, 25-27, 25-18, 14-16)

LP kvartfinale

Frederiksberg Volley havde matchbold, men vi overlevede. Tog de næste tre point og spillede sig videre til semifinalen i landspokalturneringen.

Det var på ingen måde en ønskemodstander vi havde trukket i landspokal kvartfinalen. Frederiksberg er op til denne sæson blevet forstærket med tre spillere fra sidste sæsons sølvvindere Holte IF og det var vel at mærke ikke tre spillere fra bænken, men derimod tre spillere, som oftest var at se i Holtes startopstillingen, A-landsholdsspilleren Lene Grønvall, den islandske A-landsholdsspiller Elsa Valgeirsdottir samt den stærke centerspiller Mette Oht. Desuden har de fået tilgang af Helena Zinduna Madsen og Maria Knøll fra Lyngby, som ligeledes har været fast inventar på A-landsholdet for et par år siden. Da vi som bekendt tabte vores to elitekampe i Bülowsvejhallen i sidste sæson, havde vi dermed alle odds imod os.

Det var da også Frederiksberg der kom bedst fra start med føringer på 8-3 og 13-7, men så kom Mette P. i servefeltet og samtidig kom Iva frem til nettet. På gode og sikre server af Mette og godt forsvar af en fantastisk spillende libero, Mia, kunne Eva lægge den ene lækkerbisken efter den anden op til den Iva, som med en række pointgivende smash sørgede for at vi fik kontakt ved 12-13, men nu var dagens modstander jo en klassemodstander, så Frederiksberg formåede at holde os bag sig og tog sættet 25-22.

Til trods for sættabet, var vi kommet igang. I andet sæt var det især Mariya der var udslagsgivende med ikke færre end fem vinderslag, samt to servestimer, hvoraf den sidste gav os sættet med en stime fra 20-18 til 25-18.

De gode takter fortsatte i tredje sæt, som blev utroligt medrivende. Holdene fulgtes ad med os i en lille føring frem til 8-5, hvor Frederiksberg fik en stime på hele syv point. Det første af disse på en fejlkendelse fra dommernes side, hvor de ikke dømte, da en Frederiksbergsk spillere lavede et angrebsslag foran 3-meteren. coach Ana Luisa blev så oprørt over dette, at hendes protester udløste et gult kort og dermed yderligere et point til Frederiksberg. Pigerne var rystede og vi brugte i perioden umiddelbart efter, begge vores time outs, før vi endelig fik stoppet Frederiksberg ved stillingen 8-12. Ana Luisa, som var faldet ned igen arbejdede nu godt med sin bænk og brugte ikke mindre end fem udskiftninger i bestræbelserne på at komme tilbage. Det lykkedes og ved 23-23 gik vi forbi og fortsatte til sætgevinst på knebne 27-25.

Frederiksberg var på hjemmebane og havde på ingen måde tænkt sig at lægge sig på ryggen foran et godt og medlevende hjemmepublikum. De kom stærkt igen og vandt ret overbevisende fjerde sæt 25-18 og de vi kunne gøre sig klar til det afgørende femte sæt. Det blev med os i en kneben førerrolle frem til 12-12, hvor Frederiksberg tog to point i træk og bragte sig til matchbold ved 14-12. Vi kunne prise os lykkelige over igen at have fået Mariya frem til nettet. Hun var sikkerheden selv og blev efterfølgende med en overvældende majoritet valgt som kampens spiller. Mariya vandt bolden og vores yngste spiller, 16-årige Julie skulle i servefeltet. Hvis ikke Ana Luisa allerede havde brugt sættets seks tilladte udskiftninger, ville hun nok have valgt at indskifte en mere rutineret spiller. Denne mulighed var ikke til stede, så i stedet blev der krydset fingre for at de unge nerver holdt. Det gjorde de og Julie, som kun er berettiget til at spille på dette niveau i kraft af en dispensation for hendes unge alder, sendte to sikre server mod Frederiksberg, hvis angreb blev effektivt stoppet ved nettet af den storspillende Mariya. Sættet og dermed kampen blev vundet med 16-14.

Dermed er vi klar til semifinalen, som bliver mod Holte på udebane i ugen før jul.

Se også fotogalleriet fra kampen.

