TrineTerese02
På oktober måneds sidse dag, var der lagt op til et brag af en kamp, da Brøndby Volleyball Klubs danske mestre i en DM-revance, tog imod sølvvinderne fra Lyngby Volley. Det så da også længe ud til at kunne blive den forventede gyser, men midt i første sæt gik gassen af sølvvindernes ballon og hjemmeholdet sad herefter solidt på begivenhederne i en sikker 3-0 sejr.

Lyngby har haft stor udskiftning i truppen og der har længe hersket tvivl om deres styrke. Tilgangen af nogle nye Amerikanere til holdet, som har tre af slagsen, samt sejre i deres to første kampe, tydede dog på, at holdet stadig rummede den fornødne styrke til at presse vores danmarksmestre.

Det var da også Lyngby der kom bedst fra start og tog en lille føring, som blev udbygget til 14-11 i Deprece Washingtons serv. Men så var det stort set også slut med spændingen. I Trine Kjelstrups serv, gik vi fra 13-15 til 19-15. Modtagningerne lå generelt godt og Eva Bang brugte med stor succes Dominique Thompson i angrebet. Hun er med al tydelighed kommet sig over den skade, der har afholdt hende fra at springe i tre uger. Til trods for at der kun har været et par træninger til at få timeingen på plads igen, kunne hun vinde fem af sine otte angreb. Lyngby halede en smule ind, men så gik Julie Mikaelsen til serv. Hun lagde ud med et es og satte også så stort pres på de efterfølgende tre server, at de gav grobund for de resterende point frem til sætsejren på 25-18.

Andet sæt lignede fra start den totale ydmygelse. Eva sørgede med syv server hvoraf to var esser, for at bringe sit hold til en 9-1 føring og tre rotationer senere var det igen en godt servende Julie, som med ikke mindre end ti server var ved at slutte sættet. Lyngby overlevede dog matchbolden ved 24-6 og nåede i Amanda Browns serv at pynte på resultatet, så sættet endte med de knusende, men dog lidt mere tålelige cifre 25-11.

TrineTerese01Mod slutningen af andet sæt blev det valgt at spare Dominique i resten af kampen, så Terese Ammundsen der nåede at vinde sit ene angreb i andet sæt fortsatte på pladsen i tredje. Ligeledes var Deme Morales blevet erstattet af Daria Wozniak, som fortsatte på denne position. Vi lagde ud med en lille føring, som Lyngby dog fik neutraliseret ved 10-10. Det varede dog kort. Efter server fra Daria og Paulina Hougaard-jensen, var vi igen i en komfortabel føring på 16-11 og Sigrid Friis Christiansen som havde skiftet Eva tidligt i sættet, kunne føre sine angribere frem mod sejren. Blandt disse var især Trine i vinderhumør. Hun vandt samtlige sine seks angreb i dette sæt og det blev også hende der sammen med kampens dominerende blokadespiller, Paulina sørgede for at blokere kampens sidste bold til stillingen 25-17. Trine, som nu topper DVBF´s angrebs rangliste, blev da også kåret som Brøndbys bedste spiller og fik sammen med Jamie Stancliff, som æren tilfaldt hos Lyngby, overrakt tøjgaver fra Brøndbys sponsor, tøjfirmaet Grey Matter.

Med sejren ligger vi, sammen med Holte, ubesejret i toppen af ligaen og det er netop disse to hold der mødes når vi i en travl uge med tre kampe på fem dage, skal på besøg i Ny Holtehal, søndag d. 8/11 kl. 14.00. En kamp der nok er værd at overvære, hvis man vil se spændende topvolley. Allerede to dage efter, d. 10. november, drager vi til Sverige for at møde Svedala i Øresundsligaen og torsdag d. 12. november kl. 19.30, er det Team Køge der kommer på besøg i Stadionhal 1.