- Details
- Written by: Steen Spangen
Det lykkedes ikke for Brøndby Volleyball Klub at forsvare deres danske mesterskab, som de har været indehaver af i de seneste tre sæsoner. I to spændende finalekampe måtte vi lørdag d. 22. april overlade mesterskabet til Holte IF. Selvfølgelig er det en skuffet spillertrup, som har knoklet hele sæsonen for at opnå at stå øverst på skamlen, men når det er sagt, er det også et hold som er stolte over deres sølvmedaljer.
Holdet røg ind i problemer, da vi omkring årsskiftet måtte tage afsked med vores amerikanske krumtap, Deme Morales. Det var et hul der var svært at lukke midt i sæsonen, hvor reglerne blokerer for tilgang af nye spillere og selv om Alina Sode, som overtog pladsen i grundopstillingen har vokset med opgaven og spillet en rigtig god sæson, har en spiller mindre i truppen givet færre muligheder for at handle taktisk i pressede situationer. Alligevel lykkedes det at få spillet til at fungere bedre og bedre som tiden gik hen mod finalekampene. Desværre blev vi så i ugen op til den første finalekamp, ramt af en skade på vores amerikanske centerangriber Miranda Bradshaw, som forvred knæet og vi var nu også begrænset på denne position.
Alligevel lykkedes det os at præstere to spændende opgør mod Holte IF. I den første finale måtte de to hold ud i et afgørende femte sæt for at finde en vinder og i anden finale, som godt nok blev tabt med 0-3, var sætcifrene så tætte som 22-25, 22-25, 23-25 og der skulle således kun være få bolde i hvert sæt der skulle skifte fortegn, for at succesen var faldet ud til vores fordel.
Vi lagde bedst ud i lørdagens kamp og fik i Tyler Richardssons serv en føring på 3-0. Føringen blev udbygget og var størst ved stillingen 19-14, men så fik Holte styr på deres spil og hentede tre point frem til stillingen 19-17. Vi holdt fast i føringen gennem især gode effektfulde angreb af Trine Kjelstrup, men da hun kom i servefeltet og Holte vandt pointet til 19-22, havde vi svært ved at finde tilstrækkeligt effektfulde angreb og dette sammen med et par dumme fejl førte frem til sættets afslutning på 25-22 til Holte.
Ser man bort fra de trods alt kun få fejl, blev der vist flot volleyball fra begge sider og det gode og underholdende spil fortsatte i andet sæt. Duellerne bølgede frem og tilbage over nettet, men Holte fik skabt en lille føring ved 7-4 og selv om vi var ved at kæmpe sig tilbage igen ved 15-16, lykkedes det Holte at holde fast i føringen og de kunne tage endnu et sæt med 25-22. Et resultat som måske kunne være anderledes, hvis ikke vi havde lavet hele syv servefejl i sættet.
Vi havde nu for alvor ryggen mod muren, Det var ikke nok med at vinde de tre næste sæt. En sejr ville have betydet, at de to hold som så havde haft en sejr hver, skulle have afgjort mesterskabet i et såkaldt "Golden set" til 25 point, så altså var kravet nu at vinde fire sæt i træk.
Vi kom godt fra start i tredje sæt og fik en lille føring, som blev hentet af Holte ved 9-9. Vi kom igen foran med 14-12, men i næste opstilling tog Holte en stime og kom på 17-14 da Kayla Neto blandt andet præsterede tre esser. Vi kæmpede os tilbage til 17-17, men Holte trak igen fra og måske var det nerverne der ikke kunne klare presset, da der i slutfasen kom to servefejl, hvilket var med til at føre Holte frem til kampens afslutning med mindst mulig margin 25-23.
Det var en kamp begge hold havde stor ære af og mens vi i den første kamp havde tildelt Holte en del point på egne fejl, var Holte i anden finale i langt højere grad nødt til selv af skabe deres point og det var således fuldt fortjent, at det er dem der får lov til at sidde på mesterskabstronen i den kommende sæson, men de skal vide, at det kun er til låns :-)
- Details
- Written by: Steen Spangen
Dansk Volleyball skal til EM og med på holdet er to Brøndbypiger. For kun anden gang i volleyball forbundets historie, er det lykkedes at få et hold kvalificeret til EM. Det er i aldersgruppen DU16 og Brøndby har de to 14 årige og yderst talentfulde piger Tajma Muharemovic og Sille Slott Hansen, som spiller henholdsvis hæver og venstrekant, med på holdet.