03-11-2008 / Steen


Til toppenTilbage

Sejr over danmarksmestrene i tæt afslutning

Fortuna Odense Volley - BVK, 25/10/2008

Resultat: 2 - 3 (25-19, 25-20, 18-25, 17-25, 14-16)

Så skete det. Vi slog danmarksmstrene fra Fortuna Odense i deres egen hule i Klostermarkshallen. Samtlige volleyeksperter som ytrer sig på nettet var overbeviste om endnu en sejr til de ubesejrede mestre, omend enkelte spåede en tæt kamp, men vores unge talenter ville det anderledes.

Efter de to første sæt, så det unægtelig ud til, at spåmændene skulle få ret. Fortuna havde lagt sig i front fra start og adskillige af de gange vi havde mulighed for at genvinde terræn, blev et forsøg på at presse Fortuna i stedet til en servefejl, som gav Fortuna mulighed for at øge føringen til sættet sluttede 25-19. Det eneste positive der var at sige om sættet, var nok, at så længe eget spil ligger under vanligt niveau og det primært er egne fejl der er skyld i modstanderens succes, så er der også mulighed for forbedringer. Forbedringerne lod blot vente på sig og andet sæt blev en spillemæssig kopi af første med en Fortunagevinst på 25-20.

Hvis det havde været en fodboldkamp, var tilskuerne nok begyndt at udvandre, for det var nok de færreste der turde tro på spænding i den kamp, men heldigvis ser man kampene til ende i volleyball og det var der heller ingen der kom til at fortryde. Vi tog lidt af presset på vores server og undgik dermed de mange servefejl. Selvfølgelig gav det Fortuna mulighed for at spille sig til nogle gode angreb, men dette var uden større betydning, da libero Mia havde en af sine gode dage og sørgede for et væld af redninger. Dette betød, at Eva nu fik mulighed for at sætte gang i samarbejdet med centerangriber Mariya, som var usvigelig sikker i sit angeb og havde en "killprocent" på ikke mindre end 85%. Også Iva og Mette P. havde bedret deres angebseffekt, så da vi øgede i Ivas serv fra 10-9 til 14-9 var Fortuna knækket og vi kunne køre sættet hjem med 25-18.

Det var tydeligt at vores spillere havde fået troen på egne evner tilbage og samtidig viste den øgede bredde, der er kommet på holdet i denne sæson, sit fulde værd. Således var de to rutinerede spillere Stine og Christina skiftet ud med den kun 16-årige Julie og 19-årige Nadia, som i sidste sæson spillede 2. division i Vordingborg. Julie havde brugt tredje sæt på at spille sig igang, med enkelte pointgivende aktioner, men i fjerde og femte sæt lukkede hun for alvor op for sit store potentiale og var især i fjerde sæt en væsentlig del af holdets succes. Nadia mangler stadig noget i bevægemønstret på banen, men kompenserede for dette med et utroligt godt blik for timingen i sine blokader. Fjerde sæt blev vundet med overbevisende 25-17.

Der skulle nu et afgørene femte sæt til og det blev en ønskestart for os. Godt nok var det Fortuna der vandt det første point, men herefter gik vi, godt hjulpet af nogle netfejl fra Fortunas side, til en føring på 5-1. Denne føring hold til 12-8 og bedst som det så ud til, at vi kunne vinde sættet lige så overbevisende som i de to foregående, gik Fortunas amerikanske stjerne Caley Carter i servefeltet og bragte sit hold tilbage i kampen med en udligning til 12-12 og dermed en spænding om udfaldet, som holdt sig kampen ud. 13-13 og 14-14 blev det inden vi kunne trække os ud af kampen som vindere med ciffrene 16-14. I hele denne fase viste bulgarske Mariya sit store værd og havde nogle af kampens mest spektakulære angreb, hvor gulvbrædderne måtte lægge "ryg" til nogle smash, som må have bragt Mariya i halinspektørens søgelys med henblik på mulig erstatning.

Med sejren bragte vi os for alvor ind i favoritfeltet til det afsluttende slutspil. Efter fem runder tegner der sig en trolig spændende turnering. Således ligger fire hold lige medhver fire sejre og det er således kun sætciffrene der afgør en indbyrdes placering. Her indtager vi den øjeblikkelige andenplads. De fire førehold som er Holte, Brøndby, Fortuna og Frederiksberg følges tæt af Lyngby, som kun er en sejr efter og det er efter al sandsynlighed blandt disse fem slutspildeltagerne skal findes, da der er et hul ned til de næste hold i tabellen.

