Nr. 6 Laura Kjelstrup i en forsvarsaktion (Foto Lars Rasmussen)Serven er et våben, men den skal bruges med måde, ellers går det galt. Det måtte Brøndby Volleyball Klubs Volleyligakvinder sande, da de tabte den første finalekamp, hvor der spilles bedst af fem kampe, mod Holte IF, med 1-3. I volleyball har vi ikke en 2. serv, som kan sættes i spil hvis 1. serven kikser, så vores 18 servefejl mod Holtes kun 4 fejl, kostede dyrt. At serven også skabte 10 serveesser mod Holtes kun 4 esser, giver en del retfærdighed, men konklusionen efter kampen må være at trykket på serven skal tages af, i bestræbelserne på at skabe større stabilitet.

Hvis der ses bort fra serven, var der ellers generelt tilfredshed med spillet. Libero Laura Kjelstrup, som efterfølgende fik TimeGruppen prisen som bedste spiller, holdt et højt niveau i både modtagning og forsvar og lagde således grunden for mange gode angreb lagt til rette af hæver Eva Bang. De to hold lagde ud med godt og jævnbyrdigt spil, men efter at vi havde ført indtil midten af første sæt, fik Holte overtaget i nogle rotationer, hvor modtagningen kiksede for os. og fra stillingen 15-15 tog Holte føringen og vandt sættet med 25-18.

Holte kom bedst fra start i andet sæt, men i Manuela Johnsens serv gik vi fra 4-6 til 9-6. Glæden varede kun kort, idet Holte i Nicoline Mogensens serv gik fra 8-10 til 14-10. Flere gange fik vi kontakt igen, men Holte holdt stand og to sættet med 25-23.

Nr. 1 Eva Bang og nr. 12 Mette Breuning i en blokade (Foto Lars Rasmussen)I tredje sæt var det os der efter en lige start fik overtaget. Alina Sode der kom på banen i stedet for Autumn Jenkins var sikkerheden selv i modtagningen og ydede en stor indsats i forsvaret og ved nettet var især Deprece Washington udslagsgivende. Fra 9-9 trak vi fra og tog sættet overbevisende med 25-17.

Fjerde sæt var det servemæssigt værste sæt for os. Med seks servefejl, er det svært at vinde over et hold som Holte, som i dette sæt servede fejlfrit. Alligevel lykkedes det os at få kontakt ved 15-15 i Alina Sodes serv, efter at have været bagud med 11-15. Kontakten holdes frem til 22-22, hvor Holte i de sidste to rotationer får overtaget og afgør sættet og dermed kampen med mindst mulige marginal, 25-23.

Det var ikke den start på finaleforløbet, som vi havde håbet på og det er nu endnu vigtigere med en sejr, når Holte gæster Stadionhal 1, Skærtorsdag d. 18. april kl. 14.00. Holdet er da også fuld af fortrøstning, da der er en stor tro på at det kan blive til en sejr når serven forhåbentlig igen er på plads, som den ellers har været i de seneste kampe.