I Påskedagene, blev der spillet en kvalifikationsrunde i Ny Holtehal. Der blev Langfredag lagt ud mod Island og det var som ventet Island der måtte lide alle pinslerne, da Danmark som ventet vandt en overbevisende 3-0 sejr (25-9, 25-15, 25-11). Kun i andet sæt var der i starten noget spænding om udfaldet, da Island kom foran, men så kom Tajma Muharemovic på banen og stabiliserede spillet med sine præcise hævninger og var med til at vende spillet til sejr.
Lørdag var der nøglekamp mod Estland. Belgien var storfavorit til at vinde puljen, men da de to bedste pulje 2´ere også går videre til EM, var der stor spænding om udfaldet på denne kamp. Estland var på forhånd udråbt som favorit i kampen, men det fik de danske stjerner hurtigt vendt om på og tog en overraskende sikker 3-0 sejr (25-12, 25-12, 25-16).
Resultaterne fra de andre puljer blev gransket og allerede før søndagens kamp mod Belgien, lå det fast, at Danmark ville tage en af de kvalificerende pladser uanset udfaldet af kampen mod storfavoritterne. Det var således en flok piger der kunne spille frigjort og uden et nervepirrende pres, der kunne gå på banen til den sidste puljekamp. Det var således også Danmark der kom bedst fra start og tog første sæt med 25-22. Sensationen lurede, men Belgien fik sundet sig og tog som forventet de næste tre sæt med 25-17, 25-20 og 25-19. Undervejs fik både Tajma Muharemovic og den hårdtslående Sille Slott Hansen givet eksempler på deres store talent.
I Brøndby har de to piger udover deres ungdomsvolly også spillet med på Vestegnens Volleyhold i Danmarkerien og de har begge haft optrædener på klubbens 2. hold, som netop har spillet sig i 1. division, lige som begge piger jævnligt inviteres med i Volleyliga holdets træninger, i bestræbelserne på at udvikle hvor deres talent yderligere.
I indeværende uge koncentrerer Volleyliga holdet sig fuldt ud om forberedelserne til den anden DM-finale mod Holte IF, som spilles på lørdag d. 22. april kl. 16.00 i Ny Holtehal. Vi tabte det første opgør i en gyser af en kamp, med 2-3, så vi er nu tvunget til at vinde lørdagens kamp. Skulle dette lykkes og de to hold står med en sejr hver. Vil mesterskabt blive afgjort umiddelbart i forlængelse af den ordinære finalekamp, i et såkaldt "Golden set" til 25 point.
Når DM-finalerne er overstået, vil kræfterne blive lagt i at forberede de to ungdomslandsholdsspillere bedst muligt til det kommende EM, som spilles i Bulgarien d. 21.-29. juli.
- Details
- Written by: Steen Spangen
Det blev en kamp der som forventet, blev noget af en gyser, da årets DM-finalister, Brøndby VK og Holte IF mødte hinanden. Ingen turde på forhånd spå om resultatet, men Holte fremstod med en lille favoritværdighed, på baggrund af sæsonens tidligere resultater, hvor Brøndby har vundet to gange og Holte tre gange. 2-3 i sæt var også resultatet af den første finale og med Holte som vinder af det afgørende femte sæt.
I de to første sæt virkede holdene temmelig nervøse, hvilket især gik ud af kvaliteten på servemodtagningerne. I første sæt var det os der havde de største problemer og da vi samtidig havde en del servefejl, fik vi slet ikke lagt det nødvendige pres på Holte, som alt for let kunne vinde sættet med 25-15. I andet sæt var rollerne på det nærmeste byttet om. Det var nu Holte der havde de største servemodtagnings problemer og Eva Bang kunne således lave to serveesser da hun servede sit hold fra 2-2 til 6-2. og i Alissa Coulters serv nåede vi vores største føring, da hun servede fra 16-6 til 20-6. En føring der holdt frem til sættets slutning på 25-13.