03-11-2008 / Steen


Til toppenTilbage

En kamp der skulle vindes

BVK - DHG Odense, 18/10/2008

Resultat: 3 - 0 (25-17, 25-15, 25-18)

"En kamp der skal vindes", sådan kunne vores opgør mod DHG Odense betegnes - og vundet blev den. Endda med en overbevisende 3-0 sejr.

DHG har indtil nu kun vundet et enkelt sæt, men da dette sæt til gengæld var vundet i deres debutkamp mod de regerende mestre fra Fortuna Odense, måtte de på ingen måde undervurderes. Men alligevel var det en kamp hvor det var et must med en sejr, hvis vi vil blande os i toppen. Det var således også et dybt koncentreret hold der gik på banen og det blev en god start med en 4-0 føring på fire blokader af Stine Spangen. Føringen blev yderligere udbygget i Mariya Dimitrovas serv, som øgede fra 9-6 til 15-6 og herefter var der ingen tvivl om udfaldet af sættet, som blev kørt sikkert hjem med 25-17.

I andet sæt kom DHG bedre fra start og opnåede en føring på 8-4. Denne føring holdt indtil Ana Luisa ved stillingen 10-12 skiftede Simin Haghshenas på banen for at serve i stedet for Mette Pieper. Det skulle vise sig at blive en yderst givtig udskiftning, idet hun med gode varierede server pressede DHG så meget, at vi kunne snuppe hele otte point og dermed en føring på 18-12. Eva Bang som ellers spillede glimrende, blev skiftet med Piret Prass, som stadig ikke er spillet ordentligt ind på den vigtige hæverposition og Mette Spangen fik lov til at erstatte Iva MIlanova mod slutningen af sættet, hvor hun med to gode server lukkede sættet med 25-15.

Igen i tredje sæt var det DHG der fik startet bedst, men Simin der havde gjort det godt i andet sæt, fik lov til at fortsætte på banen og kvitterede for tilliden ved at bringe os i front med en servestime servestime fra 6-9 til 11-9. Herfra blev der støt og roligt øget til den endelige sejr på 25-18.

Kampens spiller blev Iva Milanova som endnu en gang præsterede en nærmest fejlfri kamp.

21-10-2008 / Steen


Til toppenTilbage

Klasseforskel

KSV - BVK, 11/10/2008

Resultat: 0 - 3 (15-25, 17-25, 25-27)

Der var klasseforskel på de to mandskaber, da vores unge damer mødte KSV. Fra første flløjt sad vi på kampen og efter få minutter havde vi en kæmpe føring, da først Christina Jensen servede til 6-1 og Stine Spangen fortsatte til 11-2. Gennem hele sættet var Iva og Mariya klart dominerende. Mariya stod for ikke mindre end syv rene angrebspointpoint og to blokadepoint og Iva sørgede for at smadre seks bolde i Hillerødgadehallens brædder. Da sidstnævnte desuden var fuldstændig fejlfri i sine servemodtagninger blev hun efterfølgende kåret som kampens spiller. De perfekte modtagninger gav Eva mulighed for at spille det hurtige spil, som kendetegner vores hold når det hele fungerer. Hun havde således en stor del af æren for de mange spektakulære angreb. Efter kun 17 minutter havde taget sættet med 25-17 og glædeligt var det, at stort set alle point var selvproducerede. Kun tre point var indkasseret på uprovokerede fejl begået af KSV.