Vores problemerne i servemodtagningen fortsatte i starten af tredje sæt, hvor Holte kom til en føring på 6-1 og udbyggede føringen til frem til sættets afslutning på 25-17.
Spillet var gennem kampen blevet bedre og især bød fjerde sæt på en masse spektakulære dueller. Det var os der kom bedst fra start og tog en lille føring, en føring som Holte hentede ved 11-11. Herfra skiftedes de to hold til score point, men ved stillingen 21-22, viste Trine Kjelstrup hvorfor det var hende der skulle have præmien fra "Grey Matter" som bedste spiller, da hun sluttede, en i forvejen pæn præstation i sættet, af med at vinde sine fire sidste angreb frem til slutciffrene 25-22.
Mod slutningen af kampen var der kommet pænt styr på vores servemodtagning, men angrebet havde ikke den fornødne effekt og mod slutningen af sættet trak Holte fra og tog sættet og dermed også kampen med 15-10.
Opgaven for vores damer er nu at vinde returopgøret d. 22. april kl. 16.00 i Ny Holtehal og hvis dette lykkes og begge hold står med en sejr, vil mesterskabet skulle afgøres i et såkaldt "golden set" til 25 point, som spilles umiddelbart efter anden finale.
I forbindelse med den første finale, blev "årets hold", som er fundet ved afstemning blandt Volleyligaens spillere og trænere, offentliggjort. Vi kunne her glæde os over at få kåret Eva Bang som bedste hæver, Tyler Richardson som den ene af to centerangribere og Trine Kjelstrup som den ene af to kantangribere. Holte havde tre spillere på årets hold og Amager VK tog sig af libero posten.
- Details
- Written by: Steen Spangen
Mens den første kamp var på udebane, blev de to efterfølgende spillet på hjemmebanen i Stadionhal 1. Den første hjemmekamp var ikke den volleymæssigt mest imponerende kamp at se på, idet servemodtagningen var noget svingende i kvalitet. Men hævningerne blev fordelt fornuftigt af hæver Eva Bang og specielt til kantangrebet, hvor især Trine KJelstrup, som modtog prisen som bedste spillere, fra "Grey Matter", viste imponerende styrke. Også centerangriber Tyler Richardsson havde en stor effektivitet på de angreb, der blev lagt til rette for hende når modtagningerne tillod det.
Første sæt gik uden større problemer til os med 25-17, mens der i andet sæt var en del usikkerhed i servemodtagningen, som Amager ikke var sene til at udnytte til egen fordel. De gik således fra at være bagud med 16-20, til en 21-20 føring i Asta Kjærgaards serv og de nåede to rotationer senere til sætbold ved 24-22. Vi overlevede på gode angreb de to sætbolde og forsatte til egen sætbold ved 25-24. Det lykkedes ikke at afslutte sættet i første forsøg, men et par bolde efter sluttede sættet 27-25. I tredje sæt hang tingene bedre sammen og igen blev det en overbevisende gevinst på 25-18.
I den anden hjemmebanekamp, som også skulle blive semifinale seriens sidste kamp, fungerede spillet langt bedre end om torsdagen. Modtagningerne havde den ønskede kvalitet og de to hævere Eva Bang og Sigrid Friis Christnansen, som overtog ansvaret et stykke inde i kampen havde gode muligheder for at benytte angriberne efter behag. For Eva Bangs vedkommende blev det gjort med så stor effektivitet, at det denne gang var hendes tur til at modtage prisen fra "Grey Matter". Kampen var præget af lange servestimer fra både Eva Bang og Miranda Bradshaw, samt Trine KJelstrup, der stod for den længste serie, da hun servede fra 8-3 til 15-3 i første sæt.