Andet sæt blev ligeledes med Brøndby i den dominerende rolle. De to bulgarske veninder var blevet lidt mere menneskellige i deres angreb, men så var det godt, at Mette P., Stine og Christina var klar til at tage over og sættet kunne næsten lige så overbevisende bringes i hus med 25-17. Man kan ikke klandre KSV´s coach Jacob Martens for at være handlingslammet. Både til andet og tredje sæt lavede han kraftigt om på opstillingen og om det var det eller Brøndby der var begyndt at slappe lidt af skal være usagt, men faktum var, at det var KSV der kom bedst fra start i tredje sæt. Vi indhentede det tabte ved stillingen 14-14, men kort efter kom vores eneste dårlige periode og KSV kunne på vores dårlige modtagninger bringe sig fra 14-17 til 19-17 og i de efterfølgende rotationer bragte de sig til tre sætbold ved 24-21. Første sætbold blev overlevet da Mette P. bragede bolden i gulvet og Stine gik i servefeltet. Med sine 23 år er hun jo en af de mest rutinerede på holdet og hun formåede da også at holde hovedet koldt og sende nogle forholdsvist bløde server helt til KSV baglinie, hvor de havde problemer med at få dem spillet dem ordentligt frem til deres hæver. Angrebet blev derfor let at læse for vores libero Mia som sikkert reddede boldene i forsvaret, så de kunne vendes til angreb, hvor Mette Pieper der var kommet tilbage på banen efter en tur på bænken, viste sig usvigelig sikker. KSV tog time out med endnu en sætbold tilbage, men heller ikke dette kunne ryste Stines serv. Hun fortsatte ufortrødendt til vi selv stod med matchbold ved 25-24. KSV overlevede, men den efterfølgende bold vandt vi og Mette Pieper kunne gå i servefeltet og sende den afgørende bold til 27-25 i spil.

21-10-2008 / Steen


Til toppenTilbage

Tophold med selvtillid

BVK - VK Næstved, 04/10/2008

Resultat: 1 - 3 (19-25, 17-25, 25-12, 19-25)

Til forskel fra sidste lørdag var vi i dag hele syv mand klar til at spille mod topholdet. Allerede under opvarmningen kunne vi se, at VK Næstved har tre fire spillere, som er i topform og har kvaliteter til at spille i divisionsrækkerne. Traditionen tro bliver opvarmningen vundet af modstanderne og de får en stor portion selvtillid, som de også formå at udnytte i de første to sæt, som vi slet ikke var med i. Vores spil fungerede bare ikke. Vi var måske lidt for meget optaget af modstandernes gode spil og var ikke fokuserede nok til at få vores eget spil til at fungere. De første to sæt blev afviklet på VK Næstveds præmisser og de vinder med resultatet 19-25, 17-25.

Da alle troede, at kampen ender med en 0-3 sejer til gæsterne skete der et mindre mirakel. Vi fandt vores gode spil igen og kæmpede os tilbage i kampen. Vores blokader begyndte at virke og vi kom igennem med vores smash både på center og kant. Det var en fornøjelse at spile dette sæt og det var volley når det er bedst. Gæsterne fra Næstved kunne ikke tro, at de spillede mod samme hold. Forvirring var stor og selvtilliden som de havde haft ejerskab over i de første to sæt var nu på vores side. Vi vandt tredje sæt overbevisende 25-12. I fjerde sæt kørte vi videre med vores gode spil og vi var flere gange foran med tre fire point indtil det stod 16-12 på tavlen. Af en eller anden uforklarlig årsag faldt vores spil lige pludselig fra hinanden. Vi var stadigvæk med i kampen ved 18-18 og det var det. Næstved lukker kampen med 19-25 og vinder endnu tre point på deres vej til division.

Efter kampen var der tid til evaluering i rundkredsen. Piotr insisterede på at få svar på spørgsmål om, hvorfor vi pludselig gik i stå ved 16-12 i fjerde sæt, men der var ingen der kunne svare på det. Ingen skader denne gang og vi håber, at vi bliver nogle flere til næste træning og kamp.

05-10-2008 / Omar


Til toppenTilbage

Fem tætte sæt

Vordingborg VK - BVK II, 04/10/2008

Resultat: 2 - 3 (27-25, 23-25, 25-27, 25-20, 12-15)

Lørdag tog andetholdet i 2. division midt til Vordingborg for at møde de lokale oprykningsfavoritterne. En svær opgave, som blev sat i relief af, at holdet, som følge af afbud, måtte tage til kampen uden udskiftningsspillere. Godt nok var vi syv, men vi valgte at satse på brug af libero, selv om vi havde en grim oplevelse i baghovedet fra sidste sæson, hvor vi i samme situation i Marienlyst, måtte tage hjem med et 0-3 nederlag efter en skade i første sæt, hvor vi ellers havde en føring på 20-5.

Så meget desto mere imponerende er det, at det minimerede hold var i stand til at hive en sejr hjem i en tæt femsætskamp, som varede 1 time og 43 minnutter. De tre første sæt var med mindst mulig marginal idet Vordingborg lagde ud med at vinde første sæt med 27-25. Herefter blev det Brøndbys tur med 25-23 og 27-25. Igen Vordingborg med de mere overbevisende cifre 25-20, som kunne antyde at vores smalle trup var ved at løbe tør for kræfter. Dette var på ingen måde tilfældet. Fra start i femte sæt var holdet dybt koncentreret og med en imponerende indsats af hæver Ida Krabbe, som løb adskillige dårlige modtagninger op, som hun omsatte til flotte hævninger, fik hun bragt sit mandskab til en række flotte angreb, som kunne krones med den endelige sejr ved 15-12. Hermed er holdet et af tre ubesejrede hold i toppen af divisionen.

06-10-2008 / Steen


Til toppenTilbage

Ned på jorden igen

BVK - Lyngby Volley, 30/09/2008

Resultat: 1 - 3 (21-25, 17-25, 25-14, 16-25)

Efter en overbevisende sejr over Skovbakken i første runde, kom vores 1. damer ned på jorden igen, da de tirsdag aften mødte Lyngby Volley i Tjørnehøjhallen. Det startede ellers godt og vi havde skabt et pænt hul ved stillingen 18-14 i første sæt. Her blev der foretaget en på papiret ganske fornuftig dobbeltudskiftning, men desværre havde det ikke den ønskede effekt - tværtimod fik Lyngby en servestime, som skabte stor usikkerhed på holdet. Lyngby tog føring ved 19-18 og fortsatte ufortrødent til sætsejr på 25-21.

I andet sæt startede holdene jævnbyrdigt, men igen fik Lyngby med først Rikke Friis og derefter Mette Flügge lagt et gevaldigt servepres i midten af sættet, som gav dem et afgørende hul og en overbevisende sejr på 25-17. I tredje sæt vendte billedet totalt. Denne gang var det vores damer der i Stine Spangens serv rykkede fra 5-2 til 12-2. En føring, som skabte den fornødne ro og efter et meget overbevisende sæt på 25-14, så det igen ud til, at vi kunne vende den grimme start til en sejr. Desværre gik det ikke sådan. Igen var det gode server hos Lyngbys Rikke og Mette og tilsvarende dårlige modtagninger hos os der gjorde udslaget. Lyngby rykkede fra 10-6 til 20-9 på to servestimer og selv om vi nåede at pynte lidt på resultatet, var der reelt ingen spænding om udfaldet. Lyngby spillede generelt en rigtig flot kamp, men sjældent har en elitedivisionskamp været præget i så høj grad af server som denne tirsdag aften og der var ingen tvivl i om, at servemodtagning blev teamet i de efterfølgende træninger.

06-10-2008 / Steen


Til toppenTilbage

Kvalitet frem for Kvantitet!

BVK - Gentofte Volley.3, 27/09/2008

Resultat: 2 - 3 (23-25, 22-25, 25-19, 25-18, 10-15)

Luften var tyk af tigerbalsam og mærkevare-parfume da Brøndbys herre tog imod de unge knægte fra Gentofte. Begge hold stillede kun med 6 mand, så der var ikke plads til nogen fibersprængninger i denne kamp. Brøndbys 6 mænd var: Jan, Nicolaj, Martin P, Carsten, Rasmus og Daniel.

Vi startede rigtigt godt med god gejst og førte igennem hele første sæt, men vi havde desværre svært ved at lukke sættet, hvilket resulterede i, at Gentofte tog første sæt med en kneben sejr på 23-25. Vi fandt hurtigt formen igen i andet sæt, så nu ville vi tage den hele vejen! Det blev det dog desværre ikke til. Igen overhaler Gentoftes konfirmationshold, da vi kommer op på de 20 point og tager sættet med 22-25. Det gik nu op for os at var nødt til at holde koncentrationen hele sættet. Vi førte igennem hele 3. sæt og spillede rigtigt godt. Vi fik angreb og forsvar til at smelte sammen i en fusion af fantastisk spil og dette resulterede i, at vi fik sættet hjem med 25-19 i vores favør.