Amager kom ikke for alvor ind i kampen og vi kunne spille os i finalen gennem tre overbevisende sæt på 25-13. 25-14, 25-14. I finalen skal vi møde Holte IF, som har vundet de tre første semifinaler mod Team Køge med 3-1. 3-0 og 3-0. Vi har som bekendt erobret mesterskabet de seneste tre sæsoner samt i 2011 hvor det første mesterskab blev vundet. Det er syvende gang i træk at vi er i finalen og i disse har Holte IF stået på den anden side af nettet seks gange. Kun i 2015 snuppede Lyngby en finaleplads for næsen af Holte. Også i de tre seneste landspokalfinaler har vi trukket sig sejrrigt ud af de to holds indbyrdes kampe, men i årets Nordic Club Championship vandt Holte over os i semifinalen, så der er for alvor lagt op til et brag af en finale, når de to ærkerivaler møder hinanden.
Finalerne spilles bedst af to kampe. Vi lægger ud på hjemmebanen i Stadionhal 1, tirsdag d. 11. april kl. 19.00, hvor vi håber på stor opbakning. Lørdag d. 22. april kl. 16.00 er der returopgør i Ny Holtehal. Skulle de to hold herefter stå med en sejr hver, bliver det hele afgjort i et såkaldt "Golden Set" til 25 point, som spilles umiddelbart efter anden kamps afslutning.
- Details
- Written by: Steen Spangen
Med en overbevisende 3-0 sejr, kom Brøndby Volleyball Klubs Volleyliga kvinder godt fra start på slutspillet, da de i årets første semifinale, på udebane besejrede Amager VK.
Det var et yderst fokuseret mandskab der totalt dominerede i første sæt. Et højt servepres tog brodden af Amagers angreb og et velfungerende markforsvar lagde grunden for gode modangreb. Gennem føringer på 10-3 og 18-7 nåede vi frem til sættets afslutning med de knusende cifre 25-11.
De gode takter fortsatte i andet sæt, hvor vi i Tyler Richardssons effektive serv gik til en 8-2 føring, da Tyler i en servestime på syv server blandt andet præsterede tre serveesser. Amager fik dog kæmpet sig tilbage igen, da Asta Kjærgaard slog hul på vores servemodtagning og førte sit hold til 7-8. Sættet bød på en række fantastiske dueller hvor godt forsvar fra begge holds side bragte bolden flere gange frem og tilbage over nettet, før et effektivt smash til slut gjorde en ende på løjerne. De to hold skiftedes til at score point dog med noget større succes hos især Alissa Coulter og Trine Kjelstrup, der med 16 pointgivende angreb blev kampens topscorer. Vi nåede til sætbold ved 24-17, men Amager kæmpede ufortrødent videre og i Sofia Purkhus serv blev der på ny spænding i sættet da Amager kom på 22-24, inden vi lukkede sættet med 25-22.
Tyler Richardsson har udviklet sin serv til et dødbringende våben, som vores første servende i tredje sæt lagde hun således ud med tre esser, da hun med sin femte, sjette og syvende i kampen bragte os til føring med 4-0. anfører Eva Bang fortsatte i rotationen efter med at plage Amagers modtagningsspillere og føringen blev udvidet til 9-2. Vores modtag, som blev godt styret af Alina Sode og libero Eline Bye, lagde grunden for et solidt angreb sat i værk af Eva Bang og den indskiftede Sigrid Friis Christiansen. Ved nettet fortsatte Alissa og Trine med at dominere. Alissa udnyttede således alle sine fem angreb til point og af Trines otte angreb, var der kun et enkelt som Amager kunne holde i spil og på et effektivt angreb kunne Alissa Coulter lukke kampen med 25-15.
Der spilles i semifinalen bedst af fem kampe, så der mangler endnu to sejre før vi kan sikre os en finaleplads. Håbet er selvfølgelig at disse sejre vil blive taget hjem når vi i de næste to kampe har hjemmebane i Stadionhal 1, på torsdag d. 23. marts kl. 20.00, hvor Brøndbys Borgmester Kent Magelund har meldt sin ankomst og lørdag d. 25. marts kl. 15.00. Til kampene vil der ud over topvolley, også blive budt på præmiegivende konkurrencer.