4. sæt startede endnu bedre da Rasmus startede med 3 blocks og 2 smash på de første 6 bolde så vi førte 5-1 efter et par minutter. Vi holdt vores komfortable føring igennem sættet, men nåede lige at blive lidt nervøse da Gentoftes Drengekor kom op og kun var 2 efter da den stod 19-17 til os. Vi spillede dog godt videre og stort set alle vores ting lykkedes. Det hjalp også, at Jan hamrede den ned – over blokken – på 3 meteren en gang eller 3! Vi holdt gejsten kørende og vandt sikkert 4. sæt 25-18. Nu var vi rigtigt optimistiske, dog med den farlige tanke i baghovedet, at vi sidste sæson havde en ærgerlig tendens til at falde lidt sammen i de sidste afgørende minutter. 5. sæt startede da også mere jævnbyrdigt og vi fulgtes alt for pænt ad op til 7-7. Her tog Gentofte det sidste point, før at vi skiftede side. Vi mistede måske lidt modet da vi så at de spillede væsentligt bedre i dette sæt og efter et par minutter, fik de deres første matchbold da den stod 14-8 til dem. Vi vandt bolden og fik serven. Vi spillede en god bold og kom op på 14-10. Så holdt den dog ikke længere og de afgjorde den sidste bold. 10-15 til Gentofte.

Vi sagde pænt tillykke til de unge herre, for spille volleyball det kunne de bestemt. Vi satte os ned i den evigt populære rundkreds og blev enige om, at trods nederlaget så havde vi spillet en god kamp!

Så det endte med en sejr til Gentofte, men da vi sikrede os 2 sæt ligger vi p.t. nummer 3 i Danmarksserien. Et flot resultat når man tænker på at vi ikke er flere end vi er!

- Kvalitet frem for Kvantitet!

29-09-2008 / Daniel


Til toppenTilbage

Brøndbysejr i Århus

Skovbakken Volley - BVK, 27/09/2008

Resultat: 0 - 3 (23-25, 21-25, 20-25)

Skovbakken, der sidste sæson stillede op under navnet Århus Volley, var det hold vi i sidste sæson lige netop kneb sig foran i kampen om den sidste slutspilsplads. Dengang fik vi en ordentlig afklapsning i det århusianske. Det var især Skovbakkens gode server, der voldte problemer. Det samme gjorde sig gældende i weekendens kamp. Til gengæld havde vi et betydeligt bedre angrebsspil end Skovbakken og i den nye sæson, fremstår vi med en langt bredere trup end sidste år.

I første sæt fulgtes vi pænt ad. Hver gang Skovbakken var ved at få et lille overtag, sørgede Eva Bang, for at sende bolden op til vores bulgarske stjerne Iva Milanova, som stod for seks rene angrebspoint i sættet. Selv om sættet blev tæt og kun blev vundet 25-23, var der ikke for alvor uro i vores lejr, som havde godt styr på tingene.

Andet sæt startede i samme opstilling. Igen fulgtes de to hold ad indtil midten af sættet, hvor Ana Luisa lavede nogle udskiftninger. Mette Pieper som vandt lidt mindre end normalt og samtidig var hæmmet af en tommelfinger der var blevet forstuvet i ugens løb blev erstattet med Stine Spangen, som er vendt tilbage til holdet efter en hel sæsons skadespause. Det gjorde hun så godt, at hun blev på banen kampen ud. Lidt senere blev der foretaget en dobbeltudskiftning, som gav elitedivisionsdebut til vores nyerhvervelse, den estiske hæver Piret Prass. Hun blev skiftet ind på pos. 1 i stedet for Julie Guldager, for at hæve og samtidig blev Eva skiftet ud ved nettet, hvor Mette Spangen tog hendes nettur. Efter tre rotationer blev de to spillere skiftet tilbage igen, så Eva igen var hæver og høje Julie Gulager kunne igen indtage sin plads ved nettet. Udskiftningerne gav bonus og vi kunne tage sættet 25-21.

I tredje sæt fik Eva for alvor fundet vores anden bulgarske stjerne Mariya Dimitrova. Hun bragede det ene smash i gulvet efter det andet. Det første af dem med så stor effekt, at hun på det nærmeste slog Skovbakkens ellers fremragende libero Ci Eshel omkuld. Endvidere var Julie som i de to første sæt havde været lidt anonym, for alvor kommet op i gear. Hun levede nu op til præstationen der bragte hende til tops på pointlisten for både U17- og U19 landsholdet i forbindelse med NEVZA. Tredje sæt gav yderligere plads til præsentation på banen af yderligere to af vores nyerhvervelser. Simin Haghshenas, som har en fortid netop i Skovbakken kom på banen og det samme gjaldt det unge talent, 19-årige Nadia Olling, som Brøndby har hentet i 2. divisionsklubben Vordingborg. Hun er tiltænkt en rolle i centerangrebet, hvor hun allerede nu er stærk nok til, at hun kunne blive på banen sættet ud til den endelige Brøndbysejr på 25-20.

30-09-2008 / Steen


Til toppenTilbage

På papiret en overkommelig opgave

Gentofte Volley - BVK, 24/09/2008

Resultat: 1 - 3 (22-25, 21-25, 26-24, 14-25)

Pokalkampen mod Gentofte var på papiret en overkommellig opgave, idet det var mod nedrykkerne fra sidste års elitedivision, Gentofte. Kampen var derfor også udset til for alvor at afprøve nogle af de ting, som ikke helt kan afprøves i træningsstævnerne, hvor de andre hold også eksperimenterer. Der blev derfor skiftet livligt ud gennem kampen, som bød på ikke mindre end 14 udskiftninger på vores side. Dette kombineret med, at Gentoftes spil hang betydeligt bedre sammen end i sidste sæson, gjorde at Gentofte kunne tage tredje sæt knebent med 26-24. Der kan ikke være tvivl om, at Gentofte står over for en hurtig tilbagevenden til elitedivisionen. Ses der bort fra svipseren i tredje sæt, stod der Brøndby på resten af kampen, som vandt de første sæt med 25-22, 25-21 og det fjerde sæt, som blev spillet uden udskiftninger blev vundet overbevisende 25-14. Alt i alt en god start på de "alvorlige" kampe.

30-09-2008 / Steen


Til toppenTilbage

En god sæsonstart

Amager VK.4 - BVK, 21/09/2008

Resultat: 0 - 3 (21-25, 18-25, 19-25)

Vi startede opvarmningen med at se en mix-spiller fra Amager brække højre fod, som man ellers kun ser det på sportsvideoer, hvor det går grueligt galt. Hans fod sad vinkelret på benet!

Nå, men da han var kørt væk i en ambulance, var vi samlet og kunne starte opvarmningen. Vi vandt måske ikke opvarmningen, men vi var tæt på!

Fra kampens start viste vi, at vi ville vinde. Der blev kæmpet bravt på alle pladser. Vi fik dæmmet godt op for Amagers angreb takket være godt blokadespil, og gode opsamlinger i forsvaret.

På den korte bane var det lidt svært at få presset serverne ordentligt. Men det lykkedes nu alligevel at få presset Amager lidt.

Første sæt blevet hevet sikkert i land 25-21.

Andet sæt fortsatte vi med det gode spil vi havde vist i første sæt. Amager kunne ikke komme i gang, da vi hele tiden fik blokeret eller samlet deres angreb. Vores eget angrebsspil fungerede helt fantastisk. Jan slog stort set alt ned på kanten, og på midten kørte Daniel den ene bold efter den anden forbi deres blok.

Nicolai hævede super i hele kampen, og kæmpede godt som han plejer. Piotr valgte at sætte Martin ind som hæver et par af de gange, Nicolai var fremme ved net. Martin hævede godt og Amager havde endnu mere at se til ved nettet. Jesper og Omar spillede en solid kamp på deres pladser. Jeg selv stoppede sidst i andet sæt, hvor jeg pådrog mig en fibersprængning i højre læg, efter at have sparket ud efter en bold i et redningsforsøg.

Andet sæt blevet vundet sikkert 25-18.

I tredje sæt så jeg mere til loftet i hallen end spillet på banen, da jeg lå med is på læggen.

Men drengene fortsatte det eminente spil på banen og Amager fandt ikke på noget revolutionerende modtræk, og vi tog sættet sikkert hjem 25-19.

En god sæsonstart med 3-0.

25-09-2008 / Mads


Til toppenTilbage